Forestillingen om Patrick Mortensen
Gutkind Essays

Forestillingen om Patrick Mortensen

– af Daniel Dalgaard

June 21, 2021

Et essay om mænd i det enogtyvende århundrede.

I januar 2019 hentede fodboldklubben AGF angriberen Patrick Mortensen i norske Sarpsborg. Indtil da var han i Danmark mest kendt som en spiller der var god nok til at score mål i 1. division, men aldrig var slået igennem på Superliga-niveau. Efter skiftet til AGF blev han dog straks en succes, og han betragtes i dag som AGFs vigtigste spiller både på og uden for banen og en af Superligaens bedste.

Patrick Mortensen er en høj, stærk angriber der bruger sin fysik til at gøre sig farlig i modstanderens straffesparksfelt eller til at modtage bolden længere oppe på banen og lægge den af til en medspiller. Han bruger sin styrke så eminent at han er næsten umulig at vælte omkuld, selv for spillere der er højere og bredere end ham selv. Han har et skarpt, kortklippet fuldskæg, tykt hår og lange, buede barbieøjenvipper. I AGF kalder de ham Danmarks flotteste mand. Han har gjort sig bemærket ved at meditere på kampdage, drikke mate-te og ikke spise rødt kød, og da slet ikke okse, da det er for vanskeligt at fordøje. Hvis han havde bedre tid, ville han bruge den på at dyrke yoga.

Jeg bemærkede for alvor hans fremtoning da han efter et halvt år i AGF ramte en svær periode og blot scorede ét mål i sæsonens første ni kampe. Efter at være blevet udråbt til frelser i sit første halve år i klubben, hvor han scorede ni mål i tolv kampe, var der nu kritik af brændte chancer og dårligt spil. Det var hans attitude i de interviews han gav, som jeg bed mærke i.

Noget af det interessante ved sport er at man ikke kan skjule sig. Præstationerne er i det store og hele meget målbare, og når man er på højeste niveau, er opmærksomheden fra medier og omgivelser enorm. Især når modgangen rammer, begynder folk at vise hvem de er. Jeg har været fan af AGF i mere end tyve år, og det er gået dårligt for holdet i stort set alle årene. Jeg har set min del interviews af pressede spillere som enten brænder sammen for åben skærm, vender deres vrede indad eller mod omgivelserne, spillere som forsøger at opretholde en rolig facade uden at det lykkes, spillere der vil tale interne stridigheder ned, men ikke kan undgå at afsløre mere end de skjuler. I en presset situation er det ekstremt svært at forstille sig. Følelserne trænger sig på i øjnene, i kropssproget, stemmen.

Men Patrick Mortensen fremstod rolig. Han anerkendte at han gerne ville score flere mål, men kunne udelukkende fokusere på at levere gode præstationer, så skulle resten nok komme. Den slags hører man ofte, men der var noget ved måden han sagde det på. I første omgang var jeg forholdsvis provokeret af hans attitude, jeg syntes ikke at han virkede til at ville det nok. Hvordan kunne han bare være afklaret med ikke at have levet op til folks forventninger? Til mine forventninger? Når jeg sad der mandag efter mandag og skreg ad fjernsynet med pulsen oppe i halsen.

Det jeg manglede i hans svar, var nok en vis aggressivitet. En vis sammenbidthed. Noget der viste mig at han var frustreret og klar til at vende den energi udad for at ændre på problemerne. Det var sådan jeg altid selv havde reageret på modgang, og også sådan jeg var vant til at se fodboldspillere gøre. Patrick Mortensens tilgang forekom mig lidt for afbalanceret. Hvor var vreden?

Jeg er født i 1987. Jeg var dreng i det tyvende århundrede og blev ung mand og voksen i det enogtyvende. Jeg voksede op med girl power og boy bands, med hyperseksualiserede skolepiger på MTV, jeg så wrestling med Asbjørn Riis, der var Peter Schmeichel og Stig Tøfting, hvis ikke aristokraten Michael Laudrup. I frikvartererne spillede drengene fodbold, alle sammen, for vi var jo drengene. Lidt senere kom pigerne med. De kunne godt mase sig ind i vores verden, en dag stod de der bare midt på græsplænen og forlangte at være med. Vi kunne ikke forestille os at skulle trænge ind i deres verden, vidste næppe hvad den indeholdt, eller om den overhovedet fandtes.

Billede af hovedpersonen

Når jeg tænker tilbage, forekommer det mig at de fleste af de mænd jeg mødte i min opvækst, var mænd på en bestemt måde. Det lod til at de befandt sig godt i det man måske kunne kalde en traditionel manderolle. Man arbejder. Man er konkret og fysisk. Man kan løse problemer. Man fortaber sig ikke i følelser. Jeg havde aldrig fornemmelsen af at der nogensinde var et spørgsmål som: Hvordan er man en mand, eller indebærer det noget bestemt at være en mand? Hvad med at være far? Den slags virkede til at give sig selv.

Nu bemærker jeg derimod hos mænd på min egen alder en vis rådvildhed angående de spørgsmål. Hvad vil det sige at være mand? At være far? I hvilke situationer betyder det noget at jeg er en mand, og i hvilke er det ligegyldigt? Giver det mig nogle særlige forpligtelser?

Der har utvivlsomt været utallige mænd både i det tyvende århundrede og tidligere som har været konfronteret med deres måde at være mand på, som har ønsket noget andet, følt sig utilstrækkelige og som har rykket på grænserne. Og jeg er utvivlsomt vokset op et forholdsvis konservativt sted når det kommer til kultur og kønsroller. Hippier var noget jeg hørte om i skolen, men onkel Knud havde vistnok engang været Elvis-fan, og det var lidt hen ad det samme. Så mine erfaringer dækker nok ikke hvad alle på min alder har oplevet, men på den anden side kan mange nok genkende dem alligevel.

