"Når en slutning er god, er det, fordi midten var endnu bedre"
Interview med Claire Keegan

"Når en slutning er god, er det, fordi midten var endnu bedre"

February 3, 2022

Claire Keegan om sin skriveproces, den første sætning, og hvad litteratur har til fælles med heste.

Romanen 'Omsorg' begyndte med et billede i Claire Keegans sind, der ikke ville forsvinde igen. Her fortæller den irske forfatter om at læse, skrive og at tænke i afsnit snarere end sætninger.

Hvordan blev du en læser?

Da jeg var lille, havde vi Ladybird-bøger. Flere af dem var gamle eventyr. Som Rødhætte og Hans og Grete. Og de var fantastiske, for der var altid noget skræmmende i dem. Jeg var meget optaget af eventyrfortællinger og det overnaturlige. Fornemmelsen af, at der altid var noget ude i verden, som man skulle passe på, og at hvis man mødte det og ikke kunne håndtere det, ville det få konsekvenser. Det er noget, jeg stadig tror på.

Det er det, der giver en historie dens figurer og forløb. Jeg læser stadig eventyr. Desuden er der meget folklore i Irland, og jeg lader hellere end gerne folkloren blæse gennem teksten også.

De fleste af dine historier foregår i Irland, men du har også boet i udlandet?

Ja, jeg tog til New Orleans, da jeg var 17 og studerede politik. Så tog jeg et engelskfag med en underviser ved navn Mary McCay. Når hun talte om litteratur, tænkte jeg, at det, hendes undervisning faktisk handlede om, var frihed. Om hvordan vi griber ind i hinandens frihed, og hvordan det fører sår og smerte med sig. Litteraturen er vel det sted, hvor vi viser konsekvenserne af de indgreb og smerten ved dem.

Jeg er sikker på, at jeg gennem at studere litteratur og læse de ting, jeg har læst, har lært, at vi ikke kan lade hinanden være i fred, og at vi samtidig har meget svært ved selv at blive ladt i fred, at være alene.

Og det er, som om disse behov løber sammen inden i os. Hvilket skaber handlingsforløb. En historie er, når hovedpersonen på en eller anden måde gør sig skyldig i eller skaber de vanskeligheder, der rammer vedkommende. Medmindre der er tale om et barn.

Når du begynder at skrive en historie og har en hovedperson, ved du så, hvad personen har gjort sig skyldig i?

Billede af hovedpersonen

I begyndelsen har jeg ingen anelse om det. Jeg forsøger at lytte og opdage. Med det mener jeg, at jeg tager låget af, hvad det nu er, personerne går igennem rent følelsesmæssigt. Men jeg planlægger aldrig forløbet på forhånd.

Din kortroman Omsorg bliver fortalt meget loyalt fra et barns perspektiv. Hvordan blev det sådan?

Jeg tror, den historie begyndte med et billede i mit sind, der ikke ville forsvinde igen. Det var spejlingen af et barns hånd i et stykke stille vand. Jeg vidste, at det var et mindre barn, men ikke om det var en dreng eller pige. Jeg tror, jeg skrev historien for at finde ud af, hvor billedet kom fra, eller hvorfor det blev ved med at dukke op i mit hoved.

Jeg ved, at du siger, at du tænker i afsnit, ikke i sætninger, når du skriver?

Sætninger er socialt anlagte. De kan godt lide at gå ud og møde andre sætninger. Jeg tror, at hvis man tænker i at skrive en fremragende sætning og så en fremragende sætning til, begynder de at konkurrere med hinanden. Og det fører efter min mening til dårlig litteratur. Den litteratur, jeg kan lide, har sætninger, der lægger sig pænt og sammenhængende, mens det er afsnittene, der faktisk stråler.

Jeg har altid været interesseret i afsnit og i, hvordan de fungerer. For et afsnit er en bevægelse gennem tiden. Skønlitteratur er en temporal kunstart.

Den bygger på tid, som går i én retning, uafvendeligt. Og med den kan vi sige noget om livet, for alle lever i dage. Ens liv forløber som dage. Og afsnittene er bevægelserne i dagene.

Hvert afsnit i en skønlitterær tekst er et følelsesafsnit. Det, man hele tiden skriver, er, hvordan det føles at være til. Det er i hvert fald det, jeg forsøger på. Jeg forsøger ikke at analysere det.

Jeg tror ikke, at hovedpersoner er i stand til at analysere sig selv. Hovedpersoner har det svært. De ved ikke, hvad der foregår. De er ude på dybt vand. At skrive strålende sætninger inden for det … De to ting hører ligesom ikke rigtig sammen.

Og hvad med den allerførste sætning?

Man er altid nødt til at begynde med en sætning – man har ikke andet valg. Man må lægge et snit i tiden, skære i tiden ved at skrive en sætning. Jeg kan ikke skrive noget spidsfindigt om nogen i en åbningssætning. Det er ikke nogen god åbningssætning for mig, den passer mig ikke rent æstetisk – hverken som forfatter eller som læser. Så jeg må vælge et tidspunkt og skære det op og så finde nogen, der er noget galt med.

Hvordan er din skriveproces?

Som regel begynder jeg ved begyndelsen, fordi jeg er nødt til at finde ud af, hvor jeg skal lægge det snit i tiden. Jeg er nødt til at finde mit hvornår. Hvornår er meget vigtigt.

"Sætninger er socialt anlagte. De kan godt lide at gå ud og møde andre sætninger."

En vidunderlig irsk forfatter ved navn John McGahern har engang sagt: "Alt, hvad der er interessant, begynder med én person på ét sted."

Det er et fremragende råd til enhver forfatter. Hvis man har en person og et sted, har man også et hvornår. Det er det arbejde, man gør i begyndelsen.

Så forsøger jeg at fortsætte, til jeg finder midten. Og midten kommer, når det er for sent. Man ved, man har nået midten af historien, når noget er for sent for en af personerne, når vedkommende er kommet forbi et punkt og ind i noget, hvor det ikke lader sig gøre at vende om.

Når en slutning er god, er det, fordi midten var endnu bedre. Man arbejder ude i kulden, indtil man finder sin midte. Når man finder midten, har man sine pejlemærker, og så begynder arbejdet for alvor.

Du bor i et land med fire årstider – hvordan påvirker det dig og dine værker?

Jeg synes, det er vidunderligt at bo i et land med fire årstider. Ikke kun på grund af den fysiske fornøjelse ved det, men også fordi årstider kan sætte en stemning. Og vejr kan opføre sig som en person i fortællingen og skabe noget kemi, som ellers ikke ville have været der.

Jeg benytter mig ofte af en årstid og det, der foregår i løbet af den, for eksempel jul eller påske eller halloween, for at se, hvordan folk håndterer deres liv. Jeg tror, at vi rent følelsesmæssigt forholder os til verden på en måde, som til en vis grad dikteres af vejret.

Heste spiller en stor rolle i dit liv – du rider, og du har dine egne heste. Er dit liv med heste adskilt fra dit liv med litteratur?

Jeg er sikker på, at de hænger sammen. Heste reagerer på en og bryder sig ikke om en, hvis man ikke har håndelaget eller følsomheden. Og i mine øjne er litteratur ligesådan. Sprog er ligesådan. Det giver sig ikke, vil ikke samarbejde, hvis man behandler det dårligt.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu