"For mig kan fantasy tage fat om alle slags problemstillinger"
Silja Okking fortæller om fantasyromanen 'Jeg er Manto', der udspiller sig i en verden fuld af mystik, spænding og livsfarlige fjender.
Hvad handler Jeg er Manto om?
I Jeg er Manto følger vi Manto et år efter Jeg er Saga-bogen sluttede.
For hvad blev der af ham? Han var Sagas tro følgesvend og var med i det store, afgørende slag, men er nu tilbage i havnebyen Mÿrit, hvor det forventes af ham, at han følger i familiens fodspor: Han skal bestå sin svendeprøve i smedjen og tage over for sin far.
Men hverken fysisk eller mentalt kan han se sig selv som byens kommende smed. Og samtidig fortvivles han ved de mange drømme og mareridt, han har om slaget på Nakya-sletten og Sagas pludselige forsvinden.
Da fiskeren, Tibo, en dag får noget mystisk i nettet vikles Manto ind i sit livs eventyr og kommer ud på en skæbnesvanger rejse.
For hvad har det mærkelige, fiskeren har fået i nettet, med hans elskede veninde Saga at gøre? Og hvad er alle de syn, der pludseligt blandes med hans drømme?
Han vil finde Saga, og han vil finde ud af, hvad hans sande identitet er.
Mantos indre rejse byder også på mystikken om gamle sten, gåder, der trækker tråde langt tilbage til Assuldúrs oprindelses-historie – og så dukker der nye, uventede venskaber op.
Hvordan opstod ideen til bogen?
Jeg er Saga var egentlig ment som en standalone, men jeg kunne mærke, at jeg slet ikke var færdig med den verden, jeg havde skabt.
Inden jeg skrev Saga, lavede jeg for min egen skyld en masse forarbejde, fx hvordan opstod kontinentet Assuldúr? Hvilke racer bor der, hvad er hver deres historie, religion og interne stridigheder.
Jeg havde derfor mange flere ting, karakterer og områder, der kaldte på at blive udforsket.
Jeg tænkte først på at fortsætte med Sagas historie eller gå i krig med at fortælle Rigas historie (Riga er en fyrrig Jarl, jeg har et soft-spot for). Men det ville blive til en anden målgruppe.
Og så tænkte jeg på Manto. På hans narrativ – en dreng, der mistede sin mor som lille, en der i al sin eventyrlyst pludselig en dag møder Saga – en elver og alligevel ikke.
Og jeg fik helt ondt i hjertet over, at jeg bare havde sluppet ham, efter alt det, der skete i bog 1.
Derfor tog jeg fat i ham, for hvad skete der, med den kære Manto?
"Jeg var selv enormt rastløs som teenager, og jeg famlede i blinde længe"
Kan du fortælle lidt om din hovedperson, Manto, der ikke føler sig tilpas i sin fars smedje?
Ligesom Saga tager udgangspunkt i følelser, jeg selv bar rundt på som barn (at finde sin egen stemme, det at savne, og ikke at blive taget alvorligt, selvom man er barn), så har jeg gjort det samme med Manto: Han og jeg har udforsket, hvad det vil sige at have identitetskrise.
At gå imod strømmen. Ikke at vide, hvad pokker man skal og sige nej til det, der forventes af en og samtidig at have svært ved at svare, når man bliver spurgt: Men hva' så?
Jeg var selv enormt rastløs som teenager, og jeg famlede i blinde længe (og gør nok stadigvæk).
Jeg syntes, at presset fra forældre og samfund, var hårdt at stå imod. Manto ligger derfor mit hjerte meget nært, da han går igennem lignende problematikker.
Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Der er også små nik til hans seksualitet; at det ikke rigtig siger ham noget, men det seksuelle og det fysiske ligger og lurer.
Hvad er det fantasy kan?
For mig kan fantasy tage fat om alle slags problemstillinger, men udfoldes, udfordres og forløses på andre måder, end vi ville gøre i realisme (og real life).
Og jeg vil altid være fan af at se heltens indre rejse og konflikter udspilles i en kamp mod en kæmpemæssig drage.
Der er både lys og mørke i bogen – hvordan har du arbejdet med det?
Lyset er uinteressant uden mørket. Og vi er – mener jeg – som mennesker fulde af begge dele.
Vi indeholder begge sider. Det er der, vi finder de interessante karakterer, de svære valg og den største udvikling.