"Jeg går til litteraturen, som jeg går til mine venner, nysgerrigt og med høje forventninger."
I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne. Her har vi talt med Lotte Kaa Andersen, forfatteren bag Den inderste kerne.
Hvad betyder litteratur for dig?
Når man er et læsende menneske, er man aldrig alene. Jeg går til litteraturen, som jeg går til mine venner, nysgerrigt og med høje forventninger, og når selskabet er bedst, får jeg glæde, viden, ro, modspil, livsgnist, perspektiv af at læse. Jeg elsker at fylde mit hoved med sprog. Litteraturen er et reservoir af erfaring og historier, og den kan tilbyde noget, som nyhedsartikler, lagkagediagrammer og ph.d.-afhandlinger ikke kan give os. Den kan tilføje stemninger, kompleksitet og indlevelse i andre menneskers tanker og livssituationer.
Lars von Trier har sagt, at "romanen er den ypperste kunstform, fordi den kan rumme alt." Det er jeg meget enig med ham i. Romanen kan sammenstille og fremvise selv det mest brogede og subtile og dilemmafyldte, og derfor er romaner så gode til at vise, hvad det vil sige at være menneske. Jeg tror, man bliver et bedre menneske af at læse.
Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
"Jeg er en grådig og usystematisk læser, men desværre også ret langsom"
Jeg er en grådig og usystematisk læser, men desværre også ret langsom, så derfor hober bøgerne sig op på mit natbord. Langsomheden kommer af, at jeg dvæler meget ved sproget, laver mange æselører for at kunne finde gode steder igen, tager noter og fotograferer særligt smukke sætninger. Jeg kunne tilbringe ugevis ved mit natbord uden at løbe tør for læsestof.
Hvilken bog synes du, alle bør læse, og hvorfor?
Årene af Annie Ernaux er noget af det vildeste, jeg har læst. Ernaux skriver med en brutal nøgternhed og en indestængt kraft, jeg næsten ikke kan begribe og bruger sit eget liv som afsæt.
"Ernaux skriver med en brutal nøgternhed og en indestængt kraft, jeg næsten ikke kan begribe."
Jeg læser alt, hvad jeg kan få fat på af hende og prøver at forstå, hvad det er der gør hende så suveræn.
Måske er det det tilbageholdte, indestængte og det ultrapræcist registrerende? At vi er med i den langsomme erkendelse, hun selv kommer frem til gennem skrivningen? Det prøver jeg at greje, mens jeg bøjer mig i støvet for mesteren.
De bøger jeg har læst flest gange
Et dukkehjem af Henrik Ibsen og Madame Bovary af Gustave Flaubert læste jeg som helt ung og har siden genlæst dem flere gange. De to drama queens Emma og Nora er vokset ind i mig og blevet en del af den, jeg er.
Madame Bovary er den mest blærede debutroman nogensinde. Sjov, rørende og spot on, selvom den er 165 år gammel. Sproget er stadig friskt og stramt, og så er den sydende ironisk og demonstrerer et suverænt indblik i en ung kvindes tanke- og følelsesliv. Flaubert var 27 år gammel, da den udkom.
"Ibsen åbnede ikke bare for låget, men stak hele hånden ned i en ormekrukke af tabuer."
Henrik Ibsens Et dukkehjem handler om en kvinde, der får nok og går sin vej, selvom hun ikke har noget sted at gå hen.
Ægteskabelig nedsmeltning, livsløgn, værdisammenbrud i familien – Ibsen åbnede ikke bare for låget, men stak hele hånden ned i en ormekrukke af tabuer i 1879 ved at fremvise ægteparret Helmers hemmeligheder og magtkampe i en tid, hvor kvinder praktisk talt var mandens ejendom.
Ibsen og Flaubert rammer begge noget urmenneskeligt og almengyldigt i os og vores nære relationer, der gør, at vi stadig kan identificere os med dukkebørnene Nora Helmer og Emma Bovary, selvom man ved gud også har lyst til at ruske dem.
Har du en yndlingsforfatter?
Jeg har ikke én yndlingsforfatter, men rigtig mange. Helle Helle, Annie Ernaux, Dorrit Willumsen, J.M. Coetzee, Thorkild Hansen, Don Delillo, Hemingway, Virginia Woolf, Delphine de Vigan, Jonathan Franzen, P.O. Enquist og jeg kunne nævne flere – men Suzanne Brøggers forfatterskab har jeg en decideret livslang kærlighedsaffære med.
"Påstand: Suzanne Brøgger kan ikke skrive en kedelig sætning."
Jeg fik Creme Fraiche af en kær veninde som 19-årig, og siden da har jeg læst og genlæst alt, hvad hun har skrevet mange gange.
Hun er en sjov og medrivende fortæller – og så tænker hun stort og originalt. Vi er heldige med at have en Suzanne Brøgger i Danmark. Hun er forelsket i livet og verden og skriver opløftende og begavet – også om det jævne og dagligdags, vi alle sammen kender; opvasken, barnet, manden, katten, gåturene i mosen, naboerne ude på landet.
Påstand: Suzanne Brøgger kan ikke skrive en kedelig sætning. Der er altid bid og humor i det, hun laver. Yndlingsbøger: Tone, JA og Jadekatten.
