Jacinta Madsen bruger naturen aktivt i sin børnebog Lille Træ.
I Jacinta Madsens univers smelter blade, blomster, tegninger, jord og ord sammen. Hun fortæller her om sin helt særlige teknik, der indbefatter nyplukkede blomsterskud, flødefarvet papir og elefantsnot i rigelige mængder.
Hvad er Lille Træ for en bog?
Bogen handler om vores forhold til naturen, eksemplificeret ved venskabet mellem en lille pige og et lille træ. I starten af historien møder vi træet, der faktisk har det lidt svært med at leve op til rollen som træ – det er forår og alt springer ud, men Lille Træ kan ikke lige få det gjort.
Det er fra begyndelsen et særligt lille træ, vi har med at gøre, og det fornemmer pigen, der hiver træet op og tager det med hjem. Men selvom pigen gør alt, hvad hun kan, for at være god ved træet, så visner Lille Træ mere og mere. Den er ikke god til at lege te-selskab eller sove i en dukkeseng.
Først da Lille Træ er ved at dø, indser pigen, at træet har brug for noget andet end hun selv. Og så begynder Lille Træ ellers at skyde knopper og snart er lejligheden fuld af grene, og det er tydeligt for enhver, at der må ske noget nyt.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Jeg har tænkt meget over menneskers forhold til naturen, og hvor afgørende dét forhold er for planetens fremtidige tilstand. Jeg har tænkt på naturen som en aktør – at den handler, den er en "den", vi bør have et forhold til og et samspil med, fremfor bare at ville naturforvalte.
Jeg synes også, det er spændende, at vi over tid har skabt et skisma, hvor naturen står i modsætning til kulturen/mennesket.
Jeg tænker også på, om vi i fremtiden finder en ny måde at være sammen på. En måde, der går ud over rå udnyttelse eller "lad-være-i-fred"-strategi. Måske en måde, der favner, at vi er en del af det samme stof.
Hvordan er dit eget forhold til naturen?
Som barn brugte jeg meget tid i skoven – det var mit yndlingssted – jeg elskede lyden af skoven; af lavtflyvende insekter, spætten og den lidt uhyggelige stilhed henne fra nåleskoven, mens jeg lå i sikker afstand under løvtræernes lyse trækroner.
Jeg kunne ligge i skovbunden i timevis og kigge på myrer og små blomster og fantasere om nisser, der boede i egetræsrødderne eller alfer, der spiste frokost i ly under rørhattene. Jeg fantaserede, at nogen af træerne kunne tale og de selvfølgelig allerhelst ville tale med mig. Skoven er med andre ord en verden, jeg godt kan lide at være i, og jeg ville gerne dele dét univers med børnene og deres voksne.
Den dag i dag oplever jeg, hvordan alene mønstrene i skoven kan skabe ro i mig. At se på trækroner nedefra, det sirlige net, det danner, dét ræsonnerer med et eller andet inde i mig, og jeg føler ro og føler mig som en del af noget større. Det tror jeg er meget almenmenneskeligt, og jeg tror også, andre levende væsner oplever det. En ko er sikkert gladere for at være på marken end inde i en stald.
Nu er naturterapi begyndt at vinde indpas med sansehaver osv., og i Japan kan man endda få naturoplevelser på recept, hørte jeg lige i radioen. "Skovbadning," kalder de det. Men det element af sanselighed, ville jeg gerne have med i bogen. At man næsten føler, man kan røre ved træernes bark eller bladende på siderne. Så sanseligheden i naturen har inspireret mig på billedsiden.
Hvordan er bogen blevet til?
Bogen er startet som en skoleopgave på Manuskriptskolen for Børnefiktion. Jeg ville gerne give naturen en stemme og så dukkede Lille Træ op som en skitse på min tegneblok.
Jeg researchede på hurtigtvoksende planter og træer, og fandt hurtigt frem til Kejsertræet. Det er et af de hurtigst voksende træer i verden og kan blive op til 5-6 meter højt i løbet af dens første leveår. Træet får nogle enorme knopper, der springer ud i store, blå blomster som efter sigende dufter af en liflig blanding af jasmin og kaprifolie.
Træet er oprindelig fra Kina, men står i dag også i mange danske haver, så mange børn har mulighed for at møde det. På grund af vores kolde klima, er det ikke hvert år, Kejsertræet springer ud herhjemme. Det er lidt forudsigeligt, hvornår det sker, men sidste gang var i 2019. Grenene knækker let og bladene er kæmpestore.
Kejsertræet var alt i alt den perfekte inspiration til Lille Træ, der vokser hurtigt og ikke rigtigt ved om den skal springe ud (og som i første udgave knækker en gren på legepladsen).
"En bog om at være forbundet med naturen bør også selv invitere naturen ind i processen, synes jeg."
Jeg researchede også ret meget på mycelium, der er en svampevækst i jorden, som fungerer som en slags internet mellem træerne og hjælper dem med at optage næring. Jeg vil med mycelium også visualisere, at planter har brug for hinanden og har et forhold til hinanden ude i naturen – planter i krukker lever et ensomt liv.
Du har en helt særlig collageteknik i bogen, hvor ord, jord, tegninger, blade og blomster smelter sammen. Hvilke overvejelser har du gjort dig om det?
Det har været mit håb, at illustrationerne kunne blive en blanding af noget menneskeligt og det, der vokser i skoven. En bog om at være forbundet med naturen bør også selv invitere naturen ind i processen, synes jeg.
Når det er sagt, så har det haft sine praktiske udfordringer at lave en forårsbog, imens træerne udenfor står midt i et løvfald. Hvad gør man lige, når side 4 skal være dækket af små, sprøde forårsblade, og alt derude virker rødt og brunt?
Det har løst sig ved at være rigtig meget til stede i skoven – bedst som jeg troede, jeg måtte sadle om, vejrede en grøn gren lige foran næsen på mig. Tænk, nogle træer sætter nye skud helt hen i december.
Hvordan har du gjort helt praktisk?
Bladene er forarbejdet på forskellig vis. Nogle blade er lagt i pres i bøger derhjemme – på et tidspunkt kunne vi nærmest ikke åbne en godnathistorie uden ’mors blade’ faldt ud over det hele. Andre blade er krøllede og tørre, så de kaster lange skygger på den færdige illustration. Og andre igen er helt friske.
Når alt er klar, bliver illustrationen arrangeret lag for lag: Først baggrunden, som oftest er et ark papir malet med akryl og farvekridt. Så kommer måske et lag jord på – jeg har det stående i en skål og hælder det ud over papiret med løs hånd. De tegnede figurer sætter jeg fast med elefantsnot.
Undervejs i processen kom jeg på at lave ekstra høje klatter af elefantsnotten, så figurerne kunne kaste længere skygger. Det blev et hit! Herefter lægger jeg så mosset og blade på. Bladene tåler ikke at blive sat fast, så de ligger løst på papiret – og så skal vinduet under ingen omstændigheder åbnes, og det glemmer jeg selvfølgelig hver gang, og så flyver halvdelen af illustrationen væk i et vindpust. Måske lærer jeg det engang. Fordi alt kan rykkes rundt, kan man lege med, hvor tingene skal placeres.
Her har jeg flere gange haft min redaktør Tine Flyvholm med i telefonen, og så har vi byttet rundt på træer og dyr. Det har været en gave at kunne vende det med Tine, og det har føltes som om, hun var med i atelieret, selvom hun sad på sit kontor i København.
Fordi illustrationerne er lavet med så mange lag og løse dele, giver det ikke mening at scanne dem. Bogens endelige udtryk er derfor enormt afhængig af, hvordan illustrationerne bliver affotograferet. Det er Thomas Illemann, der har affotograferet alle illustrationerne til bogen. Thomas er arkitekturfotograf og har et eminent blik for rumlighed og stoflighed, og det er på mange måder Thomas’ fotografier, der bringer liv i illustrationerne. På de dage, hvor vi skal fotografere, samler jeg friske skud på vej ned til atelieret. Friske blade, blomster, mos osv.
"'Lille Træ' er på dén måde en fortælling, der udspiller sig i det nære, men tager livtag med det globale"
Jeg lægger det hele sirligt op lag for lag – baggrund, jordlag, blade, papfigurer – og så kommer Thomas, og vi eksperimenterer med lyssætningen. Hvordan skal skyggerne falde, hvor hårdt skal lyset mon være osv. På de illustrationer, der foregår udenfor, er lyset blødt og skyggerne korte. På en illustration med en solopgang har Thomas sat et hårdt lys i en lav vinkel, så papfigurene kaster lange skygger og lyset gradvist bliver kraftigere fra bund til top. Fra illustrationen ligger klar, har vi et vindue på en times tid, hvor den fungerer – herefter begynder bladene at falde hen og illustrationen visner på den måde også.
Hvad vil du gerne fortælle med bogen?
Vi står i dag med en planet, der er under pres – og det skyldes os mennesker. Der er brug for, at vi redefinerer vores forhold til naturen. Jeg ville gerne fortælle en positiv historie om at finde en ny måde at sameksistere, hvor der er plads til naturen og til mennesker og til, at vi kan lære af hinanden.
Det er selvfølgelig lidt gakket, at naturen skal kunne lære noget af os, når nu vi kun har været her i under 1 procent af planetens levetid, men jeg tror på, at alt levende i en vis grad interagerer med hinanden og former hinanden – det hører simpelthen med til at være levende, og det var også dét, jeg ville fortælle med historien. At vi påvirker hinanden, at vi har forskelligheder, men også er gjort af det samme stof.
Og for at nå dertil, er det først og fremmest nødvendigt at vi ser naturen som en medspiller, en aktør, noget, vi skal have et forhold til, og ikke bare ser den som en ressource, vi kan forvalte.
Lille Træ er på dén måde en fortælling, der udspiller sig i det nære, men tager livtag med det globale:
Den handler om en pige, der egentlig bare vil gøre det så godt, så godt, men ender med næsten at tage livet af det lille træ, hun forsøger at pleje, fordi hun kører på med sin egen indre logik og måde at være i verden. Først da hun bliver stille, kan hun mærke, hvad træet har brug for. Selvom træet til at begynde med lider under pigens behandling, lærer den også af hende og den ender til sidst med at kunne få sin egen gode idé, der åbner muligheden for en ny form for sameksistens.
Ud over at fortælle en god og vigtig historie, så vil jeg også gerne inspirere børn og voksne til at gå ud i naturen og mærke den selv. Det kan nogle gange være rart at have en konkret grund til at tage af sted – som fx at man skal ud og samle blade, man kan tørre og male og lave billeder af, når man kommer hjem. Den dimension prøver jeg at få med i mine illustrationer.
