"Jeg har behov for ensomhed for at kunne skrive"
Interview med Tine Høeg

"Jeg har behov for ensomhed for at kunne skrive"

April 7, 2022

Kom med ind i hovedet på en af tidens mest populære forfattere og følg skabelsesprocessen.

Hvordan bliver en roman til for Tine Høeg? Hvorfor er en opslagstavle afgørende? Og hvad kan hun læse, når hun selv skal skrive?

I efteråret 2021, da Tine Høeg var midt i det manuskript, der blev til romanen 'SULT', fortalte hun i Gutkind Magasin om sit arbejde som forfatter.

"Kom ind!", "Bank på!", "Bliv væk!" står der på tre små skilte af stof, der hænger ved siden af døren ind til Tine Høegs arbejdsværelse.

Den 35-årige forfatter har tidligere boet alene, men nu bor hun med sin kæreste og hans to børn på otte og ti i en femtesalslejlighed på Amager. Hun er stadig ved at finde ud af, hvornår og hvordan hun kan skrive, når familien er i lejligheden. Et af hjælpemidlerne er skiltene, som hendes kæreste har lavet til hende. Et andet er de støjreducerende hovedtelefoner på hendes skrivebord.

Tidligere skrev hun i dagens yderpunkter, fra sen eftermiddag og til langt ud på aftenen og begyndelsen af natten. Almindelig kontortid gav hende en følelse af hamsterhjul, af at skulle holde samfundets maskine i gang.

Skulle hun opretholde den rytme, ville hun ikke se sin familie. Så nu prøver hun at skynde sig ind på kontoret og lukke døren, så snart familien er ude af lejligheden lidt over otte om morgenen. Og at fortsætte selvom de begynder at pusle uden for hendes dør om eftermiddagen.

Tine Høeg har skrevet altid, men vidste først sent, at det var forfatter, hun skulle være. At det var noget, hun kunne gøre for alvor. Som barn skrev hun små bøger, digte, fortællinger og senere alenlange stile med ekstra digte vedlagt til dansklæreren.

Hun læste dansk og filosofi på universitetet, men selvom hun fik trykt nogle digte i Hvedekorn, valgte hun i første omgang det, hun kalder et civilt job. Hun blev gymnasielærer. Det var hun i tre år og skrev sin første roman, Nye rejsende, imens. Først da hun fik Debutantprisen, sagde hun op og satsede på forfatterskabet.

I 2020 kom Tour de chambre, romanen der for alvor gav hende et bredt gennembrud, og som i efteråret 2021 er blevet til et teaterstykke på Det Kongelige Teater, med hende som manuskriptforfatter.

Hun er i startfasen med det, som måske bliver en ny bog. Hendes tredje. I den fase hvor fotografier, tegninger, små tekststykker er afgørende for hende. De hænger på en knaldblå opslagstavle ved siden af skrivebordet. Hvad der er på billederne, er det for tidligt at tale om, men hvordan hun arbejder, vil hun gerne fortælle.

"Jeg kan være viklet ind i værket uden at skrive"

Når jeg går i gang med noget nyt, er det meget visuelt for mig. Jeg får det til at opstå dér på opslagstavlen. Sådan er det nu, og sådan var det, da jeg skrev Tour de chambre. Den foregår jo på et kollegium, og alle kollegiebeboernes skabslåger havde jeg skabt på min opslagstavle med navne og avisudklip, der handlede om dem hver især.

Hvor tidligt i processen begynder du at hænge noget op? Før du overhovedet har skrevet et ord?

Nej, men med de første ord kommer der også billeder. Sådan har det i hvert fald været indtil nu. Tit har det også været sådan, at hvis jeg har svært ved teksten, hvis jeg går i stå med noget der, så kan det være rart, at jeg kan sidde og lede efter billeder. Jeg kan gøre noget, som er en aktiv del af skabelsen, men som ikke er skrift.

Så det er en måde at undgå at stresse dig selv på, undgå skriveblokeringen?

Ja, jeg kan være viklet ind i værket uden at skrive. Det er det samme med det at læse.

Du kan godt læse andre, mens du skriver?

I startfasen gør jeg det meget, og jeg prøver også at vælge noget ud, som jeg tænker kan kaste noget på det, jeg laver. Nogle emner eller en form, jeg synes er spændende. I den fase bruger jeg det at læse meget aktivt, men kun i begyndelsen.

Der kommer et punkt, hvor jeg er nødt til ikke at læse andre, fordi det går ind og forstyrrer mit eget sprog. Når jeg er midt i et værk, står alt ligesom åbent i mig, alt kan blive suget ind og komme ud som skrift, og så bliver det næsten for voldsomt at læse andre. Især hvis jeg læser noget, der er rigtig godt, er jeg bange for, at jeg kommer til at skrive for tæt på det. Ikke fordi man ikke må skrive sig hen over andre forfattere, jeg bruger jo alt muligt fra andre, men når jeg står det der dirrende og vidtåbne sted, kan det forstyrre min egen skrift. Så jeg skal nyde det nu! Før jeg kommer længere.

Jeg kan faktisk også godt læse senere i processen, men så er det på en anden måde. Så er det som regel noget, jeg har læst før, og som jeg ved får min hjerne i gang, sætter mig i en tilstand, som jeg har brug for.

Hvad læser du, hvis du skal have inspiration?

Der er nogle forfattere, jeg altid ved, jeg kan læse, hvis jeg har brug for sådan et sug i brystet af skrivelyst. Helle Helle, men også Judith Hermann. Der er en glitrende melankoli i hendes ting, som altid gør mig sulten efter selv at skrive. Jeg griber tit ud efter dem. Det kan være nok at læse nogle linjer, et par sider. Det er ikke, fordi jeg ikke vil læse mere, men så får jeg en ide til en sætning, og så er jeg nødt til at lægge det væk og sætte mig med min egen tekst.

Har det, du læser, noget med dit manuskript at gøre?

Nej, det er bare god tekst. Det er dét. Jeg vælger noget, jeg synes er sublimt. Det er dét, der sætter det i gang.

Du talte om det visuelle, at du hænger billeder op. Men hvor mange planer har du, inden du skriver?

Meget få planer. Da jeg skulle skrive Tour de chambre havde jeg en ide om, at jeg skulle tænke romanen igennem inden, have et plot, vide hvad jeg ville, og hvem karaktererne var. Jeg grublede og noterede i flere uger, og jeg visualiserede forløbet med post-its og en tidslinje. Og da jeg så skulle i gang med at skrive, skete der ikke en skid. Det var fuldkommen dødt for mig. Der var ingen energi i skriften, og jeg var nødt til at smide alt væk og begynde forfra med udgangspunkt i meget lidt: En enkelt linje, en følelse, et sted. Kaste mig ind i værket uden at vide præcis hvad det ville blive til.

Og det er lidt det samme, jeg gør nu. Jeg skal have tillid til, at alting forbinder sig og samler sig undervejs. Der er meget plot i Tour de chambre, men det blev skabt undervejs. Alle ideer opstod i skriften. Jeg kan ikke tænke værket frem.

Hvad er det, der opstår, når du sætter dig ved skærmen?

Det er så mærkeligt, det der med: Hvad er det, der sker, når man skriver? Jeg aner det faktisk ikke. Jeg tænker meget over det lige nu, fordi jeg er i gang med noget nyt. Jeg kan nogle gange få et metablik og sidde og glo på en side og tænke: Hvordan er det lige sket, det her?

Skriften opstår et sted mellem det bevidste og det ubevidste, tror jeg. Jeg ved jo godt, at det er mig, der skriver, men det føles alligevel, som om der er et element af skriften, som ikke er mig. Eller som jeg ikke ved hvor kommer fra.

"Når jeg sidder med selve teksten, finder jeg ud af, hvordan den skal se ud, og hvad der får scenerne til at lyse"

Skrivetilstanden, når den er god, er en dobbelttilstand, hvor jeg både bruger al min hjernekraft og begavelse og samtidig lader en slags intuition bestemme. Det er meget interessant. Når jeg sidder med den færdige bog, kan jeg have samme oplevelse. Hvordan er den blevet skrevet? Jeg aner det ikke. Det er på en måde et mysterium.

