"Jeg arbejder bedst omgivet af ting, jeg holder af."
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.
Her fortæller børnebogsforfatter Cecilie Eken, som står bag romanerne Sølvblomst og Natblomst, om sin skriveproces.
Skrivebordet
Velkommen til mit skrivebord! Kaffe, god chokolade, penne, notesbøger og post-it-sedler, og under skriveunderlaget en masse beskeder, fotos etc., jeg har samlet op gennem årene. Jeg arbejder bedst omgivet af ting, jeg holder af. Resten af bordet er også rimeligt rodet med bunker af bøger, manuskripter, lister og optegnelser af forskellig art.
Billedet her er taget, da jeg arbejdede med afslutningen af Natblomst. Når jeg når til de sidste faser i redigeringen, læser jeg bogen op for mig selv fra ende til anden, ofte flere gange. Det gør jeg for at teste replikkernes mundrethed, for at høre sætningernes musik – og ikke mindst for at lægge mærke til, hvilke ord jeg har en tendens til at gentage.
Især hvis et manuskript er blevet til over en længere periode, kan der dukke utilsigtede gentagelser op, som jeg simpelthen kan blive blind for. De ord, der er lidt rigeligt af, ryger på 'LISTEN' i notesbogen – den kan godt blive temmelig lang, som det fremgår af billedet – og så tjekker jeg simpelthen hele manuskriptet igennem for at se, hvor de ord dukker op. Hvis jeg synes, at et bestemt ord bliver brugt så meget, at det tynger sproget, skriver jeg om eller sletter.
Når jeg har taget ét ord, går jeg videre til det næste, og så gælder det selvfølgelig om ikke at bruge et af de ord, jeg allerede har gennemgået, når jeg laver nye omskrivninger. Der kommer fokus på hver sætning, hvert ord, nogle gange hver stavelse, og det er også nødvendigt, synes jeg, for ellers kan jeg ikke sige, at værket er gennemarbejdet og færdigt. Den her sidste rettelsesproces tager selvfølgelig noget tid, men jeg har ikke fundet nogen bedre metode endnu.
Og ja, selvom det er et uomgængeligt led i vejen hen mod det færdige værk for mig, kan jeg godt blive virkelig, virkelig træt af det undervejs – men så har jeg jo heldigvis kaffen og den gode chokolade!
"Jeg kan give min nysgerrighed frit løb og lave en slags undercover-research."
Feltstudier og klassebamser
På dette billede passer klassebamsen på et udvalg af mine bøger, som er blevet læst i en 4. klasse, inden jeg kom forbi. Den opstilling tager jeg som et tegn på respekt, klassebamser har en særlig position!
Jeg er så heldig, at jeg ganske ofte får lov til at møde mine læsere i mange sammenhænge: foredrag, skriveværksteder, klassebesøg mm. Selvfølgelig bestræber jeg mig på, at alle deltagere får en god og inspirerende oplevelse, men ofte får jeg også selv meget ud af mine besøg – jeg kan nemlig give min nysgerrighed frit løb og lave en slags undercover-research. Hvordan taler eleverne i en almindelig folkeskoleklasse sammen, hvordan interagerer de? Hvordan ser de ud, hvordan går de klædt, og hvordan bevæger de sig? Hvad hænger på væggene i deres klasselokaler, hvad synes de, er vigtigt?
Ikke at jeg står med notesbogen fremme og skriver observationerne ned, jeg prøver at være ret diskret. Det er heller ikke sådan, at jeg bruger det, jeg oplever, 1:1 i mine bøger, så nogen ville kunne genkende sig selv i en af mine romaner. Mest af alt prøver jeg at lægge mærke til hundredvis af deltaljer, som jeg så kan trække på, når jeg sidder hjemme foran computeren. Først og fremmest handler det for mig om at have en fornemmelse af, hvad et barn/en ung i min målgruppe egentlig er lige her og nu, for min erfaring er, at det kan forandre sig over tid.
De følelser og problemstillinger, som børn og unge oplever, ændrer sig sådan set ikke, men deres erfaringsverden gør – deres fokus, viden, sprog, forestillinger om tilværelsen. Derfor giver det mening for mig at lave feltstudier ude i den virkelige verden, for jeg kan ikke bare trække på mine egne erfaringer fra en anden tid. Især hvis jeg skriver noget, der foregår 'i virkeligheden', som min nyeste roman, Natblomst, er den slags research nødvendig.
"Det er aldrig helt til at sige, hvornår de kreative overvejelser, der kører rundt i mit hoved, lige rammer noget guld."
Der hvor guldet ligger gemt
Mit skriveværksted ligger mange steder, for en vigtig del af en skriveproces er jo idéudvikling og tanker om plot, karakterer, sammenhænge osv., og den slags kan foregå, hvor jeg nu lige har nogle minutters ro til at tænke. Jeg kan godt lide at befinde mig smukke steder som det på dette billede, som er af min lokale sø, hvor jeg har gået masser af ture og vendt og drejet mange ting i mine værker.
Jeg kunne nu også have vist et foto af Nørreport i myldretiden, for dér har jeg også oplevet at få gode idéer, bl.a. titlen til en hel romanserie engang. Det er aldrig helt til at sige, hvor de kreative overvejelser, der kører rundt i mit hoved, lige rammer noget guld – det kan dukke op alle vegne. Foran spejlet med tandbørsten i munden, i lænestolen med en bog i hånden, ved køledisken i supermarkedet.
I de perioder, hvor jeg arbejder med et værk, er jeg sådan set altid på arbejde. Dog vil jeg sige, at jeg har en præference for de mere stille steder omgivet af natur. Det er sjældent sådan, at jeg slæber min computer ud og sidder og skriver under et træ i længere tid, for jeg kan ærlig talt godt lide min kontorstol og mit hæve-sænkebord hjemme i arbejdsværelset, men jeg oplever, at jeg ude i naturen kan falde ind i en tilstand af ro og nærvær, der åbner op for inspirationen på en særlig måde.
Det handler som regel ikke om research, hvor jeg bruger noget udefra til det, jeg skriver på – der er snarere tale om, at verden, landskabet omkring mig giver plads og stilhed til at lytte indad og opfange spæde historier, formuleringer, tanker om tema og nødvendighed. Og jeg er så heldig, at der ligger en grøn verden lige ude for mit vindue, så jeg behøver ikke engang at gå så langt: jeg har f.eks. fundet på et par gode plottwists til et drama i en fjern galakse lige ude i min egen have med en graveske i hånden.