Mens kvinderollens løbende forandringer gennem de sidste mange årtier har spillet en mere og mere fremtrædende rolle i litteraturen, i musikken, på sociale medier i form af #-kampagner og mange andre steder, er der påfaldende stille omkring manderollen. Men selvom overfladen endnu er rolig, sker der store forandringer i dybet. Jeg mærker det i mine venner og bekendte, ved nogle offentlige personer og naturligvis hos mig selv. Men der forekommer mig at være en udpræget mangel på sprog for de forandringer der foregår.

Med få bemærkelsesværdige undtagelser (Anders Haahr Rasmussen og Svend Aage Madsen fx) er den offentlige samtale om mænd og maskulinitet i Danmark meget ufrugtbar. Hvis vi ikke vil overlade en hel generation i hænderne på intellektuelle svindlere (ingen nævnt, ingen glemt) som hylder forskellige afarter af chauvinisme, er det på tide at andre melder sig med deres erfaringer angående det at være mand.

Jeg har været lærer i fem år på en højskole hvor vi især har tiltrukket forholdsvis resursestærke elever. Fordelingen mellem mænd og kvinder har været notorisk skæv. Almindeligvis har vi haft 10-15 mænd og cirka 70 kvinder. For det meste har der blandt disse kvinder været en gruppe som har været meget interesserede i køn. De er retorisk og teoretisk stærke, kender deres intellektuelle ikoner, har en hel vifte af argumenter, eksempler og greb i baghånden hvis samtalen skulle dreje sig mod køn og feminisme, hvilket den ofte gør fordi de er gode til at se det og italesætte det i dagligdagen. Det synes jeg er rigtig fedt, fordi det er med til at skabe en samtale om alle de ubevidste måder man kan komme til at begrænse hinanden på udelukkende på baggrund af indgroede kønsforestillinger. Og det er tydeligt at disse kvinder kommer med en stor tradition i ryggen. De har ikke siddet på hver deres værelse og gravet alle disse tanker og synspunkter frem helt alene. De taler ind i et fællesskab som har en historie og en tradition.

Men noget jeg også altid har set ske, er at de få mænd vi har haft i elevflokken, tager et af to lidt ufrugtbare standpunkter. Enten deltager de slet ikke i samtalerne og venter på at det går over. Eller også stiller de sig på bagbenene og kommer til at fremstå mere konservative og bagstræberiske i deres udtalelser end jeg egentlig tror de er. Begge dele sker, som jeg ser det, fordi de føler sig trængt op i en krog. De er klart retorisk og teoretisk underlegne, de kender ikke nødvendigvis begreber som mansplaining, slutshaming eller killjoy og føler sig udsat for en lidt uigennemskuelig anklage som de reagerer på ved at benægte hårdnakket.

Man kan selvfølgelig sige at disse mænd burde komme ind i kampen. Og det synes jeg at de skal. Men til gengæld synes jeg også at man kan anklage visse grene af feminismen for at prædike en smule for koret i stedet for at forsøge at få de uindviede med.

Men ligegyldigt hvis skyld det nu måtte være, er det tydeligt at det er en farlig situation. Disse mænd jeg taler om, er ikke ubemidlede, afstumpede typer. De er begavede, åbne, nysgerrige. Når selv de reagerer på den måde, vil der være rigtig mange som er mindre begavede, mindre nysgerrige, mindre åbne, som gør det samme. Og det er et problem.

"Patrick Mortensens tilgang forekom mig lidt for afbalanceret. Hvor var vreden?"

Det problem opstår blandt andet fordi disse mænd ikke har nogen opdateret tradition de kan læne sig op ad når det kommer til at danne sig et sprog omkring sit køn og de roller og begrænsninger det fører med sig til daglig.

"Jeg står oppe på midterlinjen og får nærmest stiv pik over hvor vanvittig en redning det er," siger Patrick Mortensen. Det er lige efter en kamp mod Lyngby i vinteren 2021, og i slutminutterne har en af hans holdkammerater forhindret en Lyngbyscoring ved at kaste sig ned og blokere bolden, for derefter at hamre direkte ind i den frosne målstolpe. Forudsigeligt nok gik Patrick Mortensens stive pik bagefter sin sejrsgang gennem alle sportsmedier. Det var ikke så meget hyldesten af holdkammeraten eller viljen til at ofre sig der stjal opmærksomheden. Det var den stive pik.

Da vi var store børn, fik Jakob engang stiv pik i omklædningsrummet. Vi stod i badet. Jeg så det selv kun indirekte da han i et forsøg på at gøre det sjovt hængte sit håndklæde på den. Det virkede ikke. Det var en katastrofe. Jeg husker et klart ubehag som måske dels skyldtes oplevelsen af noget der kunne tolkes som seksuel ophidselse i en situation der ikke var seksuelt ladet – og dels skyldtes at jeg vidste hvad der ville komme bagefter. Og der gik heller ikke fem sekunder før flere af drengene begyndte at håne Jakob. Præcis for hvad var uklart, som jeg husker det, men underneden handlede det selvfølgelig om at han var homo, fordi han fik stiv pik i et rum fyldt med drenge, og det lagde grunden til flere års vedvarende rygter om homoseksualitet.