Skriver du dig frem igennem et manuskript sætning for sætning, sådan at den første side, du skriver, også bliver den første i den endelige bog, eller finder du først strukturen bagefter?

Jeg skriver rundt omkring i bogen i et kæmpe kaos. Sådan har det været med begge de to tidligere bøger. Det er som et enormt maleri, hvor jeg maler lidt her og lidt der og kan springe ind og ud af scener. Mine bøger er ret formfuldendte, det ved jeg godt, men jeg arbejder kaotisk i lang tid. Når jeg begynder at opdage mønstre og forbindelser, så hæver jeg blikket og arbejder mere bevidst med strukturen.

Og når så redigeringen og gennemskrivningen begynder, er det fra en ende af, og så kører jeg igennem en million gange forfra og forfra igen. Den fase kan jeg også godt lide.

Hvad med måden, du skriver på, den lyriske prosa i korte sceniske stykker, der har kendetegnet dine to første romaner, er det sådan, teksten komponerer sig fra begyndelsen?

Det er ikke sådan, at det begynder som almindelig bred prosa, og så sidder jeg og sier fra. Teksten har set ud på sin egen lidt sære måde fra starten, i hvert fald med de to første romaner. Med Tour de chambre havde jeg ikke lagt mig fast på, at jeg skulle skrive noget der mindede om Nye rejsende i formen.

Jeg havde været meget åben for, at den nye tekst kunne opføre sig på alle mulige måder. Så jeg prøvede også på et tidspunkt at se, hvad der ville ske, hvis jeg satte teksten sammen på en anden måde og gjorde den mere almindelig at se på. Men det var helt klart, at sådan skulle det ikke være.

Det er stoffet, der dikterer formen. Eller når jeg sidder med selve teksten, finder jeg ud af, hvordan den skal se ud, og hvad der får scenerne til at lyse. Hidtil har jeg arbejdet meget med mellemrummet eller pausen. Den hvide plads på siden bliver en del af mit ordforråd. Men det er jo ikke sikkert, at jeg altid skal skrive sådan. Jeg vil i hvert fald ikke læne mig ind i, at nu har jeg fundet en god form, superfedt – så kører vi bare med den for evigt. Formen må afgøres fra værk til værk.

Når du ikke sidder ved computeren, sker der vel også noget i dit hoved, som har med det, du skriver at gøre?

Jeg får ofte ideer eller sætninger i hovedet, når jeg er ude. I Netto, i bussen, på Fælleden. Der bruger jeg note-app'en på telefonen. Når jeg så kommer hjem, overfører jeg noterne til det dokument, jeg er i gang med.

Jeg kan godt lide, at jeg så snart, der opstår noget, kan få det ned. Jeg køber også notesbøger, fordi jeg synes, de er dejlige at have, men jeg bruger dem faktisk ikke.

Du går mange ture?

Det er nærmest lige så vigtigt for mig som at skrive. At være ude i verden og alligevel alene, at være i bevægelse og samtidig have ro i hovedet.

Jeg går altid den samme tur, for så skal jeg ikke koncentrere mig om, hvilken retning jeg skal gå, men kan tænke på tekst. Så altid den samme tur ude på Amager Fælled, eller jeg har to ruter: en kort og en lang alt efter hvor meget tid jeg har. Jeg hører ikke podcast eller musik, men lader hjernen gøre, hvad den selv vil, og det er på en måde som at skrive.

Når du skriver, foregår det herhjemme i lejligheden med lukket dør. Hvorfor det?

Jeg har behov for ensomhed for at kunne skrive. Den kan ikke etableres, hvis jeg er sammen med nogen, jeg har en relation til. Jeg kan til gengæld godt gå ind i ensomheden, hvis jeg sidder midt i et mylder af folk på en cafe for eksempel. Så bliver alt et summende baggrundstæppe, som jeg ikke skal forholde mig til.

Hvad er det ved ensomheden, der er dragende?

Det er svært at forklare, men den er virkelig forbundet med skriften. En slags livs- og dødsbevidsthed måske. En refleksion over tiden, en melankoli eller en dybde eller et sug i brystet, som både er ensomt og livsbekræftende. Den grundfornemmelse skaber jeg på.

"Hvad er det, der sker, når man skriver? Jeg aner det faktisk ikke!"

Og andres sind og tilstedeværelse forstyrrer, også selvom de ikke siger noget. Jeg øver mig lige nu rigtig meget i at kunne gå ind i den tilstand, selvom min familie er omkring mig. Det er jeg jo nødt til, hvis jeg vil blive ved med at skrive.

Du er en forfatter, der bruger sms- og messenger-beskeder i dine romaner. Det virker, som om sociale medier som Instagram og det digitale univers inspirerer dig?

Instagram inspirerer mig helt klart. Det er forældet kun at se det som en platform til selvpromovering. Mange af de profiler jeg følger, er nærmest kunstværker i sig selv. Visuelle fortællinger fulde af skønhed og humor. Jeg følger mange forfattere, men især også billedkunstnere. Igen er det visuelle inspirerende for mig.

Hvad angår den skriftlige samtale på sms og på sociale medier er den en stor del af min hverdag og af verden, og den er uundgåeligt blevet en del af mine romaner. Det er ikke en effekt, eller en måde at gøre det hele lidt ungt og kækt, slet ikke. Det skrevne sprog imellem os fylder sindssygt meget, og for mig ville det være langt mærkeligere ikke at inddrage det. Det er lige så ægte og rigtigt og stærkt sprog som alt muligt andet. Der er intet hierarki.

Jeg har tit vigtige og dybe samtaler på skrift, også med mine allertætteste venner. Der er faktisk nogle af dem, som jeg taler bedre med, når vi skriver sammen. På skrift bliver det også så tydeligt, hvordan vi kan have flere samtaler kørende samtidig med folk, vi kender godt.

Min kæreste og jeg kan på tre linjer springe fra en begravelse til hvem der køber yoghurt og agurk og tilbage til døden igen. Jeg elsker det clash. Sådan gør vi alle sammen hele tiden, også når vi taler sammen fysisk, men det bliver så tydeligt, når det er på skrift.

Mobilen og sociale medier kan også være distraherende og tage fokus fra det at skrive?

Det tænker jeg meget over for tiden, og jeg er lidt splittet, fordi jeg både kan bruge det som inspiration og synes, jeg får meget godt ud af det, men jeg er også nødt til i perioder at lukke ned for det for at kunne gå ind i det andet rum.

"Jeg vil kunne mærke siderne, tyngden, forsiden. Alt det sanselige er uundværligt."

Det er det samme som det med, at jeg ikke kan læse, mens jeg skaber. Det handler om at blive i en boble uden at blive hevet ud af den tilstand hele tiden. Når jeg sidder og skriver inde på kontoret, har jeg fx min telefon liggende inde i soveværelset.

Jeg får ikke notifikationer på min telefon, og jeg bruger også det at sætte telefonens skærm på sort/hvid. Når der ikke er farver på skærmen, virker det meget mindre attraktivt at gå ind og kigge, så jeg har nogle tricks for at prøve at forbedre min koncentration og undgå overspringshandlinger.

Du siger, at en Instagram-profil også kan være et kunstværk. Hvad skal vi egentlig med noget så gammeldags som romaner skrevet på papir i dag?

Det er noget fuldstændigt andet. At skrive en roman kræver omhu, omhyggelighed, tålmodighed, og den rummer dybder og lag, som kun tid kan give et værk. Og det at romanen bliver til uden at blive stillet frem, kigget på imens, er essentielt, tror jeg. Blikket udefra kommer først, når teksten er færdig.

Romanen er en vidunderlig og kæmpestor kontrast til alt det hurtige og mere flygtige, men jeg tror sagtens, at man kan elske begge dele. Mens jeg skrev Tour de chambre, tog jeg billeder af alle de foreløbige udgaver af romanen for at huske mig selv på alt det, den havde været igennem. Jeg tænker også tit på det, når jeg sidder med andres værker i hånden. Al den tid og tanke og skrift, der ligger forud for den her lille diamant.

Man har jo i mange år sagt, at den fysiske roman er død, men den lever stadig. Evigt, tror jeg. Det taktile er noget særligt. Sanserne, nærværet. Det vil blive ved med at appellere. Teatret findes af samme grund stadig. Der kunne man jo også sige: Hvorfor ikke bare se en film? Men der er noget ved det ikke-digitale. Jeg læser heller aldrig e-bøger, jeg vil have bogen fysisk. Jeg vil kunne mærke siderne, tyngden, forsiden. Alt det sanselige er uundværligt.

Tror du også, det vil være sådan for de kommende generationer, der er endnu mere vant til det digitale?

Ja, eller jeg kan i hvert fald mærke det med min kærestes børn. De vil vildt gerne have læst fysiske bøger højt. Det er et andet rum, man går ind i, når man sidder sammen og læser. Man kan ikke zappe videre til noget andet. Det nærvær er dragende, også for dem. Det gælder bare om at præsentere dem for det. Så kan de mærke det, det er jeg overbevist om. Og det vil blive ved med at have en værdi.

Vi ser jo også masser af bevægelse den anden vej i øvrigt. At strikke er blevet the shit igen. Det har det været før, men man vender sig måske mod den slags fysisk arbejde på en anden måde, en ny måde, hvor det forenes med det digitale og det poppede, og det elsker jeg.

"Jeg vil virkelig påstå, at alle, der sidder i et rum, hvor der bliver læst god tekst op, kan mærke noget"

Tænk på Olga Ravn for eksempel, der farver stof med naturmaterialer. Det er jo virkelig hands-on, men det kan sagtens kombineres med, at man laver vilde stories om det på Instagram. Det digitale og det fysiske behøver ikke være modsætninger, det eksisterer side om side.

Apropos børn og unge, så begyndte du med at arbejde på et gymnasium, og din debutroman har en gymnasielærer som hovedperson. Nu er du selv blevet en forfatter, som unge bliver undervist i. Hvordan tænker du over det?

Det er virkelig mærkeligt og meget meta-agtigt. Jeg tænker over det og synes, det er vildt sjovt. I et andet liv ville jeg egentlig gerne have været gymnasielærer og have viet al min tid til at forandre eller udvide den måde, man læser tekst på i skolesystemet. Det er der heldigvis mange ildsjæle, der gør, og der sker en masse godt lige nu, men jeg syntes, det var svært dengang. Der var – og er mange steder stadig – en ret stiv eller skabelonagtig tilgang til tekst.

Hvordan det?

Jeg oplevede, at eleverne var vant til at gå meget skematisk til en litterær tekst. At de så gerne ville kunne "løse" teksten som en gåde eller et regnestykke og få et resultat, som så kunne være temaet eller budskabet med to streger under. Jeg forsøgte at gøre det mere oplevelsesbaseret og meget mere lydligt. Det tror jeg kan være med til at åbne flere genrer for eleverne. Fx lyrik.

Jeg læste en del højt, og jeg ville så gerne starte der: med at opleve, mærke og lytte til teksten. Uden at forsøge at få et resultat ud af den. Men jeg forstår jo godt driften efter resultatet, for i sidste ende skal man præstere noget til en eksamen og have en karakter, som skal skyde en længere frem i systemet. Jeg trivedes ikke i det.

Men jeg elskede, når jeg kunne mærke, at der pludselig var hul igennem, for eksempel under en oplæsning. I starten syntes eleverne, det var megaunderligt, at vi skulle bruge så meget tid på det, men de kom til at blive rigtig glade for det.

Hvad er det, litteraturen kan, dér i et klasselokale mellem en flok teenagere?

Jeg vil virkelig påstå, at alle, der sidder i et rum, hvor der bliver læst god tekst op, kan mærke noget. Så kan det godt være, man ikke til at begynde med kan sætte ord på, hvad det er, men i den situation deler man noget, som har med det at være menneske at gøre, og det er jo det, som kunsten kan.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu