"Hjertet er en kraft, der kan bære os – og en byrde, der kan knuse os"
Interview med Rebecca Bach-Lauritsen & Charlotte Pardi

"Hjertet er en kraft, der kan bære os – og en byrde, der kan knuse os"

March 31, 2022

Forfatter og illustrator om moderskabet som et stort, rødt hjerte.

Mor er et fartøj. Mor er et spejl. Mor er en hånd i mørket. 'MOR – et brøl, en sang, et suk' er en anledningsbog om alt det, en mor kan være. En bog til mødre eller til én, der snart skal være mor, én der har mistet sin mor, savner sin mor, til én der måske har det svært eller har det nært med sin mor.

Bogen er blevet til i tæt samarbejde mellem forfatter Rebecca Bach-Lauritsen og illustrator Charlotte Pardi. Den består af 30 udsagn om, hvad Mor er, ledsaget af illustrationer over en hel side.

Hvorfor en bog om MOR?

Rebecca: Charlotte og jeg har tidligere lavet to bøger sammen og i processerne med dem har vi på helt lavpraktisk maner oplevet hinanden som mødre; en sms fra en datter, der lige var ked af det, en søn, der skulle hentes tidligere end planlagt osv., og på den måde startede en samtale lige så stille om det med at være mor.

Charlotte: Siden jeg var en lille pige, har jeg vidst, at jeg skulle være mor en dag. Jeg synes at det er den naturligste ting i verden at stifte familie. Men da det viste sig, at det var rigtig svært for min mand og mig at få børn, kom ønsket om at blive mor til at fylde endnu mere. I en periode fyldte det stort set alt.

Vejen til at blive mor var lang og snoet. Omsider blev vi godkendt til adoption. Ventetiden var ulidelig. Det var et ubeskriveligt øjeblik, da vi endelig fik de første oplysninger, de første billeder af vores datter – og den dag jeg for første gang stod med hende i armene på børnehjemmet.

Billede af hovedpersonen

Jeg har den dejligste datter, Maria, på 11 år, født i Etiopien. Som mor til Maria har jeg tænkt meget over tilknytning og mor/barn-relationen. Maria har i en tidlig alder oplevet flere tab og kæmpe svigt. Hun har oplevet, at verden kan være utryg og uforudsigelig. Hun havde lært, at en "mor" har man for en tid, og så bliver vedkommende skiftet ud. Og tilliden og tilknytningen til mig som hendes mor skulle opbygges på ny med ubetinget kontinuerlig kærlighed, tryghed og omsorg.

Hvordan er bogen blevet til?

Charlotte: Ideen til bogen opstod, da Rebecca og jeg en dag sad og snakkede om vores børn. Jeg fortalte om en oplevelse, jeg havde haft på Marias skole. En af Marias klassekammerater sagde til mig, at jeg ikke havde født Maria, fordi vi ikke lignede hinanden. Jeg svarede, at Maria ikke var vokset i min mave, men at hun derimod var vokset i mit hjerte.

Da Rebecca hørte historien, kunne hun ikke lade være med at sige: "Hjertebarn". Vi kunne begge mærke, at der var stof til en billedbog.

Det lille menneske og hjertet går igen – hvilke tanker har I gjort jer om det? Og om sammenhængen mellem tekst og billede i det hele tiden?

Rebecca: Mellem hver tekst og hver tegning er en form for sprække, man kan læse sin egen fortælling ind i. Det er bevidst, at vi ikke ser mor som en person, men hele tiden som et hjerte i forskellige udformninger, hos os er mor et hjerte, mor er kærlighed, ikke nødvendigvis på en ukompliceret måde, men på tværs af køn, farve, tid og sted findes moderhjertet, det er det sandeste billede på mor, vi følte vi kunne komme.

"Da jeg var tre uger gammel, havde min mor ikke mere mælk til mig, og det har hun været ked af lige siden."

Og det lille menneske er vores repræsentant for hvert eneste barn, også det indre vi bærer i os som voksne. Hjertet er meget større end barnet, hjertet er en kraft, der kan bære os og en byrde der kan knuse os, begge dele er sandt. Det viste sig for os at være to kraftfulde størrelser, det lille nærmest nøgne barn og det enorme hjerte, der kan transformere sig i det uendelige.