Det skete på et tidspunkt hvor jeg var ekstremt opmærksom på min egen krop og ikke mindst mine kønsorganer. Nogle fik hår før andre. Jeg var vistnok et sted midt i det spekter som på daværende tidspunkt virkede altoverskyggende vigtigt. Først var der Steve, som ovenikøbet var ny i klassen, og som viste sig at have en kæmpe stor pik, syntes vi, helt rynket og brunlig og med sorte hår på. Hans stemme lød også sjov fordi den kørte op og ned i toneleje. Ikke en beundringsværdig type, var der vist enighed om. Til sidst var det naturligvis omvendt. For stakkels Phillip, der som den sidste stadig gik rundt med sin lille hvide, ubehårede børnetissemand, må det have været virkelig træls at skulle i bad efter idræt. For det var ikke kun mig der holdt øje med det hele. Selvom det ikke var noget man talte om, var vi alle sammen ekstremt opmærksomme på os selv og hinanden. Steve var rejst igen og høstede aldrig frugterne af sit pionerarbejde.

Der var noget bemærkelsesværdigt ved den måde Patrick Mortensens stive pik stjal opmærksomheden på. Dels var der selvfølgelig en barnlig fryd over at nogen havde brugt forbudte ord. Og så den pæne mand, som min kæreste sagde påtaget forarget. Der var noget ved den måde de to ord poppede op på i den ene overskrift efter den anden, som afslørede en næsten ubærlig trang hos (de mandlige) sportsjournalister til at gentage de to ord.

Der er selvfølgelig på overfladen noget helt klassisk macho-maskulint over det. Manden der henviser til sin egen pik. Han er viril, han er en rigtig mand. En god gammeldags omgang fallos-fetich. Men det var ikke sådan det var. Måden han sagde det på i interviewet, var lidt henkastet, uovervejet. Da intervieweren bagefter forsøger at vende tilbage til pikken, slår Patrick Mortensen det hen og fortsætter med at tale om kampen.

"Man kan selvfølgelig sige at disse mænd burde komme ind i kampen. Og det synes jeg at de skal."

Den her pik er en sproglig vending, en metafor for overvældende begejstring og beundring. Han bruger pikken som en kollektiv reference til seksualitet, eufori og nydelse, alt muligt andet end netop den aggression som kunne være forbundet med en mand der henviser til egen maskulinitet. Kommentaren er komisk (forestillingen om Patrick Mortensen oppe ved midterlinjen med åben mund og polypper og altså stiv pik) og får karakter af en gestus frem for en selvfremstilling, idet han peger på en anden mands styrke. Udsagnet var hverken sjofelt eller jovialt, det var på en måde noget der ikke var værd at give videre opmærksomhed: Da intervieweren forsøger at lave en joke om at tv-kameraerne kunne have fanget det, siger Mortensen at de nok ville have filmet et andet sted. Pikken bliver noget sjovt, begejstret, ufarligt, ingen grund til at hænge håndklæder her.

Fodbold er stadig en ekstremt mandsdomineret verden. Selvom kvindefodbold er på vej frem både økonomisk og opmærksomhedsmæssigt, er fodbold for langt de fleste stadig lig med herrefodbold. Og i herrefodbold optræder ikke specielt mange kvinder. Der er stort set ingen kvindelige trænere, dommere etc. Det er også en på mange måder konservativ sportsgren, og når det kommer til køn og seksualitet, ville nogle kalde den håbløst bagud. Man kan pege på at vi endnu har til gode at se den første højtprofilerede spiller eller træner springe ud som homoseksuel.

Netop derfor kan fodboldverdenen være en interessant linse at se manderollen igennem. I stedet for at se efter forandringer i de mest progressive miljøer kan man jo også se på hvad der forandrer sig i noget af det allermest mainstream og mere konservative vi har.

Her bliver Patrick Mortensen – eller rettere min forestilling om ham – et billede på den udvikling. Han bliver et lærred som jeg bruger til at spejle mine tanker. Jeg aner ikke hvordan han er. Som ven fx. Eller far eller kæreste. Jeg kender ikke Patrick Mortensen som andet end sportsudøver og mediefigur. Og det er det billede jeg forholder mig til. Han bliver ikon, flade, figur.

Jeg har nok været ti-elleve-tolv år da jeg var til turnering med det fodboldhold jeg spillede på dengang. Vi var af sted med Alex og Ronnie, vores to trænere, som ikke kunne være mere forskellige. Ronnie var højlydt og voldsom, man risikerede at blive flæsket midtover på træningsbanen når han gik med i øvelserne. Alex var korpulent og lys, forekom sympatisk og lidt vag, han kunne være svær at mærke.

Det var lige inden det begyndte at blive seriøst, vi var stadig mest børn. Jeg husker følelsen af fortabthed da jeg på et tidspunkt var blevet væk fra de andre og endte med at sætte mig på en bænk i et koldt madtelt for at vente på at mine venner ville dukke op foran mig eller en voksen tage sig af det. Men intet skete, en halv times tid senere rejste jeg mig og gik tilbage ud til fodboldbanerne igen, på udkig efter nogen jeg kendte.

Senere var vi på vej ned ad en villavej i samlet flok, halvdelen på fortovet, halvdelen ude på kørebanen. Jeg husker ikke hvor vi skulle hen, men pludselig standser Alex og pifter højt så vi samler os omkring ham. Der er åbenbart nogen der har råbt efter en forbipasserende, for Alex siger at det er fint at gå og have det sjovt, og det er fint at lave pis med hinanden. Men det er ikke fint at kalde en pige for luder. Eller nogen som helst andre for den sags skyld. Selvom man måske bare siger det for sjov, er det ikke sjovt for den der får det råbt efter sig. Så det skal man lade være med.

"Det var første gang jeg blev bedt direkte om at tage hensyn til fremmede menneskers følelser. Første gang på fodboldholdet, altså."

Det lyder som en indlysende ting. En selvfølgelighed. Og det var præcis det der gjorde så stort indtryk på mig dengang: at han sagde det som om det var netop det. Noget man kun behøver sige én gang før det er klart for alle at det naturligvis er sådan det er. Ingen grund til at skælde ud, det er rigeligt at nævne det.

