Den norske forfatter Maria Kjos Fonn skriver om stofmisbrug uden de gængse forklaringer om årsag og virkning.
"Jeg sidder i en rundkreds med fremmede, samler en plasticske op og hælder pulverkaffe i en kop. Brunt pulver på en ske. Pludselig skælver hænderne, som var det ni timer og ikke ni måneder siden. Eller endnu længere tid siden, at jeg sad på Joakims køkkenstol og var håndværker. At jeg igen gjorde det hele klar. Skeen brændte sort og blåt, tynde render i metallet."
Sådan begynder Heroin chic, Maria Kjos Fonns roman om en omvendt klasserejse uden en oplagt årsag. En deroute fra den kulturelle overklasse i et af Oslos fine kvarterer til rendestenen, sat i fart af først en spiseforstyrrelse og herefter et stofmisbrug.
Den norske forfatter fortæller her om at gøre heroinen til den egentlige hovedperson, om faren for at æstetisere misbruget og om at have læst så meget om stofmisbrug, at hun vil tage gift, hvis nogen beder hende om at læse mere.
Hvordan vil du beskrive Elise, romanens hovedperson?
Elise er et bundløst hul, som fortærer sig selv og sine omgivelser. Allerede fra barndommen mærker hun en stærk eksistentiel tomhed – og fra puberteten prøver hun at tøjle den med en altopslugende spiseforstyrrelse, og efterfølgende med et endnu mere altopslugende stofmisbrug.
Elise vokser op i en kulturel familie på Oslos vestkant og er et lysende sangtalent og strålende smuk. Hun bliver løftet frem som noget helt specielt – både af forældrene og omgivelserne. Hun har store problemer med at leve op til de forventninger, andres ophøjede billede af hende.
Jeg tror, Elise har en meget ringe ide om, hvem hun er, hvis man ser bort fra andres billede af hende, spiseforstyrrelserne og misbruget. Hun siger selv, at hun aldrig har fået muligheden for at blive en person, at udviklingen på en måde blev kapslet ind i en pose med pulver. Men hun er et følsomt og begavet menneske med et voldsomt begær. Problemet er, at det at ønske sig alt ligger meget tæt op ad det at ønske sig ingenting.
Hvad er det, du som forfatter har villet undersøge i Heroin chic?
Udover det psykologiske ved Elise har jeg været meget interesseret i den omvendte klasserejse og det sociale fald. Det har givet mig mulighed for at have et tydeligt klasseperspektiv, set fra Elises overklassebaggrund. Hun føler en enorm skam over at have alle muligheder og så kaste dem fra sig. Og ikke kunne give dårlige forudsætninger skylden. Jeg ville væk fra årsag-virkning-forklaringen og lade problemet i sig selv være problemet, hvis det giver mening.
Først og fremmest ville jeg skrive en bog om stofmisbrug – nærmere bestemt heroinafhængighed. Jeg ville gå helt ind i, hvordan opiater virker, hvad de gør med en person. Rusmidlets personlighed, om man vil. Heroinen bliver i sig selv en karakter i bogen, har nærmest en egen vilje. Den bestemmer. Hvordan den æder Elise op og dem omkring hende. Selv hendes mor, som aldrig har prøvet heroin, ender med at underkaste sig stoffets logik.
Elise drømmer om at blive vægtløs og at forsvinde. Hun søger selv fornedrelsen, som hendes kæreste Sigurd siger til hende. Hvad er det, hun søger i undergangen?
Det er noget nærmest mystisk, det at blive større ved at blive mindre. Fra barndommen, hvor hun havde en lysende sangstemme og var lysende smuk, og via upassende interesse fra en sanglærer i teenageårene, er hun blevet set på og ser sig selv som et objekt. Spiseforstyrrelsen og heroinen er en måde at leve ekstremt frakoblet fra sig selv på, og på en måde også at forblive et barn, slippe for ansvar, få den opmærksomhed, hun fik af at være dygtigst og pænest, ved at være sygest.
Jeg tror, det værste og mest smertefulde for Elise, er, at hun død og pine skal være så speciel. Hun ser ikke sig selv som andre stofmisbrugere, hun føler sig på samme tid både bedre og dårligere. Hun holder fast i, at hun har en anden baggrund, ingen dårlig opvækst, at hun er anderledes. Og på den måde er hun dybt ensom. I romanen er der ikke meget håb, men jeg tror, der kunne være en redning for Elise. Og det ville være at indse, at hun er som alle andre, hverken bedre eller værre.
Hun er speciel på side måder, men deler noget grundlæggende med andre narkotikaafhængige, og andre mennesker. Hvis hun indså det og tillod sig selv at føle fællesskab og til og med nåde (hvis jeg kan bruge det ord), tror jeg, der kunne være håb.
Du beskriver rusen som noget både smukt og dragende, ligesom heroin chic jo er et skønhedsideal, Elise tilstræber, og samtidig er det hele vanvittigt skræmmende og rædselsfuldt. Hvilke tanker har du gjort dig om det spænd i historien?
Jeg var bange for at æstetisere spiseforstyrrelser og stofmisbrug, men kom frem til, at det var risikoen værd. Du kan ikke skrive troværdigt om narkotikaafhængighed uden også at skrive om det tiltalende ved rusen, der er jo en grund til, at folk drages mod det og ødelægger alt, de har af relationer og muligheder i bytte med stoffet.
"At tage stoffer er først utrolig dejligt, og så bliver det nødvendigt."
At tage stoffer er først utrolig dejligt, og så bliver det nødvendigt. Det kan man ikke komme udenom. Den afhængige vil også gerne romantisere sine problemer. Hun må retfærdiggøre for sig selv, at hun fortsætter. Udfordringen her er jo at vise spændet mellem Elises version af det, der sker, og hvordan det egentlig går, hvis man ser bort fra selvbedraget. Det håber jeg er lykkedes mig.
Læste du selv nogle bøger eller så nogle film, der inspirerede dig, mens du skrev romanen?
Jeg læste ekstremt meget afhængighedslitteratur, så meget at jeg tager gift, hvis jeg bliver bedt om at læse en bog om afhængighed igen. Trainspotting af Irvine Welsh har jeg altid været glad for, og opfølgeren Porno, men de vigtigste var måske Junky af William Burroughs og Opium af Jean Cocteau.
Jeg læste også en masse om alkohol og amfetamin, men de her bøger handler jo om opiater. William Burroughs sammenligner den stofafhængige med en plante, at man ikke lever, bare vegeterer, og hvordan smerten ved abstinenser handler om vejen tilbage fra plante- til dyreriget, tilbage til tid, smerte, sex og liv. Det, at heroin kapsler dig ind i noget, som er uden for tiden, er jo noget, jeg har uddybet og udforsket.
Det med at opiater (som kommer fra valmuen) gør dig til en slags plante, er noget, Burroughs har taget fra Cocteau, så det var interessant at læse dem sammen. Junky er en kvasi-dokumentarisk, ujævn og skramlet bog, som romantiserer heroin til det absurde, men jeg har været fan af den i mange år, længe før jeg begyndte på Heroin chic. Vil du vide, hvad heroin virkelig er (bortset fra romantiseringen), og hvordan opiater fungerer som en kødædende plante på hjernen (det vil du ikke), bør du læse den.
