"Hun var en blank plet, der kaldte på, at nogen fortalte hendes historie."
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde - om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.
Her har vi talt med Lotte Kaa Andersen. Hun står bag 'Den inderste kerne', en biografisk roman om den danske verdensstjerne og videnskabskvinde Inge Lehmann, der opdagede Jordens indre kerne.
Alexander ved monumentet
Her står min søn Alexander ved Inge Lehmanns monument på Frue Plads. En dag for nogle år siden kom han hjem fra skole og fortalte, at det var en dansk kvinde, der opdagede Jordens indre kerne. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men gav mig til at læse alt, hvad jeg kunne finde.
Min nye roman er skrevet på undren og nysgerrighed: Hvem var hun? Jeg havde lyst til at undersøge denne usædvanlige kvinde og dramatisere hendes lange liv. Hun var en blank plet, der kaldte på, at nogen fortalte hendes historie.
"Da vidste jeg, at jeg havde stof til en roman."
"The lady who discovered the Earth's inner core"
Romanpotentialet ligger ikke på forsiderne (som denne fra USA i 1961, hvor Inge Lehmann for alvor brød igennem), men i sprækkerne og i den indre friktion.
I min research har jeg læst kassevis af breve på Rigsarkivet, men gennembruddet kom, da Inge Lehmanns grandnevø gik på loftet og fandt en gammel flyttekasse med en dagbog, fra hun var 17-18 år. Her mødte jeg et højt begavet, lidenskabeligt menneske, der samtidig virkede så skrøbelig og i splid med sig selv. Først da vidste jeg, at jeg havde stof til en roman.
"Jeg har kun mit instinkt (og en god redaktør!) at stole på."
Manuskriptbunke
At finde vej ind i en historisk persons tanker og relationer er helt anderledes end at skrive ren fiktion. Jeg skriver om mange gange, bytter rundt, sletter og printer for at kunne fornemme teksten udefra: Fungerer det? Det skal have en helt bestemt klang og rytme, og jeg har kun mit instinkt (og en god redaktør!) at stole på. Det handler om at være tålmodig og tro på, at der er en historie derinde. I den proces vokser manuskriptbunken sig større og større.
"En god skrivedag er lang og stille, uden aftaler, opkald og forstyrrelser."
Mit skrivebord på Klitgaarden
En god skrivedag er lang og stille, uden aftaler, opkald og forstyrrelser. Når jeg virkelig skal tage et tigerspring med teksten, tager jeg på skriveophold. Der opstår en helt anden koncentration og et klarere syn på teksten, hvis jeg kan lukke døren til min munkecelle og først komme ud, når jeg har gjort, hvad jeg skulle. Dele af Den inderste kerne er skrevet på Hald Hovedgaard og på Klitgaarden, hvor jeg havde udsigt over havet og stranden og de små gule Skagenshuse.
"Det er en slidsom, langstrakt proces at skrive romaner og ikke spor glamourøst, hvis nogen skulle tro det. "
Fotosession
Det er en slidsom, langstrakt proces at skrive romaner og ikke spor glamourøst, hvis nogen skulle tro det. Men så en dag er manuskriptet færdigt, der skal laves interviews og tages billeder, og den fleeceklædte nørd forvandler sig til en forfattertype med smokey eyes, silkeskjorte og smart hår.
Det nytter ikke at være nærig med sig selv, hverken i skriften eller i udgivelsesprocessen. Man må være parat til at dele både sit inderste og sit yderste. Begge dele hører med. ”Man skal investere sig selv fuldt ud, man skal turde,” som min veninde, forfatteren Malene Ravn, siger.
