Namina Forna har skrevet en tidsaktuel og Afrika-inspireret fantasy.
I årevis fik Namina Forna afslag af forlagene, men da filmen 'Black Panther' blev en international succes, skete der noget. Her fortæller hun, hvordan hendes trilogi 'De blodgyldne' blev til, og hvorfor det var så vigtigt for hende at skrive den.
Hvad inspirerede dig til at skrive De Blodgyldne?
De blodgyldne voksede ud af en drøm om en pige i gylden rustning, som jeg havde, mens jeg gik på universitetet. Men faktisk er historien inspireret af mit ønske om at fortælle en historie, der kan forklare, hvordan det er at leve i et ekstremt patriarkat – hvem går det ud over, hvilke institutioner understøtter det osv.
Da jeg var barn, spekulerede jeg over, hvorfor man altid forventede af piger, at vi fyldte mindre, larmede mindre og gav plads til drengene. Jeg undrede mig over, hvorfor vi ustandselig blev slutshamet, mens drenge blev hyldet for at gøre præcis de samme ting. Jeg undrede mig over den vold, som piger og kvinder omkring mig blev udsat for.
Så startede jeg på universitetet og fulgte nogle fag på kvindestudier, og her gik det endelig op for mig, at det system, som havde fået mig til at stille alle de spørgsmål, havde et navn. Patriarkatet. Så snart jeg vidste, hvad det var, var jeg nødt til at skrive om det, så den næste pige eller femme, der stillede de spørgsmål, ikke behøvede at vente så længe på at få dem besvaret.
Fortællingen foregår i et magisk, men også tidsaktuelt univers. Hvordan fandt du på den verden?
De blodgyldne udspiller sig i en ekstremt patriarkalsk verden ved navn Otera, som er inspireret af Vestafrika. I Otera er kvinder tredjerangsborgere. De skal bære masker, gå bag ved mændene og underkaste sig dem i alle henseender, og når de så fylder seksten, skal de gennemgå et ritual, der afgør, om de er rene eller ej – renhed defineres som rødt blod i stedet for gyldent.
Otera er min version af, hvad der kunne ske, hvis Vestafrika erobrede resten af verden i stedet for omvendt. Det er et rige, som strækker sig over fire kontinenter fyldt med alle menneskeracer og mange forskellige slags magiske væsener.
Hovedstaden, Hemaira, er både inspireret af mit hjemland, Sierra Leone, og den ældgamle by Benin, som ligger i det nuværende Nigeria. Det er derfor, den er fuld af bakker og vandveje, der bliver brugt som hovedveje. Det er også derfor, Hemaira er omgivet af en enorm mur; den er inspireret af Benins mure.
Kan du fortælle lidt om din hovedkarakter, Deka. Hvem er hun?
Deka er en stille og genert sekstenårig pige, som desperat ønsker at blive en del af fællesskabet, der hvor hun bor. Da hun ikke består renhedsritualet, fordi hendes blod viser sig at være gyldent, får hun to valgmuligheder: kæmp eller dø. Hun vælger at kæmpe, og som kriger i kejserens hær bliver hun sendt ud på et eventyr, der får hende til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad hun nogensinde har lært.
Da jeg oprindeligt skrev Deka, var hun fræk og stædig og satte allerede spørgsmålstegn ved alt omkring sig. Men det virkede ikke ægte for en karakter i hendes situation. Derfor droppede jeg den version af Deka og skrev en pige frem, som var genert og usikker, som bare gerne ville passe ind og gøre det, som alle ønskede af hende, indtil omstændighederne tvang hende til at ændre sin tilgang til verden.
Du flyttede fra Sierra Leone til USA med din familie, da du var barn. Hvordan har din opvækst i Afrika påvirket dig og fortællingen om Deka?
Jeg voksede op under en krig og så med mine egne øjne de ekstreme handlinger, folk er parate til, når de bliver presset op i en krog. Jeg har altid haft indblik i den vold, som folk er i stand til at udøve, især mod kvinder, og det er derfor, jeg var i stand til at skrive De blodgyldne fra sådan et sandfærdigt perspektiv. Det kan godt være, at historien er fri fantasi, men de spørgsmål, der ligger bag den, og endda nogle af karakterernes handlinger, er ikke.
"Jeg voksede op under en krig og så med mine egne øjne de ekstreme handlinger, folk er parate til, når de bliver presset op i en krog."
At vokse op under de betingelser lærte mig også om folks godhed, de små venlige gestus, der gør det muligt at overleve. Det er derfor, at De blodgyldne, når alt kommer til alt, er en historie om håb. Den undersøger både det bedste og det værste i folk, og det er direkte udsprunget af mine egne oplevelser under min opvækst.
Deka har fulgt dig i mange år, men vejen til en udgivelse var ikke lige til. Vil du fortælle lidt om, hvordan bogen blev til?
De blodgyldne startede omkring 2006, da jeg begyndte at drømme om den her pige i en gylden rustning. Hun gik i slowmotion hen over en slagmark, og drømmen sluttede altid der, men jeg vidste, at den pige var noget særligt. På det tidspunkt fulgte jeg nogle fag på kvindestudiet og lærte om feministiske emner, så jeg vidste, at der var en forbindelse mellem pigen og det, jeg lærte der. Jeg vidste, at der gemte sig en historie, men jeg vidste ikke helt, hvad den var.
