"Hadet gør hende til en bedre kunstner – og det ødelægger hende"

Victoria Benedictsson var en af det moderne gennembruds markante kvinder.

Den svenske forfatter, kulturdebattør og journalist Elisabeth Åsbrink er dykket ned i historien om kunstneren, som forsøgte at udfordre samtidens syn på køn, opnåede stor succes som forfatter under pseudonym og endte med at tage sit eget liv i et crescendo af følelser. I en tid, der var besat af litteratur, sex og død.

Åsbrink fortæller her om sit arbejde med biografien Mit store smukke had.

Hvad satte dig i gang med bogen?

Jeg har længe gerne villet skrive om seksualitet og dens magt over vores relationer og vores samfund.

Da mit svenske forlag spurgte, om jeg ville skrive om Victoria Benedictssons liv, så jeg en mulighed for at dykke ned i både Nordens, litteraturens og seksualitetens historie. En fantastisk kombination!

Hvordan var dit forhold til Victoria Benedictsson, inden du skrev biografien om hende?

Som teenager var jeg en sorgens romantiker (er alle ikke det?) og havde en periode, hvor jeg interesserede mig for kunstnere, som havde taget livet af sig. Victoria Benedictsson var en af dem.

Hendes død var virkelig dramatisk. Men i dag synes jeg, hendes liv er langt mere interessant. Jeg kendte også til hendes relation til Georg Brandes, men at hun aldrig ville ønske at blive husket som "kvinden, der begik selvmord af ulykkelig kærlighed".

Hendes selvmord er langt mere komplekst end det.

Hvordan har du konkret arbejdet med stoffet?

Jeg skrev biografien under pandemien.

Victoria Benedictsson, Georg og Edvard Brandes, August Strindberg, Ellen Key … alle disse fantastiske og irriterende mennesker var mine pandemi-venner, dag efter dag. Intenst!

Jeg læste både private og publicerede tekster og mængder af afhandlinger og tidligere forskning om Benedictsson.

Det var jo ingen distraktioner under pandemien, ingen møder, ingen rejser – og jeg var lykkelig for mit arbejde.

Eftersom mange arkiver var lukket, kunne jeg få hjælp af engagerede arkivarer i Helsinki, på Den sorte diamant og i Lund for eksempel.

Et interessant træk i din metode er den måde, du åbent lægger tvivl og uvished frem på undervejs.

Du skriver fx et sted tidligt i bogen, i en barndomsbeskrivelse: "Men hvem kan vide det med sikkerhed? At give et billede af et andet menneskes liv, skrive en levnedsskildring, kan sammenlignes med at gå på en strand og lede efter skaller og rav, den slags, havet har spyttet ud og efterladt".

Hvad mener du med det, og hvilke overvejelser har du gjort dig om det greb?

Et kunstnerisk menneske efterlader sig spor, både privat og offentligt.

Vi står med sporene som punkter på et papir, og biografistens opgave er at trække streger mellem punkterne, så et helt billede opstår.

Lige Benedictsson har efterladt sig et uovertruffent rigt materiale i form af breve, kalendere og private optegnelser – og hun er en god forfatter.

Det svære her er at vurdere hendes egen version af virkeligheden. Har hun opfattet episoder korrekt, eller har hendes ønsketænkning eller angst forvrænget hændelser? Er hun dagbogsskriver eller i virkeligheden forfatter? Der er stor forskel på de to ting!

Og jeg må hele tiden minde mig selv – og læseren! – om, at vi projicerer vores egne verdener og værdier på et menneske, vi ikke kender og en tid, som vi ikke har erfaring med.

Som biografiforfatter er det omvendt også en overvejelse, hvor langt man kan tillade sig at gå i dramatiseringen og meddigtningen af situationer, dialoger osv. Hvordan forholder du dig til det?

Jeg har kun anvendt dialoger, som Benedictsson (eller andre i hendes nærhed) har noteret. Jeg har altså ikke selv fundet på noget.