Og så var der en anden ting der gjorde det påfaldende, som jeg først langt senere er kommet til at tænke på. Det var første gang jeg blev bedt direkte om at tage hensyn til fremmede menneskers følelser. Første gang på fodboldholdet, altså.

I det miljø der var omkring fodboldklubben – som jeg har mange gode ting at sige om – var ordentlighed og omtanke måske ikke altid de mest fremtrædende træk. Blandt trænere og andre voksne i klubben (som altid var mænd) blev man mødt af godt humør og krav om en vis disciplin. Man blev mødt af en form for kammeratskab som jeg ellers ikke kendte fra voksne. Man blev mødt af nogle der kunne noget man gerne selv ville kunne, og som var villig til at lære én det. Af nogle som gav anerkendelse når man havde gjort det godt.

Men det var også et sted med en stærk stammefølelse – indadtil holder vi sammen mod dem udefra. De andre hold. Dommeren som altid var dårlig. Og selvfølgelig kunne man blive irettesat af sin træner hvis man var gået over stregen over for en af spillerne fra det andet hold. Men det var fordi man havde været dum og overtrådt reglerne. Ikke fordi man havde opført sig forkert. Det var sådan jeg oplevede det. At være grænseoverskridende kunne være udmærket i mange situationer. Man kunne intimidere sin modstander, eller man kunne få de andre til at grine.

På vej hjem fra en kamp kørte Flemming en kat over med 100 km/t på en landevej så det gav et bump op gennem bilen. Så grinede vi alle sammen. Næste dag fortalte jeg det i et frikvarter hvilket fik Anne fra min klasse til at true med at politianmelde ham. Jeg havde slet ikke ventet sådan en reaktion. Vi havde kørt pisse hurtigt og kørt en kat over. What’s not to like?

Hun sagde han var dyrplager.

I det forum var respekt noget lidt hårdt og tavst. Det havde i hvert fald ikke så meget med indfølelse at gøre. Det havde ikke så meget at gøre med at få det bedste frem i hinanden.

Et par år senere havde jeg to venner, Jones og Røde, som begge gerne ville have en scooter, men de havde ingen penge. Så de besluttede at tage ud og stjæle nogle. Først stjal de en til Jones som de gemte i hans mors udeskur mens de malede den om og sleb stelnummeret ned. Men da de skulle udvælge sig en til Røde, begik de en fejl. Om det var fordi de ikke vidste hvem den tilhørte, eller om de bare ikke tænkte sig om, ved jeg ikke. Men en aften tog de til udkanten af byen og konstaterede at scooteren stod lige til at tage. Da de havde fået den startet og var på vej tilbage for at få den i sikkerhed inden nogen så dem, trak en bil op på siden af dem. Det var Allan Snedker som havde været en tur i Tyskland med en ven. De havde tredive rammer øl i bagagerummet og opdagede de to snotunger der kørte rundt på Allans scooter. Så da bilen var på siden af Jones og Røde, åbnede sidemanden sin dør ud i scooteren, der tumlede omkring på asfalten. Allan Snedker og hans ven steg ud af bilen og gik over mod Jones og Røde der end ikke forsøgte at flygte. Det gik værst ud over Jones som Allan Snedker angiveligt løftede op i strakte arme og derefter kastede ned på en kantsten direkte på halebenet. Det var sådan jeg hørte historien weekenden efter, hvor Jones stadig måtte sidde på en badering. Men han smilede. Og det var en fed historie der viste at man skulle have respekt for Allan Snedker, sagde de. Det var nærmest som om de begge var taknemmelige for den omgang tæsk de havde fået, fordi det gav dem respekt. Det der er frygt, sagde jeg. Respekt er noget der går begge veje, galpede jeg, langt hår og The Doors. De var ikke interesserede i den slags sofisteri. De vidste hvad de mente.

"I det forum var respekt noget lidt hårdt og tavst. Det havde i hvert fald ikke så meget med indfølelse at gøre."

Billy var elev på den højskole hvor jeg arbejdede. Det var tydeligt fra begyndelsen at der var noget på spil for ham angående køn, så efter den første undervisning spurgte jeg om han helst ville kaldes han eller hun. Han sagde at han var ligeglad, jeg kunne jo eventuelt skifte mellem dem. Det har jeg ikke båndbredde til. Jeg valgte hun, det forekom mest naturligt for mig.

Billy var lidt ældre end de fleste andre elever, og jeg var glad for at have ham i min undervisning fordi han altid var skarp i læsningen af teksterne, jeg syntes han havde et godt blik for hvornår en tekst blev for blød, for villet, for på-en-eller-anden-måde uægte. Men det skete også at han endte i diskussioner med de andre elever om køn og seksualitet, hvor det var åbenlyst at han følte at han blev angrebet uretfærdigt, at han blev mødt med et krav om at forklare sig som ingen andre blev mødt med. Det blev han frustreret over, han ville ikke acceptere præmissen, som var at fordi han havde en ukonventionel opfattelse af køn – som nogle nok opfattede som ekstrem – var han altid et potentielt mål for kritiske spørgsmål.

Han var heller ikke for fin til selv at slå fra sig. En aften havde vi besøg af elever fra en musikhøjskole som skulle spille koncert for os, en forholdsvis rædderlig oplevelse set fra et musikalsk synspunkt, og bagefter var Billy både opgivende og ophidset på samme tid. Han havde lyst til at skrive en tekst, sagde han, hvor der bare stod: "DØD OVER DEN MANDLIGE GUITARIST. DØD OVER DEN MANDLIGE GUITARSOLO." Som mand oplever jeg nok den slags udsagn som lige firkantede nok. Han spurgte hvorfor de havde et behov for at stille sig på en scene og tage vores tid, når de jo oplagt ikke var særligt gode. Jeg prøvede på god højskolelærermanér at indvende at det måske ikke udelukkende handlede om at være god. Billy rullede øjne og priste sig lykkelig for ikke at være højskolelærer, hvilket jeg ellers tænkte han ville have været fremragende til.

