Hvordan tegner man et tabu? Dét spørgsmål udforsker Jacinta Madsen med sin billedfortælling om Oda.
I 'Fra skitse til bog' fortæller Gutkinds forfattere om den kreative proces bag bøgerne.
Her har vi talt med Jacinta Madsen om tilblivelsen af Den magiske lænestol. Fra en skriveøvelse om et tabubelagt emne til en favnende billedfortælling om vores magiske kroppe, børns onani og om at blive klogere på sig selv.
"Jeg længtes efter at være i et lyst og rart tekstunivers"
Historien – en idé opstår
Jeg går på Manuskriptskolen for Børnefiktion, og vi fik en dag følgende opgave:
"Skriv en 'tabutekst' – en historie så tabubelagt, at den bare ikke kan udgives."
På det tidspunkt havde jeg lige skrevet en længere historie, der var tung og hård, og jeg længtes efter at være i et lyst og rart tekstunivers. Et tabu måtte kunne gøres til noget rart.
Jeg talte med en af mine venner, der foreslog 'noget med seksualitet', og så landede idéen nærmest sekundet efter. Noget med en pige og hendes lænestol. En magisk lænestol. Og den står inde i stuen.
Jeg skrev historien i løbet af en uge, hvor jeg gik til og fra teksten. Jeg trak på mine egne erfaringer, og jeg lavede research på onani blandt børn. Og så skrev jeg den historie, jeg selv ville have ønsket eksisterede, da jeg var barn. Den havde ikke 'noget med seksualitet' at gøre, snarere sansninger og kropsbevidsthed.
"Det var vigtigt for mig, at billedsiden blev tryg og blød"
Hvordan illustrerer man et tabu?
Hvordan skulle jeg gribe det an at tegne et tabu? Det var vigtigt for mig, at billedsiden blev tryg og blød, og at hovedpersonen Oda var sød uden på nogen måde at være sensuel.
Med blød mener jeg, at man lander blødt i billederne. Der er bogstaveligt talt ingen skarpe kanter. Illustrationerne er malet i hånden med akvarel og pastelfarver og bygget op af forskellige lag, som jeg fysisk har placeret ovenpå hinanden med en pincet.
Der er ikke brugt photoshop; alt er analogt og er enten klippet med en saks eller revet ud med fingrene. Det giver en taktilitet, der taler sammen med tekstens budskab og giver en gennemsigtighed i processen, synes jeg, hvor beskueren let kan afkode tilblivelsesprocessen.
"De er ikke en facitliste eller en opskrift, men billeder på en rejse i et nok uendeligt univers"
Odas sansninger
Det var vigtigt for mig, at illustrationerne både kunne vise, hvordan det føles for Oda og samtidig er åbne for, at det kan føles anderledes for andre.
Derfor gjorde jeg sansningerne til landskaber, hun rejser igennem. De er ikke en facitliste eller en opskrift, men billeder på en rejse i et nok uendeligt univers, hvor der også er plads til læserens egne landskaber.
"Jeg ville gerne have, at man som læser fik følelsen af, at det hele kunne lette fra siden og svæve afsted"
At lege en lethed frem
Hvordan illustrerer man en kropslig følelse? Jeg har eksperimenteret i øst og vest for at finde den blødhed, historien kræver og den livsglæde, der ligger i teksten.
Jeg håndfarvede bl.a. store stykker silkepapir, krøllede det, imens det var vådt og rev det i stykker for at se strukturen. På et tidspunkt købte jeg sæbeboblemaskiner og blandede sæbevand med blækfarve for at se resultatet.
Jeg lavede også blomster af silkepapir og rev sommerfuglevinger ud af tyndt kina-papir. Jeg ville gerne have, at man som læser fik følelsen af, at det hele kunne lette fra siden og svæve afsted.
Samtidig var jeg nysgerrig på, hvordan illustrationerne kunne have en transparenthed i sig – som modsvar til noget, der skal gemmes væk – og jeg afprøvede forskellige materialer for at finde frem til dén gennemsigtighed. Semi-transparent papir, cellofan fra den lokale blomsterbutik, lim, der tørrer op til en gennemsigtig masse, plastikposer osv.
"Det er leget frem, og det tror jeg, læseren kan fornemme."
Sommerfuglens bløde vinger
Da jeg første gang lagde sommerfuglene op på en baggrund af pastelkridt, gav det hele mening. Kombinationen havde præcis den blødhed og lethed, jeg havde ledt efter.
Blødheden i pastellerne, kridtstøvets struktur, de bløde, bløde kanter på sommerfuglevingerne, der var revet ud i hånden, så fibrene stod fint ud til alle sider. Det er leget frem, og det tror jeg, læseren kan fornemme.
En dag oplevede jeg faktisk, at tegningen lettede! Jeg havde glemt at lukke vinduet, og da der kom et vindpust, fløj alle sommerfuglene og mælkebøttefrøene op fra tegningen og ud til alle sider.
"Det er en lykke at dele den kreative proces med en anden"
At være to
Thomas Illemann har fotograferet alle opslagene til bogen, ligesom han gjorde med min forrige bog Lille træ.
Illustrationerne er bygget op af flere lag, så de kaster skygger, alt efter hvor lyset kommer fra. Et hårdt lys kan få dybden til at træde frem i ét tilfælde og udviske essentielle detaljer i et andet. Alt det ser Thomas med det samme.
Nogle kunne ikke forstå, hvordan illustrationerne var lavet i Lille træ og troede, at det måtte være photoshoppet. Men alle illustrationerne i Den magiske lænestol er lavet i hånden og fotograferet bagefter.
Det er en lykke at dele den kreative proces med en anden.