I nogle passager har jeg ændret grammatisk tid (fra datid til nutid), jeg har forkortet nogle passager og i enkelte tilfælde byttet et ord ud for at gøre teksten nemmere at forstå. Alt dette er jeg transparent med og redegør for i slutningen af bogen.

Den form for dramatisering, jeg kan tillade mig, ser nogenlunde sådan her ud: Victoria Benedictsson skildrer, at hun kruser sit hår med et varmt jern. Jeg refererer det og lægger det her til: I rummet spreder sig en duft af brændt hår. Det er gestaltning og altså ingen fantasi/fiktion.

Der er skrevet biografier om Victoria Benedictsson gennem tiden med forskelligt fokus. Hvad er det, du gerne ville belyse og bidrage med i din bog?

Jeg har en mands hjerne i en kvindes krop, skriver hun.

Hendes kamp med sin kønsidentitet taler stærkt til vores samtid. Og 1880'ernes debat om seksualitet er meget modigere end vores debat i dag, synes jeg.

Hvad er kvindelig seksualitet, hvad er mandlig, hvem har magten, hvem er underordnet? Det ville jeg gerne sætte lys på.

Et andet aspekt, som jeg ene om, berører Victoria Benedictssons storebror.

Under arbejdet fandt jeg hans dødsannonce (ingen andre har tilsyneladende set den før). Hans død har præget hende afgørende, og jeg mener, at den kan forklare mærkelige dele af hendes personlighed.

I en dansk sammenhæng er Georg Brandes, og Victoria Benedictssons relation til ham, jo også interessant. Kaster du nyt lys over Brandes i din bog? Betoner en side af ham, der ikke har været så kendt?

Jeg gør relationen mere kompleks. Jeg tror ikke, at hver en del af hendes skildring er sand – vi ved, at hun forvrænger og ønsketænker, når det gælder Georg Brandes. Men jeg tror omvendt ikke, at hans fornægtelse af deres relation er sand.

Gennem at placere deres forhold i sin kontekst og skildre hændelser som sker parallelt med deres møder, tror jeg, at et nyt perspektiv opstår.

Brandes var en ekstremt jaget mand i disse år, både i offentligheden og i sit privatliv. Han gik af og til med en ladt revolver under frakken, fordi han modtog dødstrusler. Det er det stressede menneske, som besøger Victoria på hendes værelse på Hotel Leopold og fortæller om sit liv, bekymringer og mange kærligheder, næsten som var hun hans terapeut.

Jeg er også den eneste biografist, som belyser skellet mellem den danske og den svenske kultur, når det gælder "du" og "ni".

Vores vaner ligner umiddelbart hinanden, men lige her adskiller de sig – men det forstår Benedictsson aldrig. Hun bliver i stedet dybt såret over, at han siger "De" i stedet for "du".

Det er en detalje, som får afgørende betydning for, hvordan hun opfatter relationen mellem hende og Georg Brandes.

Hvorfor skulle Mit store smukke had være titlen på din bog?

"Mit store smukke had" er Victorias egne ord, hentet fra et brev til en nær ven.

Hun beskriver sin drivkraft efter at vise verden, som foragter hende for at hun er kvinde, at hun er værd at regne for noget.

Men det had, hun ofte føler – mod dumhed, uretfærdighed og mod sin skæbne som fattig eller som kvinde – retter hun også mod sig selv på et dybt personligt plan. Noget inde i hende siger, at hun ikke har ret til at leve, et selvhad, altså, og det fører til sidst til hendes død.

Hadet gør hende til en bedre kunstner, og det ødelægger hende, had er en følelse som er central i hendes liv.

Hvordan ændrede din opfattelse af Victoria Benedictsson sig ved at gå så dybt ned i researchen? Hvad har overrasket dig mest i arbejdet med biografien?

Jeg er dybt fascineret af hendes kamp for at forvandle sig fra kvinde til forfatter.

Hun skaber sig en mandlig persona, Ernst Ahlgren, men det handler ikke om at blive mand, men om at blive fri.

Jeg synes ikke altid om Victoria Benedictsson, men jeg finder hende storslået og meget meget modig.