En eftermiddag sad han ved mit køkkenbord og var frustreret over de diskussioner han flere gange endte i i vores undervisning, diskussioner hvor han altså følte at han konstant blev mødt af spørgsmål frem for forståelse, og hvor han nok også følte sig lidt trængt op i et hjørne og blev mere defensiv end han brød sig om. Jeg sagde at jeg sådan set var enig, men at jeg også syntes at han som den klart retorisk og teoretisk stærkeste havde et ansvar, et næsten pædagogisk ansvar, for at forsøge at gøre sig forståelig igen og igen over for folk der var mindre erfarne, mindre belæste end ham selv. Han gryntede lidt. Det var ikke klart hvad han tænkte.

Jeg synes stadig at det er en god grundregel at den der har specialiseret sprog og viden, har en forpligtelse til at forsøge at imødekomme dem der ikke er så velbevandrede på det område. Det betyder ikke at de skal opgive deres synspunkter, men hvis man skal have en fælles samtale, bliver man nødt til at mødes et fælles sted. Hvis man kommer fra to meget forskellige steder, kræver det at begge parter opgiver noget. Det er nemmest at være den første til at opgive noget hvis man kommer fra en overlegen position. Problemerne opstår tit når man har forskellige opfattelser af hvem der er den overlegne, og hvem der er den udsatte. Er Billy den overlegne med sit nuancerede sprog og veludviklede begrebsapparat omkring køn og seksualitet, over for en gruppe af yngre personer som ikke har samme sprog, samme belæsthed og samme erfaringer? Eller er Billy den udsatte der står alene over for en majoritet der konstant forsøger at sætte spørgsmålstegn ved hans valg og synspunkter?

Jeg har tænkt på den samtale sidenhen. Om jeg sagde det rigtige. Om jeg skulle have været mere lyttende og indfølende i stedet for straks at komme med råd og meninger. Jeg tænkte ikke på det i situationen, men jeg kan jo sagtens se at jeg sådan set bare gentog hvad han sad og fortalte han blev udsat for: Også jeg gav ansvaret til ham og bad ham om at forklare sig.

"Selvom jeg føler mig som en mand, kan jeg ikke tilslutte mig idéen om nogen afklaret mandlighed."

På et tidspunkt begyndte andre elever at korrigere mig når jeg omtalte Billy som hun. Billy vil gerne have at man siger han, sagde de. Jeg kunne mærke en bestemt slags trodsighed i mig selv, sådan en følelse af at ingen skulle bestemme hvilke ord jeg bruger. Det blev også lidt kompliceret af at Billy ikke selv havde nævnt noget for mig om sit ændrede ønske. På den anden side omtalte jeg ham jo kun i tredje person når han ikke var der, så hvornår skulle han have haft anledning til at sige det til mig?

Det er ikke naturligt for mig at ændre om jeg siger han eller hun om nogen. Jeg følte mig akavet når jeg skulle sige han om Billy, og følte mig dum når jeg så alligevel kom til at sige hun med jævne mellemrum. Det krævede meget energi at huske på at sige det rigtige, og selvom jeg gerne ville gøre det, fordi jeg gerne ville respektere Billys ønske, blev jeg alligevel ofte irriteret. Irriteret over at blive bremset i noget der plejede at være helt naturligt for mig, nemlig at tale. Irriteret over at føle mig akavet ved at tage et helt normalt ord i min mund, jeg havde det som om folk kunne se hvor ukomfortabelt det var for mig at skulle skifte fra hun til han, hvordan min hjerne standsede op midt i de mest almindelige sætninger, hvordan min tunge slog knuder på sig selv, hvordan jeg alligevel ofte kom til at sige det forkerte.

Det ville være meget nemt at konkludere at det jo var Billys skyld at jeg havde alle de her forvirrede og ubehagelige følelser. Det ville også give mig en oplagt måde at få afløb for de følelser ved at forvandle dem til vrede eller aggression. Billy vil bestemme hvordan jeg skal tale. Billy får mig til at føle mig dum og akavet. Billy gør de her ting ved mig.

Men det ville også være urimeligt, for alle disse følelser kom selvfølgelig fra mig selv. Og jeg kan ikke se noget urimeligt i at man skal kalde folk det de gerne vil kaldes. Hvis nogen begyndte at kalde mig ved et andet pronomen end han, ville jeg ikke bryde mig om det i længden, og jeg ville forvente at de holdt op hvis jeg bad dem om det. Det kan måske føles besværligt for omgivelserne, især ved et skifte fra det ene til det andet eller tredje, men sådan må det så være. Jeg skal stadig huske at være bevidst om at bruge han om Billy, men det er ikke længere omgærede af alle mulige følelser. Nu er det bare sådan det er.

Selvom jeg føler mig som en mand, kan jeg ikke tilslutte mig idéen om nogen afklaret mandlighed. Jeg kan ikke tilslutte mig idéen om at det at være mand skulle have nogen som helst grænser som man potentielt kan overskride gennem sin opførsel eller andet og derved gøre sig selv til ikke-mand. Så hvad vil det sige at jeg føler mig som en mand?

