"Mine bedste læsetimer er om morgenen, inden mine børn vågner."
I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne. Her er vi på besøg hos forfatter Daniel Dalgaard, som blandt andet står bag romanen 'Sfinx'.
Hvad er den næste bog, du skal læse? Hvorfor netop den?
Det er Ib Michaels Troubadurens lærling. Jeg har aldrig læst Ib Michael før, men jeg har en læseklub med en god ven, hvor vi har forskellige kategorier af bøger, som vi skal læse.
Troubadurens lærling tilhører kategorien 'Dansk prosa fra 80'erne', som var en kategori vi opfandt, fordi det gik op for os, at vi ikke rigtig vidste, hvad den kategori indeholdt. Og da så Martin Larsen (af alle danske digtere!) anbefalede os at læse en Ib Michael-bog i den kategori, var sagen ligesom afgjort.
Hvornår læser du?
Mine bedste læsetimer er om morgenen, inden mine børn vågner. Så står jeg op klokken seks og kan regne med at have en time for mig selv. Min kæreste kan til nøds få lov at være vågen, mens helst ikke.
"Følelsen af det svimlende har jeg nok altid jagtet."
Tranströmer skriver i et digt, at han skal være alene ti minutter om morgenen og ti minutter om aftenen. Der er jeg lidt mere grådig, jeg vil gerne have en time. Så bliver dagene bedre, også for resten af huset, tror jeg.
Går du på jagt i andres bogreol, når du besøger dem?
Jada. Men alene det, at der er en bogreol, gør mig altid glad lige meget hvad der står i den. Og hvis man nu ikke altid er så god til at finde ud af, hvad man skal sige til nye mennesker, kan man jo altid tale om deres bøger. Når jeg besøger folk, der ikke rigtig har bøger, synes jeg altid, at hjemmet virker meget ryddeligt, men også lidt tomt. Først efter et stykke tid plejer det at gå op for mig, at det er, fordi der mangler den der kakofoniske flade af bogrygge.
Hvordan ser din bogreol ud?
Min egen bogreol er sorteret alfabetisk med skønlitteratur og faglitteratur i hver sin afdeling, og så er der levnet lidt plads på hver hylde til de nye bøger, der måtte komme. Den eneste korrekte måde at organisere sine bøger på, hvis du spørger mig.
Jeg havde engang lejet en airbnb-lejlighed, hvor det viste sig, at bøgerne var farvesorteret. Jeg forsøger jo generelt at huske mig selv på, at folk må være, som de har lyst til, men i det tilfælde kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne undgå at tænke dårligt om ejeren. Han måtte på en eller anden måde være ligeglad med bøgerne. Bøger skal være organiseret, så man kan finde frem til de bøger, man skal bruge, og hvis man har over en vis mængde bøger er det i alfabetisk orden, punktum.
Har du læst en bog, der har betydet meget for dig på et særligt tidspunkt i livet?
Da jeg som 15-16-årig begyndte at interessere mig for litteratur, var det Søren Ulrik Thomsen, som var den første, jeg rigtig læste. Det formede min tidlige opfattelse af, hvad digte er for noget.
"Lidt senere stødte jeg på Ursula Andkjær Olsen. Hendes helt anarkistiske tilgang til skriften virkede som en befrielse. "
Lidt senere stødte jeg på Ursula Andkjær Olsen. Hendes helt anarkistiske tilgang til skriften virkede som en befrielse. Først langt senere, da jeg var i tyverne, kom prosaen til. Her blev W.G. Sebald en af de første, der virkelig betød noget. Det var nok især den svimlende følelse af, at fortællingerne altid var lag på lag, at man hvert øjeblik kunne skride uventede steder hen uden, at det virkede forceret.
Fortællingen kan bevæge sig fra sildefiskeri til natlig belysning af byer til tyske udryddelseslejre, og først til sidst løfter man blikket og begynder at regne tilbage: Hvordan fanden kom jeg herhen?
Den følelse af det svimlende har jeg nok altid jagtet: Fra Søren Ulrik til Andkjær, Sebald, Borges, Inger Christensen, Roberto Bolaño, David Foster Wallace.
Hvordan har din læsesmag ændret sig over tid?
Da jeg var tyve, ville jeg måske have sagt, at litteratur er en form for sproglig grundforskning. En undersøgelse af, hvad det overhovedet lader sig gøre at sige, en udforskning af sprogets randområder; hvor opstår mening, og hvor bryder den sammen og hvordan?
"I det usagte må vi forstå det usigelige."
Jeg havde den opfattelse, at sproget skabte virkeligheden, forstået som menneskets oplevede virkelighed – mit sprogs grænser er min virkeligheds grænser – og at litteraturens kraft, måtte være at udvide det sproglige rum for derved at udvide det menneskelige rum.
Nu ser jeg nok lidt mere på forholdet som en vekselvirkning, og det har betydning både for, hvordan jeg læser, og hvordan jeg skriver. I det usagte må vi forstå det usigelige. Det usagte kan være fortællingens tempo og struktur, fornemmelsen af stemme i teksten, selve det, at en fortælling altid rummer tvetydighed, hvis den er god.