Maude og Lilly Marie

Tekanden satte jeg på en bakke sammen med krus og mælk, og så begyndte jeg at gå, ind i stuen til min mor, og hun må have døset, for hun havde ikke sagt, at jeg skulle passe på. Det ville hun have gjort, hvis hun havde hørt, hvad jeg var i gang med, og det ville have været godt. Jeg var for lille og alt det andet for stort, jeg kunne ikke få ordentlig fat og udligne den vægt, kanden tyngede bakken med, og den begyndte at glide ned mod mig, ned mod mit bryst og min råhvide sweater.

Jeg har ikke nogen erindring om, hvor den var kommet fra, om det var min mor, der havde strikket den, eller om den var kommet i en sæk med aflagt tøj fra Lise, min mors venindes datter, som både min søster og jeg beundrede med de mindre børns ukritiske begejstring. Begge dele ville være gode bud. Midlerne var knappe, den var ikke pæn, kun varm og praktisk, og det var godt, vidste jeg, for jeg havde bronkitis, og så ramte tekanden min hals, låget røg af, og den lyse uld sugede den skoldhede væske til sig.

Jeg har heller ikke nogen erindring om smerte, som dengang min blindtarm var ved at sprænges, og jeg blev tømt med en slange for hamburgerryg og grønlangkål, som jeg havde spist med stor appetit få timer forinden, mest om forundring, for min mor sprang op fra sofaen og hev sweateren af mig, selv om hun var syg. Hun stillede mig under bruseren med en hurtig og instinktiv bevægelse, som jeg genkender mange år senere, da historien gentager sig, som den jo gør, og min dengang etårige søn ved egen hjælp får hevet en bakke med en kande te hen til sig, vælter den ned over sig, og min søster gør som min mor, uden at tænke eller tøve, og hiver hans ble af i en enkelt, men sikker bevægelse, som var den gået i arv.

Min mor ringede til lægen, og da han kom, glemte vi alt om, at det var hende, der var syg. Jeg fik at vide, jeg skulle blive stående under den lunkne stråle, til det ikke længere gjorde ondt, og sweateren, der hverken kunne tåle varmt vand eller garvesyre, forsvandt. Jeg så den aldrig mere og vekslede den til et område på halsen på størrelse med en barnehånd, der først lignede gåsehud, eller myrepatter, som mine børn kalder det, men som med årene forsvandt, og jeg kan forestille mig, jeg tænkte, at det var meget godt givet ud, at det var et fornuftigt bytte.

Det havde sikkert været bedre at sige, at jeg ikke brød mig om den. Men vi var pæne piger, min søster og jeg, vi tilpassede os det meste, også sweatre, der var grimme og kradsede med alt for høje og stramme rullekraver, der fik mig til at ligne grannan i den svenske tv-serie ‘Beck’, selv om det var længe før, mit hår blev rødt.

Jeg tror aldrig, det faldt mig ind, at jeg kunne nægte. Jeg tror aldrig nogen sinde, jeg sagde, at jeg ikke brød mig om sweateren, eller at jeg var glad for at slippe af med den, og måske er det derfor, jeg ikke blander mig, da jeg får børn. Jeg lader dem vælge selv i butikker og skabe, der er ikke mange krav, de må bare ikke fryse, og selv om min datter senere bebrejder mig, at jeg lod hende ligne et fugleskræmsel med to forskellige sokker og en kunstig pelsvest, hun havde lånt af mig, og lærerne på skolen bekymrer sig, fordi min yngste søn går med en orange og gul tophue, jeg har strikket til ham, midt om sommeren, tænker jeg stadig, at det var en rigtig beslutning.

Det må have været nogenlunde samtidig med min mors sygdom og den uldnes endeligt, at jeg lærte at læse. Jeg var forholdsvis forsagt, den mindste af alle på Ingemanns Vej, den yngste i klassen, og det passede mig godt at forsvinde ind i fiktionens verden, når den virkelige blev for voldsom. Jeg elskede Astrid Lindgren, men Pippi var for rebelsk. Jeg var bange for hende, og jeg ville ikke revolution. Jeg ville bare være mig selv, gerne med mine forældre på afstand, om end i nærheden, og tanken om at være dem foruden skræmte mig.

Så kunne jeg bedre lide Lotte, måske på grund af navnesammenfaldet og den umiddelbare identifikation, eller måske snarere på grund af hendes lidt mere diskrete og civile ulydighed, der gjorde, at hun slap af med en forhadt sweater på langt mere listig vis end jeg.

Den bog i serien, jeg bedst kunne lide, står stadig i min reol. Dengang hed den ‘Lotte flytter hjemmefra’. Den har siden skiftet navn til ‘Lotte fra Spektakelmagergade’, og i den har Lotte også tøjkrise, om end en langt mere eksplicit en af slagsen end min. Hun vil slet ikke have noget på, og hvis hun absolut skal, kan det ikke være andet end hendes søndagskjole af fløjl, som hun kalder sin fornøjelseskjole. Men den går ikke, siger Lottes mor. Det er hverdag, og hun sender sin genstridige datter op på værelset i undertøj og siger, at hun først må komme ned, når hun er blevet sød igen, og når hun er klædt på. Lotte vil egentlig gerne sige undskyld og komme videre, hun vil gerne med ud at handle, men hun kan ikke, eller også vil hun bare ikke, for hun synes, at hendes mor er dum, at de alle sammen er dumme og har rigtig godt af det, og så tager hun den sweater, som hendes mor har lagt frem, og som hun ikke kan lide, og klipper huller i den. Hun bilder sin mor ind, at det er en hund, der har bidt den i stykker, og efter en kort flugt til nabokonen fru Berg, bliver de gode venner igen. Både mor og datter siger undskyld, freden er genoprettet, der er forsoning over hele linjen, og dengang passede det mig fint.

Lotte kommer tilbage til mig i ugerne op til jul, som også er ugerne op til udgivelsen af min seneste roman. Jeg er blevet bedt om at lave en liste med anbefalinger af stærke kvindeportrætter til en streamingtjeneste, og pludselig er hun der, sammen med Gustave Flauberts romantiske Emma, Dorrit Willumsens egensindige Wendy og Elizabeth Strouts uforlignelige Olive Kitteridge, der opfører sig langt mere barnligt end både den fiktive og den virkelige Lotte tilsammen.

En af mine veninder har læst min roman. Vi har snakket om den, som man nu engang gør, det bliver kejtet, fordi det er tæt på os begge, og fordi jeg ved, at hun helst vil kunne lide den, fordi hun kan lide mig, så jeg svarer lidt i øst og vest, når hun spørger til noget, jeg bliver forlegen, når hun fortæller mig om sin oplevelse, og bagefter kan jeg ikke huske ret meget af det, hun har sagt. Men jeg kan huske, hun sagde, at jeg igen havde skrevet om en utilpasset kvinde.

Det kan der måske være noget om. I min debut er der en lille håndfuld noveller, der har navn efter de kvinder, der optræder i dem, nogle ville kalde dem kantede, og en af dem er min mormor, Lilly Marie, som bærer et vist slægtskab med hovedpersonen i min nye roman, en ældre kvinde, der efter mange år er vendt tilbage til den by i provinsen, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter, måske for at se om hun i det hele taget havde været der, måske for at forsone sig med fortiden og tage det liv tilbage, som hun landede lidt skævt i. Til sidst i romanen tænker hun: “Jeg er aldrig holdt op med at spørge mig selv, hvad jeg helst ville skifte ud, hvis jeg kunne. Måske ville jeg vælge den del, som gjorde, at jeg ikke passede sammen med nogen og aldrig hørte til, eller den, som rejste uden at sige hvorfor, eller måske ville det være bedst med den del af mig, som sagde, at det var umuligt at lade som om, men som løj og lod sandheden være usagt.”

Længslen efter at passe ind, at høre til, løber som en tråd gennem mine bøger, det har min veninde ret i, og jeg tror aldrig, at jeg bliver færdig med at spekulere over, hvorfor mine kvinder ikke passer ind, om det er deres eget blik, der dikterer, hvem der er indenfor, og hvem der er udenfor, eller om det er verdens, og jeg tror heller aldrig, at jeg bliver færdig med at spekulere over, om det er bedst at hyle med alle de andre ulve; om det vitterlig er en katastrofe at stille sig lidt uden for det hele.

‘Den danske ordbog over moderne dansk sprog’ definerer utilpasset på følgende måde: “En adfærd eller nogle normer, der ikke lever op til omgivelsernes forventninger og krav, og som gør det svært for den pågældende person at fungere normalt.” Der står imidlertid ikke noget om, hvem der har definitionsretten, når det gælder ordet normalt, og hvis man bevæger sig videre til synonymordbogen, finder man blandt andet barnlig, dårlig, rebelsk og adfærdsvanskelig, mens der under ord, som ligner utilpasset, dukker begreber som psykisk syg, sindssyg, utilregnelig og angstneurotisk op.

Hvis man havde spurgt i min familie, ville vi formentlig have kastet ordet utidig i puljen. Det er et ord, der stadig oftere bliver brugt om mig, da jeg bliver teenager, og min frygt for det rebelske er forduftet som dug på en sommereng, mens min søster får det umiddelbart smukkere og langt mere omgængelige prædikat skikkelig.

Der er mange af kvinderne i mine bøger og på min liste, der forsøger at være skikkelige, men ender med at blive utidige, eller utilpassede, om man vil, som Emma i ‘Madame Bovary’. Det var et af de første værker, jeg stiftede bekendtskab med, da jeg læste litteraturhistorie, og jeg identificerede mig med hende på en måde, jeg ikke kan beskrive som andet end indædt. Det gjorde min læsemakker også.

Hun skrev en opgave, der hed ‘Jeg holder med Emma’. Det gjorde jeg også, og jeg forsvarede hende. Jeg forstod godt, at hun ikke var tilfreds i den søvnige franske provins i fornuftsægteskabet med den kedelige læge Charles, hvis eneste forsøg på at opnå noget her i livet – at kurere karlen Hippolytes klumpfod – slog fejl, og der var meget langt til fordømmelse, da Emma kastede al sin hjemløse romantiske kærlighed på den unge Rodolphe, som førte hende gennem Rouen i en drosche for nedrullede gardiner.

Jeg var ungdommeligt forstemt, ja, nærmest forarget, over, at hun ikke kunne finde afløb for sin længsel i sit eget liv, over at hun ikke så andre udveje end at gøre en ende på det hele ved at spise arsenik og komme af dage i en af verdenslitteraturens mest groteske og maleriske dødsscener.

Anderledes forholder det sig med Dorrit Willumsens Wendy, der i ‘Løg trækker tårer’ en dag får nok. Hun er ganske vist gået hen og blevet 74 år, før det sker, men da hendes mand glemmer hendes fødselsdag, tager hun sit gode tøj – her en ulvepels, der antager stedse mere menneskelig karakter – og går sin vej. Hun flytter ind i en skunk i København, forelsker sig i en revisor og tager resolut sit liv tilbage.

Og så er der Olive Kitteridge, som står højt på min liste, en af den nyere litteraturs mest knortede kvinder, som Elizabeth Strout skildrer så mesterligt i ‘Olive Kitteridge’ og ‘Olive, igen’.

Man kan ikke undgå at få knubs, uanset om man omgås den pensionerede skolelærer fra Maine, eller om man læser om hende, og der går en lige linje fra Lotte, dog mere hende fra Spektakelmagergade end hende fra Ingemanns Vej, som jo netop var pæn og tilpasset i nydelig og alt for højhalset sweater, og til Olive, der på mange punkter synes at være en anden af Elizabeth Strouts stærke kvindeskikkelsers diametrale modsætning.

Man kan mene, at Elizabeth Strout afprøver to forskellige tilpasningsmodeller i sine to serier om to vidt forskellige kvinder. I trilogien om Lucy Barton, ‘Mit navn er Lucy Barton’, ‘Alt er muligt’ og ‘Åh William’ møder man nemlig en kvinde, som i den grad har lært sig at passe ind, og som både kan og vil aflæse de sociale koder. Hun er endda skrap til det og glider sømløst ind i den verden, der bliver hendes som feteret og berømmet forfatter i New York trods sin white trash-opvækst i Midtvesten.

Lucy Barton har mønsterbryderens klassiske kamelæon-natur, som gør, at det er svært for alvor at få fat om hende: Hun kan passe ind alle steder, og ingen steder, hun falder aldrig udenfor og sætter ikke mange fødder forkert. Man får ingen knubs i selskab med Lucy Barton, der dygtigt undgår konfrontationen, mens hendes fiktive slægtning, Olive Kitteridge, synes at løbe ind i den, igen og igen, med vidtåbne øjne.

Olive er ligeglad med, hvad andre mennesker mener. Det er utænkeligt, at hun skulle sidde på et værelse og vente på at blive sød igen. Hun er græskkatolsk. Som Nikoline Werdelin skriver i sit forord til bøgerne: “Når jeg længes mod Olive, er det ikke kun, fordi hun er fysisk stor, men også fordi hun er vanskelig.

Hun er noget så sjældent som en aggressiv heltinde. I stedet for at sætte sig i skrædderstilling og at kaste sig ud i dødsdømte forsøg på godhjertet healing, og, når det ikke lykkes, at sende giftskyer ud af knaphullerne i sine gammeldags skjorter, råber Olive ‘For himlens skyld’ eller kalder folk for pladdernakker (…) Hun er en arrigpot. Kort for hovedet og nem at slå sig på. Hun gør ikke noget for at behage. Hun analyserer ikke sin jalousi og kommer til kort, når det gælder selvforståelse – til gengæld viser hun sine medmennesker en diskret omsorg.”

Det er imidlertid ikke alle, der har sans for Olives diskrete omsorg, men det er omvendt også de færreste, der får den at mærke. Omsorgen for hendes eneste barn, sønnen Christopher, er så bastant, at den truer med at kvæle ham. Hun har næsten elsket ham sønder, og da han vælger at gifte sig med lægen Suzanne, kan hun ikke styre sig.

Først er overfaldene verbale, som da hendes mand, den blide apoteker Henry, beder hende om at lade være med at belære deres nye svigerdatter, og Olive svarer: “Årh, hvad pokker. Jeg siger, hvad der passer mig.” Til hendes forsvar skal det nævnes, at hun laver et glas æblemos og tager med over til dem som forsoningsgave, men til deres bryllup går hun anderledes hårdhændet til værks. Hun overhører nemlig, hvordan svigerdatteren, “Frøken Smart”, bagtaler hende og hendes telt af en kjole, mens hun ligger og hviler sig på det værelse, der engang var Christophers og nu er fyldt med svigerdatterens alt for dyre tøj og kniplingsbesatte lingeri. Og så laver hun en Lotte:

“Olive går hen til skabet og åbner døren. Synet af kjolerne derinde gør hende hidsig. Hun har lyst til at rive dem ned, krølle de små kjolers dyre mørke stof som de hænger så højtravende der på deres træbøjler. Og der er sweatere, forskellige nuancer af grønt og brunt, sirligt sammenfoldede på en hylde. En af de nederste er ovenikøbet beige. I himlens navn, hvad der er der galt med lidt farve? Olive ryster på hænderne fordi hun er vred, og selvfølgelig fordi hvem som helst kunne komme gående ned ad gangen netop nu og stikke hovedet ind ad døren.

Den beige sweater er tyk, og det er godt, fordi det betyder at pigebarnet næppe vil tage den på før til efteråret. Olive tager den hurtigt ud og tværer en sort stribe tusch ned ad det ene ærme. Så holder hun tuschpennen i munden og folder hurtigt sweateren sammen igen og forsøger at gøre det lige så pænt, som hun fandt den. Det lykkes hende. Hvis man åbnede skabsdøren nu, ville man aldrig kunne gætte at nogen havde været der, det hele ligger pænt.”

Olives forhold til sønnen Christopher er ikke overraskende noget af det, der bliver diskuteret løbende i de to romaner. Konklusionen er, at han elsker hende, på trods af alt, selv om han ikke altid kan lide hende, og det er måske den utilpassede eller utidige kvindes lod. Det er i hvert fald Olives, og det var også min mormors. Jeg kan kende Christophers følelse, hvor forbudt den end måtte forekomme, fra mit forhold til hende, for årene filede ikke hendes kanter til, tværtimod, og i perioder skulle man strenge sig an for at holde hende ud.

Det er sikkert sjovere at læse om den slags kvinder end at være i familie med dem, hvilket ikke ændrer ved, at de minder om hinanden, min mormor og mange af de kvinder, jeg skriver ned på min liste, selv om der unægtelig er langt fra en amerikansk kernefamilie til en fransk lægefrue med affære og en antropomorf ulvepels i København og så til min mormor, der voksede op i forældreløs armod i Tarm og levede og døde i en murermestervilla i Skive.

Hvis man betragter alle de disse kvinders liv, kan det synes, at litteraturen leverer langt flere flugtmuligheder end virkeligheden. Hvis det altså er flugt, man søger. Det tror jeg ikke, min mor gjorde. Jeg tror ikke, hun betragtede sig selv som utilpasset, hvad det så end måtte være. Hun passede bare ikke ind på den blinde villavej som den eneste enlige kvinde, der selv forsålede træsko, syede og strikkede, ordnede hus og have og dermed sprængte de fleste af rammerne for, hvad en mor lavede på den tid og på det sted. Hun udnyttede i den grad sit potentiale.

Det må have været både udmattende og tilfredsstillende, måske mest det sidste, for jeg mindes ingen bitre drag om munden som hos min mormor, der omvendt passede som fod i hose til tidens fortælling om middelklassens fremmarch og muligheden for at forsørge en hel familie på en enkelt lønning, men jeg tror aldrig, hun blev tilpas i rollen som hausfrau.

Hun gik hjemme, fra den dag hun blev gift. Hun ventede på min morfar, som hun livet igennem kaldte Hansen, med den varme mad, som de spiste midt på dagen, og hun lagde den kittel, som hun havde over sit almindelige tøj for ikke at slide på det, når han kom hjem fra politistationen.

Han var kriminalkommisær, og han virkede langt mere tilfreds end min mormor i det liv, der var blevet deres, men hans var også uendelig meget anderledes end hendes, selv om hun på papiret burde glæde sig over den stejle opstigning fra den benhårde arbejderklasse til et liv med velstand, lediggang og skinnende BMW i garagen.

Men hun havde mere i sig end at gå rundt og vente på, at Hansen kom hjem, og drikke køkkenkaffe med nabokonerne. Og selv om hun ikke sagde noget, tror jeg godt, hun vidste det, at hun sad fast, at hun aldrig for alvor havde passet til sin plads. Hun kunne dog ikke drømme om at løbe af den som Wendy, selv om hun havde en pels, og jeg kan ikke huske, om hun fik den, før eller efter Hansen døde.

Med hans sans for at spare vil jeg gætte på, at det var efter, men selv hvis hun havde fået den før, ville det have ligget hende fjernt at tage den og gå sin vej, som Dorrit Willumsen lader sin hovedperson, som min mormor ville have kaldt helt urimelig egen, gøre.

Birgitte Possings ‘Argumenter imod kvinder’ er en guldgrube af citater. I den finder jeg blandt andet et fra 1965, hvor redaktør af ‘Kvinden og samfundet’ Inga Dahlsgaard er citeret for at sige: “Kvindernes situation er i dag den, at samfundet hverken egner sig for hjemmearbejdende husmødre eller for udearbejdende, gifte kvinder, det er overhovedet mindre indrettet på kvinder end på mænd.”

Der var min mor og min mormor spændt ud. I 1965 var min mor for længst flyttet hjemmefra, godt på vej til at blive en udearbejdende, gift kvinde – det sidste blot en håndfuld år, det første frem til pensionen – mens min mormor kunne se frem til mere end tredive år derhjemme, uden børn, de sidste tyve også uden mand, uden alverden at tage sig til, og jeg vil mene, at samfundet dengang trods alt passede bedre til min mor end til min mormor.

Men det var aldrig noget, vi snakkede om. Der var så meget, vi ikke snakkede om, men vi vidste det godt. Min mormor sagde det selv på den indirekte måde, som man måske skal være fra Jylland for at forstå omfanget af: “Jeg var da glad for Hansen,” sagde hun engang, hvor min søster eller jeg havde kærestesorger, “men jeg ville nu godt have prøvet noget andet først.”

Det var ment som en trøst, som en forsikring om, at såret nok skulle lukke sig, at det ikke hastede med at binde sig, og slet ikke til den første og den bedste, men dengang var det lidt af et chok, og selv om hun ikke sagde mere, er jeg sikker på, at hun savnede at have et liv, som kun var hendes, som hun i højere grad selv var herre over, og hun betragtede vores på en måde, der blev mindre og mindre elegant med årene. Det var ikke med den tilfredses generøsitet, snarere med den forbigåedes misundelse, og som yngre blev jeg irriteret på hende, når hun var streng og snap.

Nu kan jeg bedre se hende klart. Det er imidlertid for sent, for hun døde i 1999, men jeg blev klogere på hende, da jeg skrev om hende, eller det bilder jeg mig i hvert fald ind, da jeg gjorde hende til en litterær figur i et forsøg på at forstå. Så kom identifikationen, som den gjorde med Lotte og Emma og Wendy og Olive, og min fornemmelse af, at man kan samle det op i litteraturen, som man forsømmer i virkeligheden, rørte igen på sig.

Selv om portrættet af min mormor ikke altid er lige flatterende, synes jeg, at det i al sin krasbørstighed er kærligt og egentlig også både formildende og forsonende, og jeg tror, det ville have passet hende godt, at hun er endt der, i min novelle, og nu kan jeg se, at hun manglede muligheder. Og hun manglede midler. Hun fik husholdningspenge af Hansen, der langt fra rakte til at spare op eller føjte, der var ikke penge til fjas og pynt, og da hun ikke længere tjente sine egne, var der ikke noget at gøre.

Det havde hun gjort, da hun var servitrice på jernbanerestauranten og mødte min morfar, der var drager. Hun tjente endda mere end ham, men det blev der sat en stopper for, da de blev gift. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor lykkelige de var, men en skilsmisse ville have betydet et frit fald i den sociale elevator, som de begge stolt havde trukket op ved håndkraft, og der går en lige linje fra min mormor til mit behov for at kunne forsørge mig selv og lægge til side, som min mor gjorde hele min barndom. Hun tjente og levede af sine egne penge, som var få og alligevel gav hende en frihed, som min mormor aldrig havde, da hun var gift.

Men hun fik den igen, da hun blev enke. Hansens pension var, naturligvis, rigelig, hun tog på pensionistrejser og opdagede glæden ved lumumba og andre lækkerier, som hun kaldte det, og selv om hun aldrig havde læst Virginia Woolf, kunne hun utvivlsomt mærke, at betydningen af egne penge og eget værelse var stor og vigtig. Det gav hun videre til os, til min søster og mig, ikke i ord, men i handling, eller måske snarere i mangel på samme.

Mens jeg tænker over de kvinder, der skal med på min liste, bliver jeg syg. Jeg ligger ikke på sofaen, og jeg får ingen te af min datter, vi fejler nemlig det samme, eller faktisk fejler vi ikke rigtig noget. Vi er bare inficeret, ramt af omikrons første bølge, fanget af min datter på diskotekernes sidste åbningsdag i december, og jeg tager hende med i et sommerhus i forsøget på at udvise samfundssind og bryde smittekæder. Det sidste lykkes ikke særlig godt. Min yngste søn slutter sig til os, og vi er sure, over isolationen og julen med den store jyske familie, der stille og roligt fortoner sig i takt med, at de positive svar tikker ind.

Hvis den ældre generation af min familie havde været med os den uge i eksil, ville de måske have kaldt mig utidig. Og det er jeg. Men jeg er også glad, nærmest lykkelig, over at være alene i flere dage med mine attenårige tvillinger, der normalt er svære at fange ind. Deres bror på enogtyve er for længst flyttet og derfor heller ikke smittet. Det er ærgerligt. Jeg elsker deres selskab, men jeg ved bedre end at skilte alt for meget med det. Der er ikke noget som det omklamrende mor-smil, som sidder klistret på mig, når vi en sjælden gang er samlet alle sammen, og som de kan spotte på lang afstand, der får dem til at fortrække til deres værelser.