Jeg mærker tydeligst at jeg er en mand, i min interaktion med omverdenen. Jeg bliver opfattet som en mand. Der bliver forventet bestemte ting af mig på baggrund af mit køn selvom disse forventninger heller ikke altid er lige nemme at udpege eller afgrænse. Når jeg bliver bedt om at hjælpe med at bære en kasse ned i kælderen i stedet for min kvindelige kollega, er det så fordi jeg er en ‘mand’, eller fordi jeg ser stærkere ud end hende, og man tænker at det ville være en nemmere opgave for mig? Når kvinden ved busstoppestedet torsdag nat stiller sig ud på den anden side af afskærmningen når jeg kommer ind under den, er det så fordi jeg er en mand der potentielt kunne voldtage hende? Det er det jo nok.

Det kunne også være da min kæreste og jeg skulle have vores første barn. Jeg gik troligt med til alle jordemoderbesøg, men blev ignoreret som jeg aldrig har oplevet det før. Sundhedspersonalet hilste da på mig, men meget ofte var det også den eneste opmærksomhed jeg fik. Mine spørgsmål blev besvaret mens de kiggede på min kæreste. Kort efter fødslen var det så den omvendte oplevelse da vores bil var gennem et længerevarende sammenbrud der medførte mange mekanikerbesøg, og her blev alle spørgsmål og svar rettet til mig som ved lige præcis intet om biler, hvilket ikke kan have været til at overse i mit blanke ansigt.

"Det er ikke godt for noget og skidt for noget andet. Det er kun skidt. Og derfor skal vi opdrage vores drenge til at det er godt at tale om deres følelser."

Men jeg mærker også at jeg er mand når jeg føler mig begrænset af det. Jeg har sådan en stivhed i min krop som forbyder mig at danse medmindre jeg er ekstremt beruset. At berøre et andet menneske uden for en seksuel kontekst forekommer mig med enkelte undtagelser temmelig unaturligt. Jeg mærker en klar tendens hos mig selv til at ignorere eller undertrykke negative følelser frem for at forsøge at forstå hvorfor jeg har dem. Det er grænsende til umuligt for mig at græde over for en anden mand. Faktisk tror jeg ikke at det er sket siden jeg var barn. Når det kommer til at sætte ord på mit følelsesliv, oplever jeg at de fleste kvinder er mig langt overlegne.

Noget af det her er sikkert bare udtryk for min specifikke personlighed, hvordan jeg er opdraget, hvordan mit temperament er. Men jeg kan konkludere at det er fællestræk for rigtig mange mænd. Og det er alt sammen begrænsende træk. Det er ikke godt for noget og skidt for noget andet. Det er kun skidt. Og derfor skal vi opdrage vores drenge til at det er godt at tale om deres følelser. At det at åbne sig over for andre mennesker ikke er farligt eller udtryk for svaghed. Og at heller ikke det at vise svaghed er afskyeligt.

Mens der gennem mange år har været et voksende fokus på kvinders kamp for ligestilling og på hvilke begrænsninger kvinder oplever i forbindelse med deres køn, er det samme ikke tilfældet for mænd. Helt tilbage fra kvindernes kamp for stemmeret over abort til adskillige nutidige initiativer som skal gøre opmærksom på kvinders problemer og forhåbentlig i sidste ende føre til større frihed for alle, har kvinder vænnet sig til at skulle kæmpe for og især imod visse ting der er knyttet til at være kvinde. Det samme er ikke tilfældet for mænd. Det skyldes selvfølgelig at mænd historisk set har haft en ekstremt privilegeret position. Men det betyder også at man ikke har samme erfaring og historik med at gøre op med snærende kønsroller og strukturelle uretfærdigheder. Hvorfor er der nærmest flere kvinder end mænd i debatten om øremærket barsel til mænd?

Det er velkendt at mænd er massivt overrepræsenteret i statistikkerne for selvmord, hjemløshed og alkoholisme – hvordan kan det være at der ikke findes nogen hashtags for det? Når man eksempelvis konkluderer at det blandt andet skyldes at mænd generelt rammes hårdere af skilsmisser end kvinder, da mænd ofte står tilbage uden ret meget socialt netværk hvis deres kone forsvinder, hvorfor er der så ikke udbredt utilfredshed blandt mænd med det? Hvis vi som mænd opdrages til hovedsageligt at have romantiske forhold til kvinder og halvt om halvt overfladiske forhold til andre mænd hvor store dele af følelseslivet er tabuiseret, er det vel ikke mærkeligt at man uden en kvinde at læne sig op ad risikerer at ende alene og ensom? Men hvorfor acceptere den situation hvor man er afhængig af en kvinde for at have et socialt netværk? Det er et strukturelt problem som alt for ofte negligeres. I stedet taler man om at mænd ikke er så gode til at opretholde sociale relationer. Som om problemet lå hos den enkelte mand. Den måde at tænke på er man heldigvis i gang med at kæmpe sig ud af når det kommer til mange andre problemer, men på dette område findes den stadig.

At gøre det private offentligt er et gammelt mantra fra feminismen som stadig er aktivt – effektiviteten af det greb er tydeligt når man fx betragter udbredelsen af #MeToo og lignende bevægelser. Når først nogen begynder tale højt om seksuelt misbrug, kropsskam, frygt for at gå gennem byen om natten og alt det andet, bliver det nemmere for andre at gøre det samme. Sådan kan man begynde at opløse tabuer.

Når jeg taler med mine venner om barsel og hvorfor de ikke tager mere barsel (for det gør de ikke), så er der to argumenter som går igen. For det første er der spørgsmålet om økonomi. Det argument synes jeg ikke er særligt overbevisende, for i de fleste tilfælde er forskellen ikke ret stor. Der er sjældent tale om en forskel der ville vælte dagligdagsøkonomien fordi far tog yderligere 1-2-3 måneders barsel. Når man tager i betragtning at det handler om at skabe en god relation til deres eget barn, synes beløbene endnu mere ubetydelige.

