Tine Høeg

Tour de chambre. Hvad er det, og hvorfor er det titlen på din nye roman?

Tour de chambre er en meget vild fest på et kollegium, hvor man bevæger sig fra værelse til værelse, og hvor hver beboer skal finde på et tema. Bryllup, techno, tid, jul – hvad som helst. En slags eskalerende druk- og udklædningsfest, en leg, et maskebal, hvor man kan få lov til at gå amok.

Min roman har et fortidsspor der foregår på et kollegium og kredser om et dødsfald, der finder sted netop til en tour de chambre-fest. En aften og nat, hvor alt kulminerer. Samtidig er der ret mange andre bevægelser gennem rum i romanen, passager og overgange, konkrete og mentale. Jeg har hele tiden vidst, at Tour de chambre skulle være titlen.

Hvorfor valgte du, at handlingen skulle foregå på et kollegium?

Kollegiet er en slags trykkoger af følelser, et net af relationer. Venskaber, forelskelser, begær, jalousi – alting findes her. Presset ind på meget lidt plads og udfoldet blandt meget få mennesker. Den perfekte ramme om et drama!

Kollegiet er også en slags minifamilie og et minisamfund. Jeg har selv boet på kollegium – det var det første sted, jeg flyttede hen, da jeg flyttede hjemmefra, og det er jo også et symbol på ungdom. På opblomstring, begyndende voksenliv. Hvad sker der, når døden bryder ind i det? Den kontrast er stærk at skrive på.

Din roman handler om Asta, en ung kvinde i begyndelsen af 30’erne. Hun er single, bor alene og er ved at skrive sin anden bog. Hun står på tærsklen til voksenlivet. Hvad synes du, er det særlige ved den tid i livet?

”Ungdommens tredje fase” siger hun selv et sted. Hun er jo sådan set helt og aldeles voksen, hun er i fuld gang med sit liv. Alligevel har hun ikke rigtigt noget at holde fast i. Hun føler sig fritsvævende – og mest af alt ensom. Den alder kender jeg, fordi jeg selv står midt i den. Den optog mig også i min debut Nye rejsende.

Når jeg kigger mig omkring, er identitetskrisen ret udbredt i den fase, og den er underkendt af samfundet – og også til dels forårsaget af samfundet, tror jeg. Af de stadig meget fastlåste og røvsyge forventninger til, hvordan et voksenliv og især et familieliv skal se ud. Far, mor og børn. Og af det forplantningspres, der ligger på kvinder. At kvinders æggestokke på vanvittig vis er et offentligt anliggende. At fremmede mennesker kan finde på at blande sig i, hvorfor man ikke har et barn eller spørge, hvor gammel man er og så sige ”Tik tak”. Det gør Asta rasende, samtidig med at hun jo har en stærk drift mod at høre sammen med nogen, at skabe noget uden for sig selv. Det er ambivalent og derfor interessant.

Asta og Mai er bedste veninder, men alligevel er det ikke alt, Asta tør dele. Hvorfor? Og hvad er det ved venskaber, som interesser dig?

Et venskab er en kærlighedsrelation, som kan være lige så kompleks som den romantiske kærlighed, lige så stærk og lige så definerende for ens liv. Og fuld af bedrag og hemmeligheder. Asta bærer jo på noget, som hun aldrig har kunnet fortælle. En skam og en skyld, tror jeg. Knyttet til konkrete handlinger i fortiden og i nutiden til det at skrive – hun har en følelse af at bestjæle Mai, bedrage den hun elsker. Samtidig med at det er en drift hun ikke kan modstå, og det er jo et issue for alle skabende mennesker, tror jeg. Det optager mig. Hvad kan et venskab holde til?

Asta har nogle solide hæmninger i forhold til kommunikation og samtidig en voldsom sult, et begær. Mai kæfter op og har et lysere sind. Dynamikken mellem de to er spændende at skrive på. At lade nogle meget forskellige karakterer være bundet sammen og kredse om en begivenhed, der er svær og farlig og gør ondt. Det interessante i et venskab er jo også, at du ikke kan knalde dig ud af noget som helst, der er ingen fysisk ventil, ingen nem vej ud af en konflikt. Alt er ord, alt er etik og moral.

I romanen skildrer du kærlighed, begær og længsel med både ømhed og humor. Hvad er det ved de intime følelser, der optager dig mest?

Begær er en evig joker. Det løber som sådan en konstant lavastrøm under alting og kan pludselig få alle faste rammer til at eksplodere, al moral til at smuldre. Det er smukt, og det er pissefarligt. Intet optager mig mere end det.

Selvom jeg har skrevet to romaner nu med relativt unge hovedpersoner, så er det jo et fuldstændig alment og aldersløst tema. Masser af gange i et liv kommer vi til at stå i dilemmaer direkte udledt af drift og begær. Det er kompliceret, men ikke dårligt, tror jeg. Begæret vækker os og placerer os der, hvor alting kan mærkes allerstærkest. Det er godt at blive rusket i, det er vigtigt ikke at gå i dvale. Det er nu, det gælder! Og så må man træffe sine beslutninger så godt, som man kan.

Begæret og længslen i Tour de chambre er ikke kun erotisk eller romantisk, men er også knyttet til kunsten, skabelsestrangen. Den har jeg ikke skrevet om før, men de to drifter er forbundne eller udspringer på en eller anden måde fra det samme sted i kroppen eller hjernen.

Hvornår fandt du af, at du gerne ville skrive? Hvad betyder det at skrive for dig? Og hvor finder du inspiration?

Jeg har altid været optaget af ord. At stave dem, tænke over dem, sætte dem sammen. I mange år var det at ville være forfatter en slags hemmelighed, noget som jeg ikke engang helt havde formuleret for mig selv. Og det at skrive var noget, jeg gjorde i mørke, i hast, ved siden af mit almindelige liv, mit almindelige arbejde. Det var egentlig først, da jeg vandt debutantprisen, at jeg tænkte: Okay, nu er det alvor. Luk øjnene, frit fald.

Jeg har det lidt svært med ordet inspiration. Jeg ved ikke, om jeg ved, hvad det er. Jeg jagter ikke et eller andet lys, og jeg kan ikke forklare, hvad startskuddet til Tour de chambre for eksempel var. Jeg havde måske bare en idé om et sted. Kollegiet. Det var spændende. Død, forelskelse. Hvordan min roman med sit plot, sine karakterer, sine mønstre og forbindelser er vokset frem ud af det, er umuligt for mig at sige. Det sker i sproget, når jeg sidder med sproget, og skabelsen er på samme tid totalt i min kontrol og ude af mine hænder. Bevidst og ubevidst på samme tid.

Jeg ved, at jeg hele tiden samler stof sammen. Det er ikke en aktiv handling, det er min måde at være til i verden på, tror jeg: at observere. Huske, lagre. At skrive handler om at være god til at se. Og om med sit sprog at kunne få andre til at se. Klarhed, præcision.

I begge dine romaner udfordrer du læserens forventninger til genren. Ved brug af korte sætninger, linjebrud og tegnsætning skaber du en poetisk og minimalistisk form. Vil du fortælle lidt om, hvad stilen betyder for dig – hvad synes du den kan?

Ordene er for mig en slags brikker, elementer. Som jeg pusler rundt med, sætter sammen, skiller ad og placerer på forskellige måder for at få scener og betydninger til at folde sig ud.

Jeg har udvidet mit repertoire helt eksplosivt i den her bog i forhold til min debut, fordi jeg også har givet mig selv kommaer og punktummer til rådighed, hehe. Det skaber et væld af nye muligheder for at skifte tempo og skabe forbindelser, det har næsten været helt svimlende.

Jeg bruger både tegn og linjebrud utrolig omhyggeligt, men jeg er skideligeglad med grammatik og gængse regler. Jeg har opfundet min egen form som er den, der allerbedst forløser mit stof. Og så er det da virkelig lykkeligt samtidig at kunne udfordre folks forestilling om, hvordan en ”rigtig” roman ser ud.