Gamle dyder i trange tider
Kogebogen, der hjælper dig med at planlægge madlavningen med et kærligt nik til mormor og datidens dyder.
Hvad vi kunne i et køkken før i tiden – kan vi også nu.
Før i tiden spiste vi lokalt, vi syltede, når noget fandtes i overflod, så vi kunne variere maden på andre tidspunkter, når udbuddet var knap så prangende.
Vi genbrugte alle rester, holdt igen med kød, og vi spiste mere enkelt i hverdagen for at kunne skeje ud om søndagen.
Lyder det som en tilgang, der giver mening igen i vores tid, hvor mange gerne vil spise billigere, sundere, mindre forarbejdet og mere klimavenlig mad?
Med denne kogebog guider kokken Claus Holm og madhistorikeren Bettina Buhl dig gennem året, så du kan spise varieret, sæsonbaseret, omkostningsbevidst – og godt.
Der er praktiske madplaner, som tager udgangspunkt i sæsonens grøntsager og de typer kød, de fleste af os køber mest af, der er opskrifter til ’fadeburet’, og der er gode idéer til rugbrødsmadderne. Det hele tilsat masser af Holmsk kærlighed.
Udgivelsesdato: 14. januar 2026.
Anmeldelser
Dansk BiblioteksCenter
"En kulturhistorisk kogebog med en god blanding af madkultur fra gamle dage – ikke mindst fra de to verdenskrige – samt madopskrifter tilhørende de forskellige årstider og måneder. Som det fremgår af titlen, er den specielt anvendelig i spare- og krisetider, da der bl.a. gives mange tips til at spare på kødet, "strække" råvarerne, samt ikke mindst, hvordan man gemmer og opbevarer råvarer til andre tider."
- Lektørudtalelse / Lene Hedengran Rasmussen
hardulaest
"Jeg er ret vild med denne udgivelse. De gamle dyder bliver støvet af, og vi får en venlig reminder om, hvordan vi med få ændringer i vores hverdag kan gøre noget for klimaet og vores pengepung uden at lide afsavn. De korte fortællinger giver bogen ekstra dybde. Bogen her kan være en god begyndelse, hvis du gerne vil indføre en ændring i din livsstil på en let måde."