Max Seeck er Finlands mest succesfulde krimiforfatter. Nu udkommer han for første gang på dansk med en ny krimiserie om efterforskeren Jessica Niemi.
Den trofaste læser er allerede solgt til udgivelse i over 40 lande og har ligget på både New York Times' og tyske Der Spiegels bestsellerliste, og en international tv-serie er på vej. Men lad os starte fra begyndelsen: Hvornår gik det op for dig, at du elsker at skrive?
Jeg tror altid, at jeg har været lidt af en historiefortæller. Som barn lånte jeg mine forældres håndholdte videokamera, og sammen med mine venner lavede jeg gangsterfilm, der altid endte med det helt store shootout.
Da jeg blev ældre, tænkte jeg, at jeg nok var nødt til at finde mig et rigtigt arbejde, og jeg brugte mange år på at gøre ting, jeg ikke rigtig brød mig om. Det ændrede sig i 2013, da jeg begyndte at skrive min første bog og hurtigt indså, at det her var noget, jeg virkelig ønskede at lave.
Jeg arbejdede på bogen i godt to år ved siden af mit arbejde og skrev, når jeg kunne, hvilket mest var om aftenen. I 2016 var jeg så heldig, at min bog blev udgivet og fik så stor opmærksomhed i Finland, at jeg kunne fortsætte med at skrive bøger.
Nu udkommer Den trofaste læser i Danmark – hvordan kom du på historien?
Den trofaste læser er min fjerde bog og helt klart den, der er sværest at beskrive og kategorisere. Jeg ville gøre noget andet end i mine tidligere bøger. Jeg ville skabe en mere psykologisk atmosfære, hvor vi ikke kun løser en forbrydelse, men også udforsker hovedkarakterens psyke.
Derudover ville jeg have et centralt tema i historien. Derfor valgte jeg det okkulte med særligt fokus på middelalderens heksejagt. Det var ikke noget, jeg vidste ret meget om, så jeg måtte lave ganske meget research. Den trofaste læser er uden tvivl et dystert eksempel på Nordic Noir, men det er ikke en traditionel whodunit-roman.
Vil du fortælle lidt om din hovedkarakter Jessica Niemi – hvem er hun?
Jessica er efterforsker ved politiet i Helsinki. Hun er single og lidt af en enspænder – de få mennesker, hun kalder sine venner, er hendes kolleger. Jeg ville gerne give hende lidt kant, derfor har hun nogle dystre hemmeligheder, som kun hendes chef og mentor Erne Mikson kender til.
"Max Seecks medrivende, overraskende krimidebut holdt mig vågen hele natten."
- Sara Blædel
Hun er en kombination af forskellige kvinder, jeg kender, og en person, jeg gerne ville lære at kende, hvis hun var virkelig. Hun er hele tiden i stand til at overraske mig. Intet er umuligt, når jeg skriver om hende - og det mener jeg på den gode måde.
Hvorfor valgte du en kvindelig hovedkarakter?
Min første trilogi havde en meget maskulin hovedkarakter – en tidligere soldat, der havde kæmpet i krigene på Balkan. Da jeg var færdig med at skrive den, havde jeg lyst til at skabe en hovedkarakter, der var noget helt andet. Så det var ret oplagt, at det skulle være en kvinde. Og så ville jeg have, at hun var politikvinde med de beføjelser, det fører med sig, hvilket også var anderledes end for Daniel Kuisma.
Hvad fascinerer dig ved krimigenren?
Jeg synes, at krimigenren er en fantastisk måde at slippe væk fra virkeligheden og det trivielle i hverdagen. Det er relativt sikkert at bo i de nordiske lande, og at læse krimier er ren underholdning. Det er ligesom at se en skræmmende film eller tage en tur i rutsjebanen. Det får dig til at forsvinde til et andet sted et øjeblik.
”Historien tager den ene drejning efter den anden, og både politiet og læseren står forbløffet tilbage.”
- Publishers Weekly
Plottet i Den trofaste læser må være enhver krimiforfatters værste mareridt – hvad skræmmer dig ude i virkeligheden?
Jeg holder af at skrive om ting, der skræmmer mig. Hvis mine historier ikke har effekt på mig selv, har de temmelig sikkert heller ingen effekt på læserne. Jeg tror, at Den trofaste læser stort set indeholder alt det, der gør mig bange – skøre mennesker, der organiserer sig og laver uhyggelige ting sammen.
Hvilke forfattere har inspireret dig?
Som barn var min yndlingsbog George Orwells Animal farm, som fik mig til tænke meget over, hvordan vi mennesker er. Men de forfattere, der har haft størst indflydelse på mig er de store Nordic Noir-mestre såsom Stieg Larsson, det fantastiske Lars Kepler-par, Jens Lapidus og måske den bedste af dem alle: Jo Nesbø.
Men også forfattere som Agatha Christie, Stephen King og Paul Auster. Generelt holder jeg af at læse mange forskellige genrer. Jeg synes, at man lærer rigtig meget om litteratur og om det at skrive ved at læse nogle af de store klassikere.