Den anden grund, som jeg tror er den centrale i mange tilfælde, er at deres kærester ikke for alvor er villige til at dele barslen. Deres (kvindelige) kærester opfatter i udgangspunktet barsel som noget der tilhører dem, og som de måske kan dele ud af hvis det skulle passe dem. Det vil sige at mændene her er i en klassisk situation hvor de bliver begrænsede af deres køn. Og igen bliver det meget tydeligt at mænd ikke har en rig tradition for at gøre op med hvad der kan og ikke kan lade sig gøre som følge af deres køn. Det er ukomfortabelt at skulle stille sig op og sige at barslen tilhører manden lige så meget som den tilhører kvinden. Selvfølgelig er der diverse praktiske omstændigheder, der kan være amning og lignende, men det vil for langt, langt de fleste ikke stå i vejen for at manden kunne tage – lad os bare sige tre måneders barsel. Det ville være omtrent 25% af den samlede barsel. I dag ligger den andel af barslen som mænd i gennemsnit tager, på omkring 10%, og selvom det tal er stigende, er det en ekstremt langsom stigning.

"De tog i sommerhus, alt var nøjagtig som det havde været engang, de drak sig fulde og sad og råbte."

Da min bror fik sit første barn, talte vi om barsel. Jeg opfordrede ham frisk til at tage et halvt år. Jeg kunne høre på hans svar at hvad end han nu selv var interesseret i det eller ej, var det et helt urealistisk scenarie. Han ville aldrig få det igennem hos sin kone, og han mente heller ikke at hans chef ville være begejstret for idéen. Især det sidste kom så meget bag på mig at jeg måtte ind og tjekke for at blive bekræftet i at ens arbejdsplads selvfølgelig ikke har ret til at nægte en barsel. Heller ikke selvom man er en mand.

Mænd vil gerne have mere barsel, og mænd er langt mere positivt indstillede over for EU’s nye øremærkede barsel til mænd end kvinder er. Alligevel har denne støtte været besynderligt tavs. Det er en støtte der kommer frem hvis man spørger i undersøgelser, men ud fra den debat der har udspillet sig de seneste år omkring øremærket barsel, tror jeg at mange eksempelvis vil finde det overraskende at 61% af HK’s mandlige medlemmer ønsker en mere ligeligt fordelt barsel, eller at mere end hver femte mand i samme undersøgelse giver udtryk for at barsel bør deles 50/50 mellem kønnene. Jeg var selv positivt overrasket, men undrer mig samtidig over hvorfor jeg i debatten ikke har haft en fornemmelse af denne støtte.

Da jeg selv meddelte min intention om at tage et halvt års barsel med mit første barn, sagde min chef at hun selvfølgelig var enig i at de moderne mænd skulle engagere sig mere i deres familier, men at hun ikke kunne forstå hvorfor det altid skulle være dem der var ansat hos hende, der skulle gå forrest. Min anden chef sagde tillykke, det bliver fedt. Han hed Michael, og det var ham hun sigtede til, han havde selv haft et halvt år med sine.

Michael var lav og tæt bygget, kronraget. På arbejde bar han næsten altid løse shorts og en sort undertrøje der så meget stram ud over hans krop, der var betydeligt mere veltrænet end min selvom han var midt i fyrrerne. Han elskede at høre hård hiphop eller house, og hvis vi ikke havde befundet os langt ude i Vestjylland, kunne han godt have gået for at være bandeleder i den lokale boligblok. Han kørte i en gammel, skramlet kassevogn og smadrede mig rutinemæssigt i tennis selvom han almindeligvis var venlig nok til at lade mig få fornemmelsen af at være lige ved. Og så underviste han i verdensdans, løftede vægte og tog af og til på meditationskloster. Han var evig fortaler for almindelig ordentlighed og respekt og lærte mig mere end nogen anden værdien af at anerkende andres ideer, også når de måske ikke altid var helt perfekte i første forsøg.

På et tidspunkt kom vi til at tale om venner. Hvordan det er at have venner som man har haft længe, hvordan man kan få nye venner efter man er blevet voksen. Han fortalte om to venner han havde haft siden de var unge. I en del år havde de været hinandens tætteste venner. De tog i sommerhus sammen og drak sig fulde, gjorde sære ting, han havde et hav af historier om dem. På et tidspunkt var de gledet fra hinanden. Mange år senere havde de taget kontakten op igen. De tog i sommerhus, alt var nøjagtig som det havde været engang, de drak sig fulde og sad og råbte. Men Michael oplevede at det ikke længere var nok. Det virkede sjovt nok, men var ikke rigtigt sjovt. Der måtte også kunne ske noget andet. Så det fortalte han de andre. At hvis de skulle fortsætte med at ses, så blev de nødt til at begynde at lave nogle andre ting sammen. I praksis skulle de opfinde deres venskab på ny fordi de også selv var blevet nogle andre.

Jeg ville ønske at jeg i samme situation selv ville være lige så modig, men jeg tvivler. At gribe det an som Michael gjorde, kræver at man tør sætte sig selv på spil. Selvom han måske ikke sagde det direkte, var det der lå i hans ord jo, at han syntes at deres samvær var blevet falsk, og at han håbede de ville være med til at gøre noget andet. Det kræver ikke bare mod, men også tillid. Han risikerede deres venskab for at det netop skulle kunne blive et rigtigt venskab.

Alene det at kunne anerkende følelsen af at venskabet føltes utilfredsstillende.

Alene det at kunne reagere på den følelse på anden måde end at lade venskabet løbe ud igen.

Og det lykkedes faktisk for dem at genopfinde deres venskab.

"Noget lignende er aldrig sket i dansk fodbold. Selv havde jeg det fysisk dårligt langt ind i næste dag."