Mens teenagerne passer sig selv og deres skole på Zoom, og jeg dimser rundt og tænker på utilpassede kvinder, de faktiske, de selvopfundne, der snart skal udkomme, og de fiktive, falder sneen og lægger sig vådt og tungt for at forsvinde i en tåge dagen efter, og jeg går og går og går, i store buer uden om andre mennesker, men jeg kan ikke få alle de kvinder, mig selv inklusive, der farer rundt i mit hoved, til at falde på plads, og mine børn blander sig i mylderet. De har været som den form, der holdt mig fast, som jeg altid ihærdigt, af og til også forgæves, har forsøgt at passe ind i, og nu slipper de. De river sig løs og sætter mig fri, og jeg ved ikke længere, hvad jeg skal passe til.

Jeg svarer en journalist, der ringer for at snakke om min roman, at min familie, mine børn, altid har været det sted, det fællesskab, hvor jeg følte mig allerbedst tilpas, og bagefter tænker jeg, at jeg glemte at sige, det måske er derfor, at den fornemmelse af ikke at passe ind, som jeg havde i barndommen og langt op i tyverne, først forsvandt, da jeg fik børn, at den er begyndt at dukke op igen, og at jeg ikke ved, hvor jeg nu skal sætte mig i spænd. Måske i arbejdet, i litteraturen og i bøgerne, som billedkunstneren Elisabeth Toubro i kunsten.

I en tale siger hun: “Jeg vil alligevel holde fast i, at jeg føler mig mere fri i min rolle som kunstner end i min rolle som kvinde. Den traditionelle kvinderolle har altid, fra min tidligste barndom, passet mig dårligt. Jeg har altid været en utilpasset kvinde, fordi kravene til min kvindelighed var krav, der snærede min frihedstrang. For mig var kvindelig forbundet med kedsomhed, begrænsninger af mine udfoldelsesmuligheder og forventninger, som jeg ikke kunne leve op til. Først da jeg fik børn, forstod jeg, at der var kvaliteter ved det at være kvinde, men det er en anden historie.”

Hovedpersonen i min roman har det ikke som jeg. Hun er utilpas det sted i livet, hvor jeg er mest tilpas, mens hendes veninde Ingrid måske mere ligner mig. Det tror jeg. Eller pludselig kommer jeg i tvivl. Jeg ved ikke længere, om jeg lærte at lade som om, da jeg fik den kradsende sweater på, eller om det var der, hvor jeg holdt op, og det er, som om de utilpassede briller, min veninde gav mig på, har et mudret glas og et blankt, at de på en gang slører og skærper mit syn. De får mig til at se verden – og min egen tekst – på en ny måde, og jeg bliver mindet om, at en bog aldrig er klogere end sin skarpeste læser.

Det enøjede klarsyn, som ikke er mit, men min venindes, borer sig ind i alt, hvad jeg ser, og jeg bliver mere og mere sikker på, at hun havde ret, da hun fortalte mig om min roman, hvor min utilpassede hovedperson beundrer sin veninde Ingrid, den store tilpasningsmester, der er suveræn til at falde ind, til at lade som om, og det er et af de spørgsmål, de to kvinder nærmer sig lidt sidelæns i nogle samtaler.

På et tidspunkt spørger min hovedperson sin veninde, om hun kan lide at være kone og mor og værtinde. Det er tydeligt for enhver, at hun leverer på den konto, men kan hun også lide det, spørger min skeptiske jeg-fortæller, og hendes veninde svarer: “Ja. Jeg kan godt lide det. For det meste.” Og hun gentager: “For det meste”. Min hovedperson spørger, hvad hun så gør, når hun ikke kan, og hun svarer: “Så lader jeg som om. Så leger jeg bare, at jeg kan. Det er ikke svært.”

Men det er svært for min hovedperson. Enten kan hun ikke, eller også vil hun ikke, og måske kunne hun have lært noget af at se ‘Matador’, som jeg i min isolerede rastløshed finder frem på DR’s hjemmeside og fylder min hullede døgnrytme ud med.

Jeg skammer mig lidt over at sidde og hade vores syv dages isolation, sammenlignet med de fem år under besættelsen, hvor selv den ellers så smarte Ellen Skjern måtte nøjes med nederdel og baskerhue af et gammelt tæppe, designet af familiens sorte får, Daniel, der bedst kunne lide drenge, og jeg føler mig momentvis lige så fanget som Iben i det umulige ægteskab med Kristen, selv om jeg ved, at det er patetisk, men jeg kan ikke flygte i kørelærerens bil.

Til gengæld kan jeg se mange afsnit i træk, og til sidst tror jeg ikke, at Lise Nørgaard havde andet end utilpassede kvinder i tankerne, da hun skrev manuskriptet til ‘Matador’.

De bedste serier og film og bøger leverer noget nyt ved et gensyn. Som barn var jeg næsten sygeligt optaget af Ellen og Daniel, Ulrik og Regitze, og senere blev jeg fascineret af Elisabeth og Maudes søsterforhold og betragtede med forundring ægteskaberne Andersen-Skjern, Varnæs og Skjold-Hansen. Nu er det kvinderne – og nærmest kun dem – der har min interesse, og jeg bliver forstemt, som da jeg læste ‘Madame Bovary’ første gang, for jeg ser ikke meget andet end kvinder, der aldrig har passet ind. De har lært at gøre som Maude og min mormor, og der er ikke nogen, der går under med et brag som Emma, eller går sin vej som Wendy, selv om Elisabeths forsvar af Leunbach og fosterfordrivelse nok skaber ravage og en midlertidig eksklusion af det gode selskab, inden hun bliver kaldt til orden, roen bliver genoprettet, hun får sin Kristen, og alle spadserer lykkeligt videre ad normalitetens smalle sti.

Og den er sandt for dyden smal. Afvigelser er ikke i høj kurs i nogen af bankerne, og Olive Kitteridge ville have været chanceløs i Korsbæk. Måske ikke hvis hun havde været en mand, for landsretssagfører Skjold-Hansen klarer sig jo så glimrende, der er en uudtalt forskel der, som Ingeborg Skjern forsøger at adressere. Hun siger til sin kantede, på grænsen til det forstenede, mand, da talen falder på hans brors unge og vidunderligt vilde kone Iben, født Skjold-Hansen: “Der er da nogen, der skal have lov at være anderledes”, hvortil Mads svarer: “Ja, men så skal de ikke gifte sig.”

Det reagerer Ingeborg ikke på, og mon ikke Mads betragter Maude som en af de kvinder, der gerne må gifte sig. Hun fungerer som meteren i Paris, hun er den, alle andre bør måle sig op imod, hun er den, der om nogen forstår at tilpasse sig og rette ind, dog med de berømte migræner til følge. Dem undgår Iben til gengæld. Hendes hovedpiner skyldes snarere flyversjusser med alle andre end hendes mand, som hun godt kan se, at hun ikke skal blive sammen med, mens Maude er så overtilpasset, at hun ikke ænser, hvad der sker. Hun går blot op og lægger sig.

Det unge håb Iben slipper altså fri, mens den jævnaldrende Vicky efter det katastrofale ægteskab med manufakturhandler Arnesen flirter med den store og besværlige kærlighed i skikkelse af den tyske digter Herbert. Måske tør hun ikke, måske vil han ikke, og hun ender med at blive kampkurtiseret af Maude og Elisabeths tåbelige bror, den konservative Gustav, der koketterer med at kunne gøre en ærbar kvinde ud af hende.

Man fornemmer, at han godt kunne ende med at få held med sit forehavende, at hun giver efter for hans bastante og dominerende charme, og man får lyst til at spole frem og beame hende ned i vores tid, eller bare i min mors, hvor man godt kan træde ved siden af uden at falde. Måske mister man fodfæste for en stund, men verden er, trods alt, blevet et nemmere sted at være end i 1965, hvor min mor og min mormor stod balancerende med et ben i hver deres besværlige lejr.

Men jeg ærgrer mig over Ingeborg. Jeg husker hende som en, der gav Mads mere modstand, og gensynet skuffer mig. Måske er det hendes ægteskab med sjuften og nazisten Holger, hendes status som enlig og falden kvinde, der gnaver og får hende til at folde sig sammen og falde ind i en grad, der irriterer mig. Men hun redder den på målstregen i en af de allersidste scener, hvor hun som en stille rebel forsvinder ind i krattet med Baron von Rydtger med ordene: “Det gode ved dig er, at du har din egen skov.”

Iben og Ingeborg bliver siddende i mig, da jeg alt for hurtigt er færdig med de 24 afsnit, som det halve Danmark år efter år bruger som julekalender, men som jeg napper på nogle få døgn. De er repræsentanter for det utidige og det skikkelige, som kan synes svært, hvis ikke umuligt, at integrere i en og samme person. Måske skal der en roman til eller et slagtilfælde som hos Ibens far, den frembrusende Viggo, der efter sit mellemværende med tyskerne under krigen bliver taget til fange og kommer tilbage som det blideste lam i folden. Eller måske findes de faktisk allerede i ‘Matador’, de sammensatte, i skikkelse af Agnes Jensen og Katrine Larsen.

Jeg har længe vidst, måske helt siden jeg så serien første gang i halvfjerdserne, at Agnes var den seje. Hun frigør sig fra så vel sit herskab som sit ægteskab, selv om hun bliver i det, og jeg kan kende hendes energi og strålende stolthed over at klare sig selv fra min mor. Efter at være blevet svigtet af Røde, der ikke kommer hjem for at passe Aksel som lovet, så han falder i branddammen og er lige ved at dø, vil hun aldrig mere være afhængig af nogen, hun vil passe sit eget og sine damer, der får kaffe og wienerbrød, også de pløkumulige og tydeligt utilpassede i definitionen uligevægtig som Frøken Jørgensen.

Men den, der vinder allermest ved gensynet, er Katrine. Jeg har ellers altid betragtet hende som en lidt indestængt og ligegyldig gammel husmor, offer for Larsens barnagtigheder, og der har jeg taget grueligt fejl. Hun er en elegant og underspillet Olive Kitteridge, der holder de fleste af sine meninger og alle sine penge for sig selv. Hun gør, som hun vil i sit eget hjem, fordi det vitterlig er hendes, det gør hende suveræn, og sammen med Agnes er hun en af de eneste kvinder, der både har midler og fod under eget bord.

Katrine er ikke vanskelig som Olive. Hun er ikke halvbitter som min mormor, hun går ikke under som Emma, og hun går ikke sin vej som Wendy. Hun er heller ikke specielt sød, snarere lidt brysk, og hun putter sig ikke. Hun bliver og puffer diskret til patriarkatet. Hun køber en hest til Daniel, når Mads nu ikke vil, og hun sælger sit hus, til hvem der passer hende, i dette tilfælde Agnes, som i sit sprudlende overmod vædder med Mads Skjern om, hvorvidt Katrine vil sælge til hende, og da det kommer Katrine for øre, beslutter hun sig for at gøre det, formentlig fordi hun holder af Agnes og spejler sig i hende, men mest af alt for at udfordre Mads og sørge for, at han for en gangs skyld taber.

Men hvad med mændene i ‘Matador’? Mads er uden for enhver terapeutisk rækkevidde, men hvis man trykkede Hans Christian på maven, kunne man måske nok få ham til at indrømme, at også han af og til har lyst til at forsvinde op på et kvistværelse i fred og ro, glemme alt om sit bedsteborgerlige liv og drømme sødt om den unge Ulla på divanen i bankens baglokale eller endda om sin svigerinde. Eller Kristen, der forsøger at gøre alle, ikke mindst sin patologisk dominerende bror, tilpas og ender i en katastrofe af et ægteskab, inden han får sin, trods det lille faux pas med fostrene, medgørlige Elisabeth. Eller Røde, der sine mange kampe til trods kommer til at underlægge sig kapitalen i skikkelse af sin egen ægteviede hustru.

Og så er der Viggo, gift med den totaltilpassede Musse, som næppe har opfundet den dybe tallerken, i hvert fald ikke alene, og som finder sig i sin mands mange luner med et kælent “Viggo” uden på noget tidspunkt at udvise frustration over andet end datteren Iben, der har sin fars genstridige blod løbende i årerne.

Jeg ved ikke, om der er nogen, der har held til at tæmme Iben. Jeg håber det ikke. Men Viggo bliver som bekendt både medgørlig og skikkelig, som det ville hedde i min familie, efter det bemeldte slagtilfælde. Tyskerne piller det utidige og grænseoverskridende af ham, der er et før og et efter, han bliver spaltet i to, og Musse savner sin Viggo fra før.

Det gør jeg også. Men han er her lykkeligvis stadig, i begge versioner, han er flyttet ind i mit sprog, og når min søster og jeg vender ugens glæder og genvordigheder, er der næsten altid en af os, der siger: “I dag var jeg Skjold-Hansen før,” hvilket betyder, at vi har været uklædeligt korte for hovedet og skældt ud, det være sig kolleger eller familiemedlemmer, mens vi andre dage er Skjold-Hansen efter, blide og besindige, en lille smule tossegode, og vi bilder os ind, at begge versioner af Viggo, i de rette doser, forstås, sagtens kan finde plads og forene sig i et enkelt menneske, at de i bedste fald kan krydsbefrugte hinanden.

Man behøver ikke gå til grunde, selv om verden af og til strammer og kradser som en elendig uldsweater, man har lyst til at flå af eller klippe huller i. Men det er en udfordring, stadig mere for kvinder end for mænd, at være til besvær, at være knortet og kantet som Olive Kitteridge. Som hendes anden mand, for en sådan får hun til alles store overraskelse, da hendes livs Henry er død, siger: “Kors, Olive, du er sådan en vanskelig kvinde. Du er sådan en allerhelvedes vanskelig kvinde, men for fanden hvor jeg elsker dig. Så hvis du ikke har noget imod det, Olive, kunne du så ikke prøve at være lidt mindre Olive sammen med mig, selv hvis det så betyder at du skal være lidt mere Olive sammen med andre.”

Det er længe siden, jeg skrev citatet ned, og det er med vilje, at jeg har skåret det lige der. Jeg kan ikke længere huske, hvad Olive svarer, hvis hun da overhovedet gør, det ville ligne hende dårligt, og jeg vil ikke slå det efter. Hun kan ikke svare ja. Det må hun ikke.

I min verden skal hun blive ved med at insistere på sin egen skæve plads i livet, hun skal ikke lade som om og gemme sig på sit værelse, til hun er blevet sød igen, hun må altid gerne komme ned, eller det skal hun, også de dage, hvor hun er Skjold-Hansen før slagtilfældet, som hos hende er langt de fleste. Hun skal vise os, at det ikke er farbar vej at forgifte sig med arsenik og gå til grunde eller forføje sig til køkkenkaffe i kittel eller skjule sig i en skov med en baron. Man må gerne tage sin fornøjelseskjole på, selv om det ikke er søndag, og stikke af i sin ulvepels.