Vi spoler frem til 2012, hvor jeg sidder til en forelæsning på filmskolen, og de første ord i bogen dukker op i mit hoved. Så jeg bruger det næste år på at skrive og gennemskrive den. Men da jeg sendte den ud, fik jeg enten et afslag med det samme, eller også fik jeg det svar, at de "virkelig godt kunne lide bogen, men vi er nødt til at arbejde med hovedpersonen", hvilket typisk betød, at agenten havde et problem med, at Deka er sort.
Dengang var forlagsbranchen stort set lukket land for sorte, og især YA-bøger, for tanken var, at sorte ikke kan sælge bøger, og især ikke bøger med sorte hovedpersoner, fordi ingen kan relatere til dem. Faktisk sagde en agent til mig direkte, engang da jeg præsenterede mit arbejde, "Altså, dine ting er gode, men ingen vil købe noget af det, fordi ingen vil have noget om sorte."
"Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke gav op."
Det var utroligt demotiverende – faktisk sendte det mig ud i en depression, men jeg sagde til mig selv, at jeg var nødt til at blive ved med at skrive, fordi min tid nok skulle komme. De her afslag var kun midlertidige. En dag skulle nogen nok sige ja.
Endelig, i 2017, fik jeg en agent, og i 2018 solgte jeg så De blodgyldne. Jeg var så lettet, at jeg græd. Jeg havde været igennem så mange afslag og havde tilbragt det sidste årti i fattigdom, mens jeg kæmpede for at sælge bare én bog. Og nu skete det endelig.
Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke gav op.
De blodgyldne er en fantasyfortælling. Hvad betyder den genre for dig?
Jeg valgte at skrive fantasy, først og fremmest fordi jeg er en fantasy-nørd. Jeg har været en fantasy-nørd, siden jeg var fire år gammel og læste græsk mytologi for første gang. Jeg elsker enhver historie, der har havfruer og drager. Den anden årsag til, at jeg valgte fantasy, er, at den genre tilbyder en distance. Fordi det ikke er virkeligt, får det folk til at engagere sig i emner, de normalt ikke ville engagere sig i.
Fantasy er den ultimative eskapisme, for når man læser fantasy, så ved man, at man er i sikkerhed i den verden, man ved, man får en lykkelig slutning. For mig er det det ultimative frirum og sikre sted at være, og det er derfor, jeg skriver fantasy.
Hvad betyder bøger og det at skrive for dig?
Jeg voksede op i meget hårde tider, og her var bøger min eneste flugt. Når det hele var for svært, læste jeg. At læse gav mig mulighed for at føle mig i sikkerhed og føle, at jeg en dag ville ændre mit liv, sådan som karaktererne i mine yndlingsbøger altid gjorde.
"For mig har bøger altid været et vindue ind til nye verdener, til trygge frirum."
For mig har bøger altid været et vindue ind til nye verdener, til trygge frirum. De giver dig mulighed for at vokse, at bygge og at undre dig. Bøger er mit hjem, og derfor skriver jeg altid – så jeg kan skabe nye hjem til børn over hele verden, især dem, der kommer fra hjem, der ikke er sikre eller trygge.
Hvilke forfatterskaber eller bøger har haft størst indflydelse på dig? Og hvorfor?
Jeg vil sige, at dem, der har haft størst indflydelse på mig, er Toni Morrison, J. K. Rowling, Stephen King, Joss Whedon (Buffy – Vampyrernes skræk) og Michael Dante DiMartino og Bryan Konietzko, som er kendte for Avatar: Den sidste luftbetvinger. Jeg er godt klar over, at halvdelen af personerne på den liste er virkelig problematiske, og den anden halvdel skriver ikke engang bøger, men de har alle spillet en rolle i min rejse som forfatter.
Før jeg læste Toni Morrison, læste jeg mest fantasy. Hun fik mig til at indse, at bøger ikke kun gør det muligt at flygte, men også kan udvide din horisont og bringe nye indsigter. Uden hende ville jeg aldrig have kastet mig ud i at skrive fantasy, der forklarer patriarkatet, fordi det aldrig ville være gået op for mig, at det kunne lade sig gøre.
J. K. Rowling åbnede mine øjne for, at man overhovedet kunne blive forfatter. Før hende havde jeg aldrig rigtig tænkt over forfatterne bag de bøger, jeg læste. Men så læste jeg Harry Potter og indså, at der altid er en person bag siderne, og endnu vigtigere, at jeg også kunne blive den person.
Fra Stephen King fik jeg min forkærlighed for det makabre og min kærlighed til ren prosa. Han har så præcis og direkte en skrivestil, der på en eller anden måde altid rammer rent, og det er noget, jeg ofte har prøvet at genskabe i mit eget arbejde.
Buffy – Vampyrerne skræk var afgørende for min udvikling som ung feminist og som forfatter til bøger for unge, fordi det er så troværdigt et univers, selv om det er fuldt af vampyrer og den slags, fordi alle de unge havde mange af de samme problemer, som jeg oplevede. Og så er der Avatar: Den sidste luftbetvinger, som lærte mig at bygge et komplet fantasy-univers, der samtidig var sjovt.
Sara Ejersbo har oversat dette interview og 'De blodgyldne 1 - Dødløs'.