I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med den norske forfatter Hilde Rød-Larsen, der står bag romanen I Pantalones hus og før den Diamantaftener.

Gravlunden
Mine romaner bliver i høj grad til, mens jeg er ude at gå. På Vår Frelsers Gravlund, centralt i Oslo, går jeg flere gange om ugen hele året. Her er Ibsen, Edvard Munch og mange andre store skikkelser stedt til hvile.
Men jeg kan lige så godt lide at gå rundt mellem gravsteder til mennesker, jeg ikke ved hvem er, men alligevel skænker en stille tanke.
Flere af mine romaner kommer forbi gravlunden, og engang skal jeg skrive en hel bog på baggrund af noget, jeg er snublet over her.
Aviser
Karaktererne i Pantalone-trilogien er fiktive, men de udfolder sig i en virkelighed, vores virkelighed.
Den er jeg svært optaget af at orientere mig i, fortrinsvis gennem redaktørstyrede medier, allerhelst papiraviser.
Det er blevet endnu vigtigere nu, hvor verden, som vi kender den, omstyrtes, og jeg (lykkeligvis) ikke længere befinder mig på sociale medier.


Skrivekrogen
Når jeg oversætter, noget jeg gør meget, sidder jeg altid ved et skrivebord. Og jeg har et rigtig fint et derhjemme.
Men mine egne romaner skriver jeg helst med benene oppe, ikke nede.
Et yndet romanskrivningssted er min læsekrog, hvor jeg også er omgivet af nogle af de bøger, jeg sætter allerhøjest, og andre små detaljer, som giver mig skrivelyst. Som Cora Sandel, som kigger frem bag planterne.