Lotte Kirkeby om, hvorfor de nærmeste relationer bliver ved med at tiltrække hende som forfatter, selvom hun nogle gange føler, hun burde skrive om noget andet.
'Hvis man ikke vidste bedre' er et portræt af en kvinde, der vender tilbage til den by i provinsen, hvor hun boede med sin mand og datter. Romanen fortsætter den undersøgelse af de tætte og svære relationer, som Lotte Kirkeby indledte med sine to første bøger.
Hvem er hun, din hovedperson, og hvordan blev hendes karakter til?
Min hovedperson er en navnløs jeg-fortæller, der er oppe i årene. Hun er læge og har været væk i mange år. I romanen følger vi hende en enkelt dag, hvor hun besøger nogle af de steder i byen, der betød meget for hende: den tomt, hvor hendes hus lå, den skov, hvor hun gik tur med sin datter, den havn, hvor de tog hen på tur. De minder, som stederne aktiverer, vokser i hende og fletter sig sammen til en fortælling om hendes liv, om en barndom i provinsen, om en ungdom på medicinstudiet i hovedstaden, om et bedsteborgerligt liv i en provins.
Hun voksede frem af en dødfødt novelle, som jeg engang skrev, om en kvinde, der sad i et vindue og sendte breve til sig selv, fordi hun var ensom og måske også lidt forelsket i postbuddet. Den blev aldrig god. Men kvinden blev siddende i mig og fik sit eget liv – og jo altså også en hel roman – men jeg ved aldrig, hvad der skal ske, når jeg begynder at skrive.
Jeg vidste dog godt, at jeg ville skildre en kvinde og hendes barn – og gerne med en provinsby som ramme – og måske har jeg også været inspireret af de noveller, der rent faktisk blev til noget og står i min debut Jubilæum. Der er nemlig nogle af dem, der bærer kvindenavne som titler – Vera, Linda og Lilly Marie – og handler om nogle lidt krasbørstige og utilpassede kvinder.
Den sidste er i øvrigt frit modelleret over min mormor, og jeg tænker nogle gange på mine debutnoveller som en form for idekatalog, hvor mange af de ting, som jeg beskæftiger mig med i mit forfatterskab, bare ligger og venter på at blive foldet ud.
Hvorfor valgte du at sætte handlingen i provinsen?
Jeg er vokset op i provinsen, født i Kjellerup på den jyske hede og flyttede til Skive ved Limfjorden, da jeg var fire, og provinsen fylder mig til stadighed med lige dele kærlighed og klaustrofobi.
Mine forældre rykkede ind i Kjellerup i slutningen af tresserne til et på mange måder skræmmende skræddersyet liv med nye sygehuse, skoler, villaer og stisystemer, hvor man næsten ikke kunne tillade sig andet end at være lykkelig. Min mor var midt i tyverne, og det var, tænker jeg tit, når jeg kigger på billeder fra den tid, et meget voksent liv, hun levede, sammenlignet med mit eget i samme alder, hvor jeg havde orlov fra mit studium og flintrede rundt i Paris.
Jeg tænker altid på et bestemt sted, når jeg skriver, og derfor skal det helst være et sted, som jeg kender, og et sted, hvor der ligger godt stof gemt. Det er indtil nu altid blevet i mine barndoms- og ungdomslandskaber, og jeg bliver mere og mere klar over, at det er der, hvor min erindring ligger begravet, hvor alle mine minder ser mig, som der står i det smukke Tomas Tranströmer-citat, der fungerer som motto for Hvis man ikke vidste bedre.
"Indvendigt bærer jeg alle mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere." (Minderne ser mig)
"Jeg tænker altid på et bestemt sted, når jeg skriver, og derfor skal det helst være et sted, som jeg kender, og et sted, hvor der ligger godt stof gemt."
I tråd med dine forrige bøger – novellesamlingen Jubilæum og romanen De nærmeste – skildrer du de nærmeste relationer. Hvad er det ved netop de relationer, som særligt interesserer dig?
Det er ikke som sådan et bevidst valg, at jeg altid ender der, i de nærmeste relationer, men jeg synes, at det nære har relevans. Det nære er jo tit det svære, fordi det ligger os langt mere på sinde at lykkes i de relationer end i de mere fjerne og distancerede, som nemt kan skiftes ud.
Det ændrer dog ikke ved, at jeg, hver gang jeg læser en klimaroman, en samtidsroman eller en historisk roman, tænker, at det var den slags, man burde skrive, at man burde løfte blikket og se ud over det nære. Men det kan jeg tilsyneladende ikke. Og når jeg i et svagt øjeblik tænker, at jeg burde skrive noget bredere, folde persongalleri og tematik ud, så hiver jeg dette citat af Virginia Woolf frem, som forhåbentlig ikke længere gør sig gældende:
"Dette er en vigtig bog, antager kritikeren, fordi den beskæftiger sig med krig. Dette er en ubetydelig bog, fordi den beskæftiger sig med kvinders følelser i en stue."
"Der har vist til alle tider været mange, der er snublet i forestillingen om det gode liv."
Tidens kønsroller, konventioner og forestilling om provinsbyen som et sted for det gode familieliv er også temaer, du undersøger i romanen. Hvordan forholder hovedkarakteren sig til dem, og på hvilken måde påvirker de hendes valg i livet?
Der har vist til alle tider været mange, der er snublet i forestillingen om det gode liv – en forestilling, der måske spænder ben for livet, som det nu engang er, for det fine og helt rimelige liv – og det gælder også for min hovedperson, der bliver gift og får barn omkring 1970.
Dengang var forventningerne til en kvinde formentlig mere stereotype, end de er i dag, og man kan måske sige, at strukturerne kommer til at styre hende: Hun får en høj uddannelse, som man godt kunne som kvinde dengang, men som de færreste fik, og hun bliver samtidig gift og får et barn, hvorfor mange mener, at hun burde hellige sig det. At være spændt ud mellem arbejde og hjem er noget, som de fleste forældre kender – i dag heldigvis både mænd og kvinder – men på det tidspunkt, hvor min roman udspiller sig, var den konflikt kvindens og altså i min roman min kvindelige jeg-fortællers.
Hun har imidlertid en veninde, Ingrid, der er hjemmegående og har fire børn, og hendes tilpasningsmuskel er mere trænet end min hovedpersons, der aldrig rigtig kommer til at passe ind i nogle af de skabeloner, der bliver stillet op til hende. Ingrid kommer mindre forslået ud af forsøget, måske fordi hun er bedre til at lade som om, hvilket også er et begreb, der spiller en stor rolle i romanen – hvorvidt man kan og skal lade som om ...
"Sandheden om et andet menneske er altid langt mere kompleks, end vi forestiller os."
Hvis man ikke vidste bedre – vil du fortælle lidt om, hvorfor du valgte den titel til romanen?
Romanen havde mange titler undervejs, men jeg blev aldrig rigtig glad for nogen af dem, og i den sidste fase, inden jeg afleverede til forlaget første gang, blev jeg opmærksom på, at jeg brugte vendingen Hvis man ikke vidste bedre flere gange – i direkte såvel som i omskrevet form. Og så tænkte jeg, at den måske kunne bruges som titel.
Vi tror gerne, at vi ved bedre end andre mennesker, at vi har gennemskuet dem – eller jeg gør i hvert fald tit – men sådan er det jo i virkeligheden sjældent. Sandheden om et andet menneske er altid langt mere kompleks, end vi forestiller os. Det kan være godt at huske, inden vi dømmer hinanden, og jeg håber virkelig, at det er lykkes mig at fremstille en kompleks kvinde uden at dømme hende, for jeg ved heller ikke bedre, hverken som menneske eller som den romanforfatter, der har skabt hende.
Hvilke bøger eller forfatterskaber har haft størst betydning for dig som forfatter?
Jeg forsvandt helt ind i Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn på en campingplads i Italien, den sommer jeg var blevet konfirmeret. Måske er den en af grundene til, at jeg siden har dyrket den realistiske roman, først da jeg læste litteraturhistorie og elskede de franske naturalister og realister som Flaubert, Zola og Balzac og senere, da jeg selv begyndte at skrive.
"Jeg håber virkelig, at det er lykkes mig at fremstille en kompleks kvinde uden at dømme hende."
En af de forfattere, som jeg altid læser med skærpet opmærksomhed, er norske Per Petterson. Man kan lære så meget af ham, hvis man selv skriver, fordi han er så eminent en stilist, som han er. Og så har jeg lykkeligvis lige, om end alt for sent, opdaget tyske Judith Hermann, som jeg er vanvittigt begejstret for. Men der er så mange forfattere, jeg burde nævne. Da jeg kæmpede med at finde en struktur til min sidste roman, De nærmeste, tænkte jeg hele tiden på Elizabeth Strouts Mit navn er Lucy Barton, som er så enkelt og dog så kompleks, og så glæder jeg mig altid til en ny bog af Ida Jessen, der på forunderlig vis altid formår at forny sig.