"I tiden før de store begivenheder vakler historien altid særlig voldsomt"

I Kærlighed i hadets tid skildrer Florian Illies 1930’erne – gennem de største tænkere, kunstnere og kulturpersonligheders kærlighedsliv.

Med den mangestemmige fortælling fortsætter den tyske forfatter i den genre, han grundlagde med '1913. Århundredets sommer', der lå 70 uger på Spiegels bestsellerliste i hjemlandet og blev en international succes.

Denne gang er han sprunget et par årtier og en verdenskrig frem. Hvor tiden op til Første Verdenskrig var bagtæppet i '1913', er det denne gang den bratte overgang fra de brølende tyvere til Hitlers magtovertagelse og de fatale følger, der er omdrejningspunktet.

Hvordan opstod ideen til Kærlighed i hadets tid?

Det havde længe irriteret mig, at menneskers følelsesverden i 1930'erne aldrig rigtig var til at forstå for mig.

Tiden er så domineret af det frygtelige nazistiske regime, at jeg havde en fornemmelse af, at menneskene, deres lidelser og deres længsler, næsten aldrig blev beskrevet.

Det ansporede mig til at finde en anden tilgang til den tid. Jeg indså hurtigt, at man kun kan beskrive den nødopbremsning, der skete i 1933 på en meningsfuld måde, hvis man først beskriver den helvedes fart, samfundet kørte med fra 1929 og frem.

Og begge dele er nødvendige forudsætninger for at kunne fortælle om de svære, grå år frem til 1939. Jeg stopper i det øjeblik, krigen udbryder.

Det var det samme med 1913. Jeg er altid interesseret i "før". For i tiden før de store begivenheder vakler historien altid særlig voldsomt og uden orientering. Og det er dét, jeg vil fortælle om; denne tvetydighed, disse følelser.

Hvad er det ved den tid, der fascinerer dig?

Det er det afgørende vendepunkt i det 20. århundrede.

Hvordan 1920'ernes vilde dans langsomt formørkedes, hvordan den økonomiske krise og derefter menneskehedens krise spredte sig over Europa. Og hvordan følelserne gik i dvale i 1930'erne – det er alle den slags spørgsmål, der interesserede mig.

Ser du en parallel til det sted, vi står i vores samfund i dag? Eller er der andet, der gør det særlig relevant at se på den tid netop nu?

Desværre har Ruslands krig mod Ukraine gjort situationen omkring 1939 meget aktuel igen.

Pludselig så jeg flygtningene, som vi betragtede som et historisk fænomen, hver dag på hovedbanegården i Berlin med de samme forstyrrede, forfærdede øjne, som samtidsvidner i Frankrig fortæller, at de så hos de tyske emigranter, der var flygtet.

De store kontraster og nutidens usikkerhed minder på nogle måder om tiden omkring 1930 – og i modsætning til hvad vi troede, må vi med Trump, og med præsidenterne i Polen, Ungarn og Tyrkiet, igen forholde os til nye former for autokratisk styre.

Jeg tror, vi alle er ved at vågne op fra en lang, fredelig drøm, som vi troede, var virkeligheden.

Hvorfor er lige kærlighedslivet hos tænkere og kunstnere relevant at skildre? Hvad siger deres passion, længsler og følelser om den store historie? Traditionelt vil man vel se den slags som noget, der tilhører det private?

Jeg sætter den følelsesmæssige historieskrivning og mentalitetens historie højt.

Og for 1930'erne i især Tyskland og Europa har en sådan undersøgelse hidtil manglet – fordi rædslen og de mørke skyer fra det nazistiske styre har domineret alt i de seneste årtier.

Mit spørgsmål var: Hvordan får jeg adgang til autentiske følelser fra dengang? Og jeg tror på, at man igennem kærlighed, jalousi, sorg og begær kan komme tæt på mennesker, selv de største helte – og dermed tæt på den tid.

Bogen rummer et væld af fascinerende anekdoter. Man tager sig i at tænke: Hvor ved han dog det fra? Kan du fortælle om researchen, hvordan du arbejder, hvor du finder historierne?

Mine bøger er resultatet af at have læst virkelig mange bøger.

Jeg konsulterede omkring 400 bøger til Kærlighed i hadets tid; brevvekslinger, selvbiografier, biografier, jeg gennemsøgte arkiver på internettet – altid på udkig efter de detaljer og den anekdote, der gør en personlighed synlig for os og gør, at man kan sætte sig ind i personens handlinger.

Det kan nogle gange være frustrerende, især med de tykke biografier om kunstmalere, fordi de afslører så lidt om sig selv.

Og andre gange er det vidunderligt givende, fx med forfattere, fordi de skriver alle deres følelser og sansninger ned.

På et tidspunkt var min bog 300 sider længere end det endelige resultat, men så kondenserede jeg stoffet for at få en overbevisende historie, der fortæller os i dag, hvordan store følelser ændrede sig mellem 1929 og 1939.

Hvordan forholder du dig som forfatter – skal alt være baseret på kilder, eller digter du også selv til?

Jeg er en faglitterær forfatter. Alle fakta er korrekte og er blevet efterprøvet flere gange.

Hvis jeg spekulerer, skriver jeg, at jeg gør det. Og så forsøger jeg selvfølgelig altid at sætte mig ind i heltene og heltindernes følelsesverden på de tidspunkter, jeg skriver om. Og også at være meget fortællende i stilen.

Men jeg synes, at historien er så spændende, at jeg ikke behøver at finde på historier.

Du har udviklet en original, mangestemmig måde at fortælle historien på, som du brugte i 1913 og nu i Kærlighed i hadets tid. Hvordan vil du selv beskrive det litterære greb, og hvad kan det, som du ser det?

Jeg elsker følelsen af at stå med to eller endda ti strømkabler i hånden og sætte dem sammen, så det slår gnister.

Sådan prøver jeg at skrive.

De mange forskellige historier har i og for sig ikke noget med hinanden at gøre, men der opstår en sammenhæng i den måde, du sætter dem sammen på. Hvilke tanker ligger der bag, og hvordan strukturerer du dit stof?

Jeg strukturerer mit rige stof efter klare principper. Jeg vil altid gerne tage læserne med, give dem lange tekstpassager efter korte, koldhjertede efter varmblodede, prosaiske efter poetiske.

Det er et spørgsmål om blandingen og også et spørgsmål om en langsomt stigende dynamik.

Det føles, som om jeg hele tiden laver collager over tiden mellem 1929 og 1939, og denne polyfoni af virkeligheder synes jeg er spændende.

Det er et forsøg på at lade det samtidige og det ikke-samtidige træde frem.

I samtiden er alle forvirrede, kun i dag ser vi de røde linjer – det er noget, der ofte har generet mig ved historiebøgerne; at det fremstår, som om en bestemt udvikling altid havde været forudbestemt.

Men sådan er det ikke – hvilket flodleje historien vælger, det bestemmer strømmen.

Og jeg forsøger at skildre denne bevægelse i mit forfatterskab.