Hvem er du, der tvivler?

For min far repræsenterede de upyntede, usminkede arbejdere det gode og ærlige. Han gik meget op i, at man ikke skulle forstille sig, ikke grine højt af noget, man ikke fandt morsomt, ikke give et kram, medmindre at man havde lyst til at give et kram. Man kunne heller ikke bare sådan skifte mening, som vinden blæser. Man måtte stå ved sit standpunkt, stå ved sin mening, ellers var man opportunistisk og falsk – en, man ikke kunne stole på.

Du tænker nok, ja, godt med dig, sådan talte din far da ikke til dig, da du var lille, ord som feudalisme, kapitalisme og opportunisme brugte han da ikke over for et barn. Men så må jeg bare sige, at jo, det gjorde han. Min far talte altid til mig som til en voksen. Han forventede ikke, at jeg vidste alt det samme som en voksen, men han forventede, at jeg ønskede at forstå verden, og at verden, lige fra det øjeblik man kommer ud af ægget, er et politisk sted, hvis baggrund jeg så hurtigt som muligt selvfølgelig skulle lære at kende og i bedste fald gennemskue, så jeg ikke som de fleste andre ville ende med at blive til fals for blinkende genstande og et indsmigrende, korrumperende forbrugersprog.

Så nej, ligesom alle andre blev jeg ikke alene født ind i et samfund, ind i et land og en kultur. Jeg blev også født ind i en familie med en tilgang til verden og en forståelse af verden, som et langt stykke hen ad vejen også blev min. For ligesom man som barn lærer ikke at lægge hånden på den varme kogeplade, at lade være med at kravle op i vindueskarmen til det åbne vindue, at blive stående på fortovet, indtil trafiklyset skifter til grønt, lærer man jo også om gode og dårlige værdier, måske endda om gode og dårlige mennesker.

I nogle familier er det et udtryk for gode manerer at pynte sig, når man er inviteret ud, i andre er det et udtryk for, at man er slave af forbrugssamfundet, at man er medskyldig i CO2-udledning og måske endda kvindeundertrykkelse. Måske kan et blinkende spænde i håret opfattes som symbol på, at kvinder ikke ejer retten til at bestemme over deres egen krop.

Familiens lov er barnets lov. Det, far og mor siger, kan aldrig være forkert. Far og mor er konge og dronning, for nu at gå over i det forbudte sprog, det er dem, der hersker og bestemmer, beskytter, forkynder og forædler. De kan stå op imod alle farer, kan besejre alle uhyrer, og de ved, hvem de gode er, for de hører selv til den klan af gode mennesker, hvilket selvfølgelig betyder, at man også selv tilhører den klan. De onde er nogle andre. De andre. Det behøver ikke at være naboen, der er tale om. De andre kan være hvem som helst: russerne, amerikanerne, de indremissionske, mormor og morfar, en kollega, en lærer, statsministeren etc. Det eneste, der er sikkert, er, at de andre ikke tilhører indercirklen af familien, kernefamilien, kollektivet, eller anden matrikelenhed med de "rigtige" værdier og holdninger.

Nu findes der selvfølgelig mange eksempler på familier og opdragelser, som har været meget mindre dogmatiske end min opvækst. Født midt i frigørelsens tidsalder, midt i demonstrationerne mod atomkraft, kvindefrigørelse og nye boformer af en mor, der som den første i sin familie blev student og fik en universitetsuddannelse, og en far, der var vokset op i et indremissionsk landsbymiljø, som han lagde stor afstand til, men hvis retorik han nok bragte med ind i sit venstreorienterede verdenssyn og i sin børneopdragelse. Som barn kan der være noget trygt ved at vokse op i så tydelige rammer, hvor der aldrig hersker tvivl om rigtigt og forkert, godt og ondt, og der er i den grad noget at gøre oprør mod som teenager. Mit oprør gik ikke på kapitalismekritikken, men på hykleriet, der også herskede i det storbymiljø, jeg kommer fra, og på forestillingen om den endegyldige sandhed, på udsmykning og udklædning som udtryk for et falsk selv.

