Lotte Kirkeby

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Lotte Kirkeby om hendes skriveproces med Resten af sommeren.

Begyndelse

Klaus Rifbjerg sagde altid, at man skal sørge for at være godt i gang med sit nye projekt, inden det gamle rammer boghandlen. Det forsøger jeg at efterleve, og nogle måneder inden Hvis man ikke vidste bedre udkom, gik jeg i gang med Resten af sommeren.

Jeg sad midt i et guldaldermaleri på San Cataldo, et gammelt kloster ved Amalfikysten, der i dag er refugium, med en guddommelig udsigt, men anede ikke, hvad jeg skulle skrive. Jeg havde fjorten dage, hvor jeg ikke skulle andet, og jeg blev fortvivlet, da jeg åbnede det dokument, der hed Nyt manuskript.

Jeg havde troet, at jeg var langt, at det var ren plug and play, men jeg havde bare to en halv side. Heldigvis blev jeg reddet af Solvej Balle, som var dernede samtidig med mig. Hun sagde: "Hvis du troede, du havde mere, så har du det. Du har bare ikke skrevet det endnu." Det gjorde hele forskellen.

Så jeg speedskrev en masse, der vist aldrig helt kom med, men som gjorde mig klogere på, hvad jeg ville, og sådan er det tit.

Jeg er panisk angst for at redigere al inspiration sønder, måske fordi jeg er gammel forlagsredaktør, så jeg har meget opdelte processer, hvor jeg skriver forholdsvist hurtigt, uden at forholde mig til det eller læse det igennem, og bagefter bruger jeg uendelige mængder tid på at skrive om, slette og skrive til, og det er måske der, jeg føler mig allerbedst tilpas.

Midte

Jeg laver mange andre ting end at skrive, jeg anmelder og oversætter og underviser, så mine manuskripter har det med at blive forladt i perioder, også denne gang, og der var en lang fase i midten, hvor jeg skrev sådan lidt hist og pist, nogle dage i min kolonihave, nogle dage hjemme på kontoret i lejligheden, en uge på Svanekegården på Bornholm sammen med min niece, der skulle skrive speciale, og jeg bilder mig ind, at jeg kan arbejde overalt, bare der er stille, og jeg er nogenlunde alene.

Heldigvis havde jeg lavet det, der viste sig at være en virkelig god aftale med min redaktør, Martin, om at aflevere i portioner og redigere løbende, så jeg sendte den første del inden jul, den anden inden påske og den sidste – eller det hele – efter sommerferien.

Det kan lyde som en meget rigid metode, men for en pinligt kompetitiv sjæl som mig fungerer det perfekt, for jeg elsker deadlines.

Hvis nogen, og det kan sagtens være mig selv, giver mig en, tager jeg gerne blodsmag i munden med for at holde den, og jeg har opdaget, at jeg faktisk trives bedst, når jeg skriver op imod noget.

Slutning

Den sidste del af Resten af sommeren og den samlede redigering lavede jeg på Det Kongelige Biblioteks læsesal i juli og august med udsigt til havn og himmel til den ene side og i perioder Lærke Kløvedal og min veninde Lea til den anden. Og selv om det regnede og regnede, husker jeg det som en forholdsvis lykkelig tid.

Jeg gik hjemmefra under en paraply tidligt om morgenen og arbejdede hele dagen, og det er altid vidunderligt at være kommet så langt, at alle store valg er truffet, og bunken vendt, så jeg kan komme i gang med at læse manuskriptet igennem, igen og igen, søge på alle de ord, jeg ved, jeg bruger for meget, finde synonymer, der måske heller ikke dur, gå tilbage og få læst højt.

I sommerens slutfase blev jeg nemlig nærmest sygeligt afhængig af funktionen 'Højtlæsning' i Word, der er bedre end sit rygte og gav mig en meget tiltrængt distance til min egen tekst.

Begyndelse

Jeg begynder tit at tænke på mit næste projekt godt halvvejs gennem det gamle, fordi jeg er lidt utålmodigt anlagt og har en tendens til hurtigt at komme til at kede mig.

Men jeg er ganske sen til at komme i gang, selv om jeg, hver gang, naivt tror, at jeg kan begynde at skrive på noget nyt, dagen efter jeg har afleveret den endelige version af det gamle, eller allersenest dagen efter korrekturen, og hver gang bliver jeg skuffet.

Men der er syre i kroppen, og der går gerne nogle måneder, hvor jeg snurrer lidt rundt om mig selv og laver alt muligt andet, oversætter og anmelder, besøger steder, jeg forestiller mig kan sætte et eller andet i gang, læser mærkelige bøger, der måske kan være til inspiration, lige nu The work of the dead: A cultural history of mortal remains af Thomas Laqueur, Læge Frk. Nielsine Nielsens erindringer og Hanne Marie Svendsens Mellem regndråberne.

Og så sidder jeg selvfølgelig og stirrer lidt på det dokument, der hedder Nyt manuskript og indeholder de obligatoriske to en halv side.

Det skal jeg foreløbig gøre i tre uger på Det Danske Institut i Athen, desværre uden San Cataldos magiske udsigt og Solvej Balles vise ord, men jeg vil skrive dem på min hånd, så jeg ikke glemmer dem.