MOR – et brøl, en sang, et suk skriver sig ind i en bølge af moderskabslitteratur. Hvordan har I forholdt jer til det?

Rebecca: Da jeg var tre uger gammel, havde min mor ikke mere mælk til mig, og det har hun været ked af lige siden. Jeg ville ønske nogen havde fortalt hende, at man er lige så meget mor, når man ikke ammer, som når man gør. Jeg er taknemmelig for alle de samtaler, der åbnes for med den nye moderskabslitteratur. Den, der også fortæller, at det er krævende at være mor. På alle tænkelige og utænkelige måder.

Når det er sagt har dele af den bølge også gjort mig lidt stille. Jeg har haft en følelse af at blive taget til fange i en fortælling, der ikke er min; fortællingen om at det er frygteligt at være gravid, at det er kedeligt at være hjemme med sin baby, at man ville ønske man aldrig havde fået børn, at man har lyst til at gå fra sit barn eller smide det ud ad vinduet – og det her er ekstremerne, det ved jeg godt, og jeg ved også godt, at de udsagn kommer som en tiltrængt modvægt til det altdominerende romantiserede billede af moderskabet.

Jeg bliver vildt usikker, når jeg siger de her ting, jeg er bange for at være usolidarisk og en dårlig medsøster. Jeg får lyst til at undskylde.

"At være mor kræver det ultimative af mig, samtidig med at det et stykke henad vejen giver sig selv."

Men jeg prøver også at lytte til den stemme i mig, der siger fra. Hvad er det for en stemme? Jeg tror, det er den stemme, der hele mit voksenliv har skullet undskylde.

Undskylde at jeg er mor. Undskylde at det betyder så uendeligt meget for mig. Undskylde at jeg melder fra til kollegiale arrangementer, fordi jeg hellere vil hjem til mine børn. Undskylde over for min nye mand, at jeg sætter mine børn først. Undskylde på arbejdet for at jeg bliver nødt til at gå, fordi jeg skal hente – og gerne VIL hente. Jeg har indrettet mit arbejdsliv sådan, at jeg ikke står til regnskab for, hvornår jeg går.

Jeg elskede at være gravid – jeg læser om kvinder, der føler sig invaderet af barnet i maven, selv følte jeg en glæde ved min krop, jeg ikke har oplevet i nogen anden sammenhæng, de tre gange jeg har båret et barn i mig, oplevet det vokse i mig. Og efterfølgende føde det, amme det, indrette min døgnrytme og min forståelse af verden efter det eller i hvert fald sammen med det.

Billede af hovedpersonen

At være mor kræver det ultimative af mig, samtidig med at det et stykke henad vejen giver sig selv, hele tiden den dobbelthed – moderen ligger latent i mig, og moderen er en jeg skaber selv, jeg er mor, men jeg er også noget andet, og det andet er også en del af den mor, jeg er.

Mor er en rolle, mor er en funktion, mor er et valg, mor er et andet navn, der overskriver mit eget og både udvisker og udstiller den, jeg er – alle mine styrker, alle mine mangler. Men med hjertet først går det nok, ender jeg altid med at tænke.

Hvordan håber I, at bogen bliver læst?
Charlotte: Jeg håber bogen sætter tanker og følelser i gang hos læseren. At det bliver en bog, man får lyst til at tage ned fra hylden og læse og kigge i igen og igen. Det er en bog, der virkelig har noget på hjerte, og jeg håber, der bliver taget imod med åbne hjerter.

Rebecca: Jeg håber, at bogen kan fungere som små stød, et provokerende puf, et kærligt spejl. At den sætter tanker i gang hos den, der læser, om hvad det vil sige for dem at være mor og at have en mor. Og at den modtages, som den er skabt; med kærlighed. Charlotte og jeg føler selv hele tiden dobbeltheden, de forskellige sandheder der har lige meget at sige om, hvad en mor er.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu