Lars Daneskov om gys, sorg og en sætning, det næsten gjorde ondt at skrive.
Som forfatter er Lars Daneskov mest kendt for bøgerne om Otto, Stenfjæs, Anton & Molly – og alle de andre hyggelige og sjove personer i hans børnebøger. Men i hans nye bog, 'Med døden til følge', er udgangspunktet et andet og langt mere urovækkende. Det er en bog om levende, der ikke kan slippe de døde. Og om døde, der nægter at give slip på de levende.
Han fortæller her, hvorfor gyset som genre fascinerer ham, og hvordan han har arbejdet med at gøre noget mørkt og trist elementært spændende.
Hvad handler Med døden til følge om?
Med døden til følge er en psykologisk gyser om sorg og savn og forpligtelsen til at leve videre, også når andre dør. Om de levende, som ikke kan slippe de døde og døde, der nægter at give slip på de levende. Det er tre år siden, Livas storebror Victor døde, men stadig er familien låst i sorg og livet er stort set sat i stå. Victor var den charmerende, der kunne alt, og fordi Victor var Victor, må Liva nu kæmpe for sin ret til at være Liva.
Det er stadig Victor, forældrene altid taler om, hans værelse står fortsat uberørt som dengang, og uden at de siger det til hinanden, er både Liva og hendes mor og far tit forbi Victors gravsted alene. Men en dag opdager Liva, at nogen har ligget i den redte seng på Victors gamle værelse, og samtidig forsvinder han fra sit eget gamle klassebillede fra dengang. På kirkegården begynder hun at høre skridt på de tomme stier bag sig, der dukker sære skygger af kors op på gulvet på det tomme værelse, og pludselig er dødsdatoen væk fra Victors gravsten. Victor er ikke blandt dem længere. Men måske er det lige præcis, hvad han er.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Som direkte inspiration kendte jeg engang en familie, der ligesom i Med døden til følge havde et værelse stående til minde om deres afdøde søn. Det var den skygge, deres overlevende barn voksede op i. Altid skulle han mindes om storebroren, der ikke længere var der og konfronteres med følelsen af ikke at slå til eller være helt nok. Det billede og den historie har siddet i mig altid og har nu fundet en form for hjem i Med døden til følge.
Jeg har været optaget af skismaet mellem på den ene side nødvendigheden af at savne og sørge og på den anden side forpligtelsen til at leve sit liv og række ud efter lyset, også når det hele føles allermest mørkt. Lige som for eksempel depression og angst er sorg ikke noget, du kan se udenpå. Mennesker i sorg går for eksempel ikke med gips. Men det er heller ikke noget, du kan beslutte dig for at skubbe væk og lade som om ikke eksisterer.
En klog sætning siger, at sorg er den skygge, som kærligheden kaster. Derfor vil opgaven altid være at acceptere sorgen og bære den med dig, men give den en plads, så den ikke slår dig selv ihjel. Som det lyder et sted i bogen: "Du dør af ikke at leve."
Hvem vil du selv sige er historiens hovedkarakter?
Det er Liva, lillesøsteren til den døde Victor. Som mindre søskende oftest gør, så hun op til sin storebror og søgte hele tiden hans selskab og anerkendelse. Tre år efter hans død savner hun ham naturligvis stadig, men forsøger også som den måske eneste i familien at komme videre. Hun har nu selv den alder, Victor havde, da han døde, men er nærmest usynlig for sine forældre. Det er stadig hans gamle tegninger, der hænger på køleskabet, det er ham, de taler om og hans grav, de besøger, og når familien spiser, ligger der fortsat en fjerde dækkeserviet på bordet, som om Victor lever endnu.
Det er det mørke og den stemning, Liva lever i. Jeg vil gerne fortælle historien om et barn, som langsomt, men stadig mere tryglende og indædt forsøger at kæmpe sig ud af den næsten uigennemtrængelige tåge af sorg, der omgiver hende. "Det eneste, jeg har gjort jer, er, at jeg stadig lever," som Liva på et tidspunkt siger til sine forældre, og som var en replik, det næsten gjorde ondt at skrive.
Dermed insisterer hun på retten til at leve. Ikke for at glemme sin storebror eller fornægte sorgen, men for at gøre den til en naturlig del af livet. Som det hedder om sorg i bogen: ”Selv når den forsvinder, vil den stadig være der et sted.” Uden at jeg egentlig har tænkt over det, kan jeg se, at det er en pointe og et tema, der går igen i flere af mine bøger: Du er nødt til at acceptere det mørke, men find en vej.
Hvordan er bogen blevet til?
Bogen er blevet til som et alvorligt anneks til de lettere og mere humoristiske bøger, jeg normalt skriver. Det har været historien, jeg blev ved at vende tilbage til, men som jeg vidste skulle have den tid, den havde brug for at blive helt rigtig. Ikke mindst havde jeg nogle ideer om greb og fortællevinkler, jeg gerne ville udforske. Hvordan kunne man gøre noget så umiddelbart tungt og mørkt som dødsfald og sorg til noget, der også bare ville føles elementært spændende og dragende? Det var den opgave, jeg gerne ville løse og der, gysergrebet kom ind i billedet.
"Jeg er meget glad for, at ingen tjekkede min søgehistorik undervejs i mit arbejde med bogen"
Jeg har længe været optaget af gyset og det overnaturlige som genre. Hvad kan man bruge den til, hvis man ikke bare vil lade en farlig mand sige bøh ind ad et vindue, men gerne vil lade det være rammen om store og lidt dybere historier. Og kan jeg i virkeligheden forstærke gyset ved at lade min fortælling og det måske overnaturlige foregå i noget, der ligner læserens egen virkelighed?
Men hvorfor skal en historie om sorg forløses som en gyser-historie?
Jeg havde lyst til at fortælle historien som en gyser eller spøgelseshistorie, om man vil, fordi det er genrer, som har så stærke krav til underholdning og struktur, og hvor alle følelser lige er skruet op til 11. Derfor er meget tid gået med at stramme fortællegreb, dosere, og flytte elementer og afsnit, så spændingen forhåbentlig bliver bygget rigtigt op, og de små overraskelser falder, som de skal.
Det har været en enormt lystfuld proces, ligesom da jeg forsigtigt legede med genren første gang med bogen Maskernes hus, der udkom for et par år siden, og som jeg ved, bliver brugt i flere skoler. Som forfatter er det simpelthen bare sjovt at forstørre alting, om end jeg er meget glad for, at ingen tjekkede min søgehistorik undervejs i mit arbejde med bogen. Her kunne det umiddelbart være lidt svært at forklare til udenforstående, hvorfor jeg pludselig var blevet så interesseret i perlesten til kirkegårde, temperaturer i ligrum eller klæbeånder.
Hvad var du selv bange for som barn – og er det noget, du har brugt?
Som de fleste børn var jeg vel bange for det meste og var både skræmt og draget af de mange spøgelseshistorier, som havde udspring i området, jeg voksede op med grå damer, slotsspøgelser og den slags. Jeg boede ikke langt fra en kirke, og for at komme hjem skulle jeg cykle forbi en stor kirkegård.
"Det er jo som regel i fantasien og i forestillingerne, de mørkeste og mest uhyggelige tanker og billeder ligger gemt."
Selv om den lå umiddelbart på toppen af en lang og temmelig stejl bakke, som betød, at man som regel var temmelig udaset, når man endelig nåede dertil, fik jeg altid utrolige mængder af ekstra kræfter til pedalerne, når jeg skulle forbi den kirkegård. Ikke mindst om aftenen, hvor fantasien selvfølgelig fik et ekstra puf af nogle gamle krogede træer og bare i det hele taget tanken om alle dem, der lå derinde under hver deres sten. Det er de følelser, jeg stadig kan skrive på i dag. Det er jo som regel i fantasien og i forestillingerne, de mørkeste og mest uhyggelige tanker og billeder ligger gemt.
I bogen hjemsøges de levende af de døde. Hvordan er dit eget forhold til det overnaturlige?
Jeg har – så vidt jeg ved – aldrig mødt et spøgelse eller kørt i tog med en klæbeånd, men som forfatter er det interessante størrelser at arbejde med. Det overnaturlige og fantastiske er et smukt forstørrelsesglas at lægge virkeligheden under. Alt ser pludselig anderledes ud, og man kan give krop til alt det, som kan fylde et hoved, men normalt er usynligt: Angst, sorg, ensomhed. Både i de sjove og de mere alvorlige bøger kan jeg godt lide at lege med det store "tænk nu hvis" i stedet for bare som enhver anden rationel voksen at skubbe den slags til side med et "kan ikke lade sig gøre". Fantasien har godt af at komme ud på gulvet.
Er du selv gyserlæser?
Jeg har sent i livet fået et voldsomt crush på Stephen King. Jeg har altid kendt filmatiseringerne af hans klassikere, men egentlig troet, at han som forfatter var lidt cheasy og kalkuleret. Her har jeg virkelig snydt mig selv, og mit forhold til hans forfatterskab nærmer sig lige så stille et godt gammeldags misbrug.
Selvfølgelig er det for en rationel hjerne langt ude med klovner i kloakker og kæledyr, der står op fra deres grave, men for mig er det bare greb til at fortælle helt almindelige og eksistentielle menneskehistorier om skrøbelig barndom, livsovergange, forgængelighed, sorg, alt det, vi alle sammen kan være optaget af. Store fortællinger, som samtidig godt gider at være underholdende og helt enkelt spændende. På den måde er han enormt inspirerende for mig.
