"Hun skriver som en engel. Ingen kan skrue en anderledes, poetisk og hverdagspræget historie sammen som Cecilie Eken."
- Politiken
Cecilie Eken (f. 1970, Frederiksberg) har siden sin debut i 1993 skrevet eventyrligt og poetisk for børn og unge i mange former: billedbøger, digte, romaner, serier.
Hun har modtaget en mængde priser og legater for sit forfatterskab, bl.a. Kulturministeriets børnelitterære pris to gange, Skolebibliotekarernes Børnebogspris og Det Danske Akademis Silas Pris.
I 2019 blev hendes roman Styrke (Karanagalaksen Log I) nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris.
"Hører til blandt landets bedste fantasy forfattere," skrev Politiken om Cecilie Eken. Hun skriver mest for børn og unge, men har læsere i mange aldre.
Cecilie Eken udgav i 2002 Sølvblomst om drengen Jonas, der møder en særlig pige i en villa, der står tom. I 2021 udkom Natblomst, der er den selvstændige efterfølger.
Natblomst blev i Politikens anmeldelse beskrevet som "en smuk og visionær børnebog" og fik fem hjerter. I Kristeligt Dagblad fik bogen seks stjerner og ordene: "Respektindgydende ... en velskrevet, spændende roman for børn og unge."
Cecilie Eken blev i 2021 nomineret til Weekendavisens Litteraturpris for Natblomst. I indstillingen lød det:
"Natblomst er en fantastisk fortælling, der kombinerer tradition og fornyelse; realitet og magi. Cecilie Eken trækker på en børnelitterær arv fra H.C. Andersen og forholder sig samtidig til en aktuel dagsorden om biodiversitet og naturpleje. Bogen fastholder sin læser i et effektivt plot, som hele tiden overrasker, mens det sproglige register rækker fra smuk poesi til autentiske replikker lagt i munden på en presset pubertetspige. Eken undgår klicheer ved at bruge en subtil humor, der aldrig taler hen over hovedet på barnet. Natblomst er på samme tid et udfordrende og solidarisk værk."
Cecilie Eken er medlem af Det Danske Akademi.
Læs mere om Cecilie Eken på forfatterens egen hjemmeside.
"Det magiske kan sætte nogle smukke, vilde og meget præcise billeder på virkeligheden"
I dette interview fortæller Cecilie Eken om, hvorfor hun vender tilbage til det univers, hun skabte i nyklassikeren Sølvblomst fra 2002. Og om hvordan de to bøger spejler udviklingen i livet som barn.
"Jeg arbejder bedst omgivet af ting, jeg holder af"
God chokolade, feltstudier, klassebamser og den lokale sø. Læs med, når Cecilie Eken, som står bag romanerne Sølvblomst og Natblomst, fortæller om sin skriveproces.
Foredrag med Cecilie Eken
Cecilie Eken tager gerne ud og møder sine læsere – både børn og voksne – i mange forskellige sammenhænge. Hun er både en erfaren foredragsholder og underviser i kreativ skrivning – og har gennem årene indgået i mange tværkunstneriske huskunstnerprojekter.
Se mere på hendes hjemmeside.