I marts 2021 spillede AGF årets vigtigste kamp mod FCK i Parken. Med en sejr ville holdet lægge sig fem point foran københavnerne i den tætte Superliga. Ved halvlegen står det 3-1 til AGF, blandt andet på to mål af Patrick Mortensen. Kort inde i anden halvleg reducerer FCK til 3-2, og resten af kampen bliver et stormløb mod AGF. Efter 90 minutter står det stadig 3-2, men angrebene bølger ned mod AGFs mål. Da der er spillet de bebudede seks minutters overtid, har FCK et hjørnespark som de får lov at tage, som de skal ifølge spillets regler. Situationen bliver afværget, og selvom nogle spillere fra FCK appellerer for hånd på bolden, fløjter dommeren af. På tv-billederne kan man se AGFs træner, David Nielsen, kaste sig om halsen på en af sine assistenter, og også AGFs spillere rækker armene i vejret eller omfavner hinanden. Det er en meriterende sejr der kan vise sig at blive afgørende i holdets jagt på det første mesterskab i 35 år.

På det næste tv-klip ser man dommeren der har fingeren presset mod sit ene øre for bedre at kunne høre hvad der bliver meddelt ham fra VAR-holdet, som altid følger med og gennemser vigtige situationer i kampen for at sikre sig at dommeren ikke laver afgørende fejl. De har set noget. Dommeren kaldes ud til en lille tv-skærm ved siden af banen for at se situationen igennem, og det tager ikke lang tid før han løber tilbage på banen, laver det firkantede VAR-tegn i luften og peger på straffesparkspletten. Bolden har ramt armen på en AGFer fra kort afstand. Han har ikke haft nogen mulighed for at undgå bolden, og det har ikke været til nogen fordel for AGF. Men efter de nye regler skal der dømmes straffespark. FCK scorer og kampen ender 3-3.

Skuffelsen er forfærdelig. Selvom dommeren har reglerne på sin side – han kan godt dømme straffesparket selvom han faktisk har fløjtet kampen af – er det uhørt. Noget lignende er aldrig sket i dansk fodbold. Selv havde jeg det fysisk dårligt langt ind i næste dag.

De to interviews med henholdsvis AGFs direktør, Jacob Nielsen, og Patrick Mortensen, som begge blev lavet umiddelbart efter kampen, tjener meget godt til at illustrere to måder at forholde sig til sådan en skuffelse på.

Jacob Nielsen siger at AGF vil nedlægge protest. Han siger at de er offer for en urimeligt dårlig dommerpræstation og hentyder så til at FCK ofte er gode til at manipulere med dommerne. Den slags er meget normalt at sidde og råbe derhjemme. At en direktør siger det på direkte tv, er vildt.

Patrick Mortensen medgiver at han selvfølgelig er frustreret og skuffet, men at han derudover ikke vil bruge tid på hændelsen til sidst. I stedet fortæller han at holdet ikke løser opgaven i kampens slutning godt nok. Der er for mange børnefejl, siger han, og selvom det er ærgerligt, er uafgjort ikke noget uretfærdigt resultat i sidste ende hvis man ser på spil og chancer. Han fremhæver at dommeren beklagede at han fik fløjtet kampen lidt for hurtigt af, og når man ser situationen, siger Patrick Mortensen, er der jo straffe. FCK var gode, siger han og fortsætter med at fremhæve nogle spillemæssige detaljer der gjorde at AGF havde svært ved at få styr på kampen trods føringen.

"Vi bør blive bedre til at fremhæve rollemodeller for en ny maskulinitet."

Jeg kan godt lide Jacob Nielsen. Og i en blankpoleret sportsverden er det guld værd at se ham stå der med pulsen helt oppe i halsen og tale over sig fordi han er så involveret.

Men det der er med Patrick Mortensens interview, er at han ikke bare er glat og intetsigende som mange spillerinterviews ellers er. Han leverer en moden og afbalanceret analyse af situationen og af kampen, hvor der både er plads til den skuffelse som uden tvivl er meget, meget reel, og til en nøgtern erkendelse af at der ikke er noget at komme efter. Han er ubesværet empatisk i forhold til dommeren, som i situationen kommer til at se dum ud, hvilket Jacob Nielsen ikke kunne nære sig for at udnytte.

Forbilleder er vigtige. Mange problemfyldte sider af den klassiske maskulinitet har med god grund været under kritik de seneste årtier. Men vi bør blive bedre til at fremhæve rollemodeller for en ny maskulinitet. Vi bør blive bedre til at fremhæve de mange positive udviklinger der også sker i opfattelsen af hvad det vil sige at være mand. De fleste af os har skilt os af med banale forestillinger om rigtige mænd. Og denne teksts portrætter er ikke af rigtige mænd. Det er portrætter af mænd. Mænd der på nogle planer sikkert er begrænsede af de roller de bliver tilbudt på baggrund af deres køn, og som på andre områder lever fint med de forventninger der måtte være til dem som mænd. Og som på andre igen er fuldstændig ligeglade og laver små dagligdagsrevolutioner hele tiden.

Ideelt set ville jeg foretrække hvis man kunne nøjes med at betragte folk som mennesker i stedet for at skulle se dem gennem en kønslig linse. Som mænd eller kvinder eller non-binære eller transpersoner eller hvad de måtte være. Men i mange tilfælde hver eneste dag bliver vi mødt af antagelser om os som bliver genereret på baggrund af blandt andet vores køn. Jeg tror det er utopisk at forestille sig at man kan undgå den slags. Men netop derfor kunne det være en god ting hvis det vi så forbandt med de forskellige køn, var mere åbent og frit end det nogle gange er.

Kvinder har vidst dette i mange år. At de bliver betragtet som kvinder, og at det har betydning for hvordan folk opfatter dem. At det kan stå i vejen for dem i nogle situationer. At det kan give dem muligheder i andre. Det er på tide at mænd indser det samme.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu