Anne Mette Kirk om det rå moderinstinkt, smuldret søstersind og om at møde den værste version af sig selv.
Dobbeltfejl dissekerer det moderne forældreskab på samfundets solside og undersøger, hvor svært det er at opføre sig voksent, når noget truer vores børn.
Hvad handler Dobbeltfejl om?
Min roman begynder med en 14 sekunder lang video, som dukker op til overfladen.
På filmen figurerer tre drenge fra den samme femte klasse på en privatskole i Nordsjælland. Men hvad er det, som sker mellem dem? Er det 'drengestreger', grov mobning eller et decideret seksuelt overgreb?
Det er børnenes mødre dybt uenige om, og så begynder konflikten mellem de tre kvinder at spinde fuldstændig ud af kontrol, mens børn og fædre bliver reduceret til statister.
Kvinderne kan ikke længere se klart, som har de et slør trukket ned for øjnene. De er villige til at gøre alt for at redde deres barn. Undtagen at stoppe sig selv.
Dobbeltfejl handler om det rå moderinstinkt som vækkes til live, om at elske så højt, at man næsten knuser sit barn. Og sig selv. Og om at stå ansigt til ansigt med den værst tænkelige version af sig selv.
For mig handler den også om usynlige hierarkier, om at tage magten i et rum og om at føle sig misforstået og ensom, selv mens man sidder midt i blommen af sin egen familie.
Hvordan opstod ideen til bogen?
En dag overhørte jeg en samtale mellem to kvinder om en hændelse, der minder om udgangspunktet for min roman, altså videoen som forældrene opdager.
Jeg kunne ikke slippe den lille flig af denne historie, som jeg havde opsnappet. Konstant poppede der dilemmaer frem. Skal en 11-årig politianmeldes? Er man overhovedet en gerningsmand i den alder? Hvordan opnås retfærdighed for et offer ellers?
Først tillod jeg mig selv at researche lidt og fik kontakt til sektionen for overgreb begået mod børn ved Københavns Politi, men jo mere jeg dykkede ned i problematikkerne, jo mere trængte ideen sig på. Indtil jeg indså, at jeg ikke kunne komme udenom.
Noget forunderligt skete, da jeg først satte mig ved tastaturet. Mit sprog som forfatter og tone var komplet anderledes. Pludselig skrev jeg fra mit eget mørke og med en anden indsigt.
"Jeg har ingen løftede pegefingre eller fastfrosne holdninger"
Hvem er dine tre hovedpersoner, der blandt andet har meget svært ved at se deres egne børn udefra?
Jeg tror ikke bare, det gælder min romans hovedpersoner. Jeg tror, det gælder os alle. Når vi bliver forældre, så får vi krænget ribbenene til side, vores hjerte bliver blottet og sårbart, mens vores blik bliver sløret og objektivitet er ikke længere fuldt opnåeligt.
Sådan er det også for mine hovedkarakterer Sarah, Anne Sofie og Ulrikke.
Med hver deres 'værktøjskasse' og erfaringshistorik forsøger de at navigere i konflikten, men får hele tiden gjort muligheden for forsoning sværere og sværere.
Tennis spiller en stor rolle i bogen og som en del af miljøkarakteristikken. Hvordan har du arbejdet med det aspekt?
To af drengene, Memphis og Niels Christian, er elitetennisspillere på et akademi, hvor den tredje dreng Robins far er træner. Så udover selve skolen, er tennisklubben også en vigtig arena i romanen.
Jeg elsker tennis, spiller selv og har gjort det løbende, siden jeg var barn.
Men jeg har gået til denne del af romanen, som med alt andet. Ved research til turneringer, ved at tale med spillere, deres forældre, og så har tenniseksperten Anders Haahr Rasmussen også hjulpet mig på sidelinjen.
Jeg har det dobbelt med børne-eliteidræt. Er både dybt fascineret af, hvad så lille en krop kan beherske og perfektionere, men også i tvivl om, hvad det kan betyde for en barndom at have forældre, som poster mange økonomiske ressourcer samt store dele af deres tid og opmærksomhed i én enkelt aktivitet, som ovenikøbet kræver så mange fravalg og dybt et fokus fra barnets side.
Jeg har ingen løftede pegefingre eller fastfrosne holdninger. Jeg skriver på en ægte tvivl, og det er det bedste brændstof for min undersøgelse.
"Med tre børn og en hund er jeg erfaren i at skrive overalt"
Hvordan er din skriveproces?
Jeg begynder altid med en intensiv researchfase. I denne omgang talte jeg fx med politiefterforskere, skoleledere, kunsteksperter, tennisspillere, jordmødre, advokater, skolelærer og børnepsykologer.
Jeg stiller dem spørgsmål i øst og vest. Det er ikke så meget det faktuelle, jeg er mere interesserede i, hvornår de selv har tvivlet på deres faglighed eller oplevet svære dilemmaer.
Ofte vender jeg tilbage til kilderne adskillige gange, mens skrivearbejdet skrider frem.
Mest af alt har jeg talt med forældre, som har oplevet højspændte konflikter lig dem, vi oplever i Dobbeltfejl. Jeg kunne ikke have skrevet romanen uden disse enorme tillidserklæringer.
Man kunne tro, at så meget research hæmmer kreativitet, men det er faktisk det omvendte, jeg oplever. Det er, når jeg oparbejder indsigt, at jeg bliver fri, vovet og ved at isen holder under mig og mine valg.
Jeg står typisk op klokken fem om morgenen og skriver. Her er mine tanker klare, adgangen til mit inderste tydligt og så har jeg absolut stilhed, indtil min familie vågner.
Efter aflevering begynder jeg igen. Med tre børn og en hund er jeg erfaren i at skrive overalt, jeg kan sidde tyve minutter, mens den yngste er til trampolin den ene dag og i timevis fordybet på mit kontor på Christianshavn den næste.