Fra et tidligt tidspunkt voldte det mig problemer at forstå verden i så opdelte kategorier, som min far troede på og som kapitalismepyramiden illustrerer. Fandtes der virkelig ingen sprækker? Ingen trapper mellem etagerne? Ingen venskaber og forelskelser på tværs af skellene? Var borgerskabet kun forbrugeriske hyklere og præsterne rene fupmagere? Det måtte da være mere komplekst end som så, og jeg kunne heller ikke så skråsikkert som min far sige, at jeg ikke troede på Gud eller i hvert fald på et eller andet uforklarligt mellem himmel og jord. I det hele taget havde jeg svært ved at være stålsat i min overbevisning, hvilket jeg meget hurtigt forstod var en svaghed ved min karakter. Ved middagsbordet blev der debatteret. Jeg forsøgte at mene noget og virkelig tro på det, jeg sagde, men hver gang endte jeg i en stivnet form, hvor jeg mere, end når jeg klædte mig ud, sminkede mig, eksperimenterede med mærkelige frisurer, frøs til i et falsk selv, noget, jeg tydeligt mærkede ikke var mig, men noget postuleret villet, som jeg følte mig fremmedgjort overfor.

Tvivlen var fra et tidligt tidspunkt min evige følgesvend: tvivlen på at der kun fandtes én opskrift på, hvordan man kommer uretfærdigheder, grådighed og ondskab til livs. Betød det så, at jeg i bund og grund var kapitalist? En udbyttende natur højt oppe i pyramidetårnet til fals for propaganda og blinkende genstande? Jeg forsøgte at give udtryk for min tvivl, men fik at vide, at jeg var en drømmer, en urealistisk eskapistisk natur, der endnu ikke havde fundet fodfæste. Det var til dels naturligt for min alder, sagde min far, om end han havde svært ved at kapere det.

Hvis man ville ændre på tingene, omstyrte samfundet, kunne man ikke give udtryk for nølen og tvivl, man kunne ikke ændre holdning, finde på undtagelser. Hvis revolutionen nogensinde skulle opnås, var der kun én vej at gå, ét sprog at tale, én tankegang at forfølge. Jeg så op til min fars urokkelighed, hans idé om en verden, hvor alle var ligestillede, hvor religionens undertrykkende funktion ikke længere havde gang på jorden, men jeg blev også konstant ramt af en utilstrækkelighedsfølelse ved ikke i sproget, rundt om middagsbordet at kunne matche hans urokkelige udsagn.

Uden selv at være klar over det gik jeg fra et tidligt tidspunkt på jagt efter et andet sprog end det politiske pyramidesprog. Jeg ville forbi hierarkierne, det staccatoagtigt opremsende programskrift, hvor landskaberne er blevet slugt i firkantede skel, menneskelivet ensartet fra fødsel til død med den gode hensigt ikke at forskelsbehandle. Jeg søgte ind i musikken, avantgardistisk dans, moderne kunst og fotografi for at ende i poesien Hvad ville jeg dog der? Det vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke engang rigtigt, hvad det betød, det jeg læste: "Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere." Jeg vidste bare, at det var sandt, det jeg læste, at det sprog fortalte noget sandt om, hvad det vil sige at være menneske, de uendelige lag af flertydigheder og stemmer, betydninger og forvandlinger, som menneskesjælen indeholder. Nuancer, der ganske enkelt gør programskriftet ubrugeligt.

I poesien fandt jeg et sted at høste frugten af al min tvivl. Jeg troede på tvivlens omstyrtende potentiale, at turde stille sig ud i det åbne i en æstetisk form, at turde være flertydig, ubeslutsom, polyfon og systematisk usystematisk. Jeg var ung i en tid, hvor alt kunne lade sig gøre. I halvfemserne kunne man bare tage rygsækken på ryggen og begive sig af sted. Så det gjorde jeg. Ingen grund til at beslutte noget definitivt, at lægge en stram plan, for fremtiden var venlig og imødekommende.

Endelig var murene brudt ned, og jeg troede på, at de ville forblive nedbrudte, at der ikke længere var brug for det dogmatiske sprog, at propaganda, "programmer", "dem versus os"- modsætninger var et overstået kapitel. Min far var en dinosaur, hvilket jeg også fortalte ham, men han blev hverken vred eller såret. Så snarere overbærende på mig. Måske undrede det ham, at jeg var blevet så naiv. Han havde jo virkelig gjort sit for at lære mig om verden. Jeg var et stykke oppe i tyverne og som en anden teenager smadrede jeg porcelænet og råbte, at han burde være blevet politiker, hvilket vel egentlig var det værste, jeg kunne sige til ham, for var der nogen, han foragtede, så var det politikere. Men politikerens gentagelsesretorik var jo på mange måder min fars sprog, de lange ubrydelige enetaler, som ikke var til at skyde igennem, ikke et gran af tvivl angående egne holdninger, ikke et gran af tvivl om at modstanderen tog fejl. Og modstanderen kunne sagtens være mig, hvis blot der var de mindste nuanceforskelle i vores meningsudveksling. Præcis ligesom i den religiøse dogmatik herskede der én rigtig verdensanskuelse, ikke flere, én skriftrulle, som skulle forstås bogstaveligt, én livsførelse, som ikke stod til forhandling.

Jeg var ikke vokset op i et indremissionsk miljø ligesom min far, men han havde opdraget mig efter lignende principper: Man var enten en del af sekten eller udenfor. Selvom jeg delte mange af min fars holdninger, stod jeg mere og mere udenfor. Jo mere jeg gav udtryk for tvivl, nuanceforskelle mellem hans og mit eget syn på tingene, jo flere forbindelser jeg forsøgte at tegne mellem den kapitalistiske pyramides ellers hermetisk lukkede etager, jo længere røg jeg ud af menigheden, og snart var jeg helt ude: en tvivler, en frafalden, en Judas.

I en periode sås vi slet ikke, min far og jeg. Vi skrev breve til hinanden. Vi skrev om vores sorg over tabet af hinanden, vi skrev om verdens omvæltninger, voldsomme tektoniske forskydninger, der skabte nye alliancer, nye krige, helt nye teknologiske måder at eksistere på. Han skrev det aldrig direkte, men mellem linjerne følte jeg, at der dukkede en hoverende stemme op: "Da ser du, nuancerne findes ikke i den benhårde virkelige verden. Hvis du vil gøre en forskel, ændre på strukturerne, skal du gentage dit budskab, indtil alle repeterer det i søvne, og der findes ikke poetiske omskrivninger ude i virkeligheden, kun konkret ulighed."

Hvis der havde fundet et generationsopgør sted mellem min far og mig, var det ham, der havde vundet. Sat af ved en nattemørk landevej af en voldelig lastbilchauffør stod jeg forslået med nogle krøllede digte i lommen. Nu alt for voksen til at stille noget konstruktivt op med mit tvivlende selv. Verden var blevet sort-hvid i løbet af ganske få år. Mens jeg havde ladet ambivalensen råde, mit evigt spørgende syn på tingene, havde populistiske bevægelser vundet frem i vesten. Bevægelser, der i mange tilfælde hvilede på både racistiske og nationalistiske ideologier, der med tiden udmøntede sig i realpolitiske beslutninger med store konsekvenser og omkalfatringer af de samfund, vi kendte. Med en ganske anden dagsorden end min fars taler disse bevægelser med en entydig, enslydende stemme, der ikke er til at tage fejl af: Budskaberne er mejslet i granit, og de bliver gentaget i det uendelige. På den anden side af hegnet vokser vreden mod racismen, sexismen, techgiganterne og den fortsatte fornægtelse af klimaforandringerne. I Greta Thunbergs alvorlige ansigt ser jeg min far. I hendes tale hører jeg min far. Og jeg giver hende ret i alt, hvad hun siger. Problemet er bare, at det er der rigtig mange, som ikke gør. De hører derimod en fanatikers stemme, der overdriver, maler fanden på væggen og i det hele taget har et urealistisk forhold til virkeligheden. Sådan tror jeg også ofte, at min far er blevet opfattet af omgivelserne.

Hvis vi skulle tegne den kapitalistiske pyramide på ny, ville der være kommet endnu en etage ind under toppen af kransekagen, nemlig den til Mark Zuckerberg under overskriften "Jeg overvåger". Min far havde jo ret i den forstand, at hvis ikke hele systemet bliver omstyrtet, så ender pengene på endnu færre hænder. Vejen til de hænder gik bl.a. gennem en forenkling, en reducering af sproget. Da alle pludselig hellere ville læse statusopdateringer end avis, blev det lettere at tjene penge i en fart, og det blev lettere at vinde magten med lette, forenklede budskaber. Ligesom det blev lettere at have en holdning til ting, man ikke ved noget om. Lettere ikke at kunne lide de andre. Lettere at høre til i en gruppe. Lettere at blive nogen, hvor man før måske bare var sig selv.

Forslået står jeg stadig på landevejen med digte, der burde have været slogans, i lommen. Jeg ringede til min far, som et barn ringer til sine forældre. Fortvivlet for at bede om hjælp. Men han er jo stadig lige så sikker i sin sag som han altid har været. Og er der noget, jeg har lært af min egen ambivalens, så er det, hvor stor en styrke tvivlen fordrer af et menneske. At turde stå ved, at man ikke er sikker eller at man ikke kender løsningen på problemet, at man er åben for ideer fra om ikke alle så mange sider. Ikke at være skråsikker. At turde indgå i dialog, afsøge mystisk billedsprog, at stille sig til rådighed for det absolut ukendte og for fjendens afsindige had. Ligesom da jeg som barn længtes efter at klæde mig ud i prinsessekjole, uden at det behøvede at være ensbetydende med, at jeg så var blevet korrumperet af alverdens systemer på livstid, ønsker jeg mig nu usigeligt at kunne nedbryde grænserne mellem alle tænkelige "dem og os"-kategorier uden at skulle skydes i skoene, at jeg er blødsøden, naiv og i værste fald omvendt til det onde.

Da det ringede ud til frikvarter, da muren faldt, da øst og vest blev opløst og jeg gav min far fuckfingeren, løb kapitalismen løbsk bag ryggen på os. Neoliberalisterne indtog toppen af pyramiden, afviklede de faste stillinger på gulvet, aflyste velfærdsgoderne og forurenede miljøet i sådan en grad, at vores egen eksistens nu er truet. Men i stedet for at hænge pyramideplakater op over børnenes senge skydes skylden for verdens armod på feminister, globalister, flygtninge og såkaldte identitetspolitikere. Min fars forenklede retorik er blevet endnu mere forenklet i de nye korsfareres sprog. Pyramiden hviler i dag på alt for kompliceret tankegods. Den kræver, at man kender historien, at man kender betydningen af ord som feudalisme og ved noget om, hvad socialisme som idé er for noget. Så er det lettere at gå fantasiens vej og forestille sig nationen som beskytteren mod alle farer, "Faderen" som håndhæver af nationens love og sikkerhed. Det er lettere at forfølge en arkaisk drøm om mor, far og børn i rent tøj bag hækken. Ingen fremmede elementer og sproglige forskydninger. I de sidste par årtier har der fundet en sammensmeltning sted mellem antifeministiske og højreekstremistiske miljøer på nettet. Det fælles for disse grupper er, at de håndterer ambivalens meget dårligt. Kvinden bliver i disse miljøer symbolet på denne vaklen, som er med til at opløse gamle strukturer som familie og nation. Jeg opfatter disse bevægelser som produkt af en globaliseret økonomi og konkurrence, som i særligt grad har gjort nyere generationer af mænd i vesten sårbare, eftersom de ikke så let som tidligere kan vinde magtpositioner i samfundet alene qua deres køn.

Kombinationen af globalisme og ligestilling mellem kønnene har gjort det sværere for den moderne vestlige mand at få indflydelse. I kampen for at generobre magten bliver det derfor nødvendigt at genvinde kontrollen over kvinden, som jeg tror, at en del af disse mænd finder særligt farlig, fordi hun i billedsproglig forstand i århundreder er blevet beskrevet som uforudsigelig og uafgrænset. Kun sjældent er hun beskrevet som håndfast og beslutsom, men ofte som den bløde og underdanige, som den, der ikke er sikker i sin sag, men i tvivl om eget ståsted og derfor bør læne sig op ad manden. Og nu er jeg tilbage ved begyndelsen, den farlige tvivl, som i sidste ende er kreativitetens og tænkningens udspring. Hvis ikke vi tør tvivle, kommer vi aldrig til at tænke nyt, hvis ikke vi tør tvivle, ser vi ikke, hvem der narrer os, nej, så skyder vi igen skylden på de andre, som altid er kvinderne, de homoseksuelle, de fremmede. Aldrig en af mandens egne kammerater, en af dem fra skolegården, der ikke nåede ned fra klatrestativet, men endte med at udbytte hele verden fra sin sikre post øverst oppe, uden at nogen opdagede det, eller hvad?

Siden barndommen har jeg mærket tvivlens iboende fare, at den kunne lede til forstødelse og ensomhed, at den kunne skabe splid i min familie, i min egen psyke og selvforståelse. Men jeg mærkede også dens kraft og potentiale. Men hvad skal der til, for at man tør stille sig ud på tvivlens vippe? Og hvorfor er der tilsyneladende tidspunkter i historien, hvor det synes sværere at stille sig ud i det åbne end andre? Uvilligheden til at se virkeligheden i øjnene; forskelsbehandlingen, uretfærdigheden, undertrykkelsen, udnyttelsen og rovdriften på klodens ressourcer er strukturer, vi alle er født ind i. Vi forbliver jo uskyldige og dermed "de gode", indtil skællene falder fra vores øjne.

Måske er det den største udfordring for os mennesker, at vi gerne vil forblive de gode, ligesom da vi som uskyldige børn sad hjemme ved middagsbordet og følte os trygge og godt tilpas ved at tilhøre den gode klan. At skulle erkende, at vi muligvis ikke tilhører nogen god klan, kan være meget smertefuldt. At ophøre med at være uskyldige og se i øjnene, hvad generationerne før os har foretaget sig, kan føles så brutalt og uoverstigeligt, at vi nægter at nå så langt som til at blive voksne. Vi forbliver børn og vælger fantasiens vej i stedet for oplysningens, forestillingen om os selv, vores familie og samfund. Spørgsmålet er, om det er det, vi ser i øjeblikket? At rigtig mange af os hellere vil blive i forestillingen om at tilhøre den gode klan? Eller også har det bare altid været forbandet svært og nærmest utåleligt ikke at have Gud eller Ham, der bestemmer, til at erstatte fars pyramide.

Jeg tror, det forbliver forbandet svært, selv for den, der hylder tvivlen som en slags livsmotto, for sådan en som mig, der igen og igen har forkastet min fars pyramide. Det har jeg gjort, mens jeg sagtens har kunnet se en forførende sandhed i billedets udsagn, det forenklede verdensbillede uden sprækker og gemmesteder.

I de senere år har vi nærmet os hinanden, min far og jeg, berørt samtaleemner, som vi ellers ikke har kunnet åbne. Min far har sat ord på, hvorfor han har haft brug for at have et tankegods og nogle systemer at holde sig til. Så ikke alt bare er kaos, har han sagt. Så ikke alle sandheder kan stå til forhandling. Dybest set er vi enige. Lige så meget som ham mener jeg jo, at nogle udsagn og handlinger er fundamentalt sande og gode og andre forkerte og onde. Mit menneskesyn har grundlæggende ikke ændret sig i den tid, jeg har været voksen. Men i modsætning til min far er jeg mere tøvende, ja, simpelthen meget mere i tvivl om, hvordan vi opnår en bedre verden. Jeg kan stadig ikke finde mig tilpas i de hermetisk lukkede tankesystemer, den dualistiske samtaleform, pyramiden uden bagtrapper, uden elevatorskakte og kældersystemer. For så vidt er vi stadig enige, min far og jeg, om at blive ved med at tro på, at vi tilhører den gode klan, det kan vi stadig bilde os selv og hinanden ind, måske fordi vi begge lever i lige dele fantasi og virkelighed. Og vi er hundrede procent enige om at være uenige om alt det, som vi nok i virkeligheden er enige om. Derfor fortsætter diskussionen i en uendelighed, og jeg fortsætter med at være i tvivl om lige så meget, som dengang diskussionen begyndte.