Med Brinch-trilogien har forfatterparret sat sig for at skildre nogle af de vigtigste begivenheder i Danmarks nyere historie, på godt og ondt.
I første bind, Det er de danske som flygter, lærte vi familien Brinch at kende, og gennem deres historie skildrede I livet i Danmark i første halvdel af 1900-tallet og de to verdenskrige.
I andet bind, Det er de oprørske der svigter, følger vi familiens skæbne fra efterkrigstiden og frem til Berlinmurens fald. Det er en turbulent tid med store samfundsmæssige omvæltninger. Hvad synes I er særlig interessant ved den periode af danmarkshistorien?
Sammen med rockmusikkulturen fra USA kom oprøret og mange unge danskeres frihedstrang – herunder protesten mod deres forældre og de 'gamle' livsmønstre – for ikke at tale om opgøret med autoriteterne. Den oprørstrang mærker læserne allerede i romanens begyndelse hos den ene af de to unge Brinch-brødre, Thomas, som er både vild og uregerlig – og ikke kan udholde sit fine lægehjem på Møllebakken i Vejle.
Brødrene Jakob og Thomas Brinch er teenagere, da ungdomsoprøret begynder i 1960'erne, og mens Thomas bruger det som afsæt for en dristig, individuel karriere i reklameverdenen, prøver Jakob at tilpasse sig den nye tids ofte strikse normer om en ubrydelig solidaritet, socialisme, fællesskab og fri sex. Et liv, der ofte skræmmer ham, især i forhold til de unge, frigjorte kvinder.
Et af de store temaer i Det er de oprørske der svigter, er dette store pres på individet for at overholde fællesskabets regler og idealer – og om at turde være sig selv trods et voldsomt tryk fra gruppen.
Et andet vigtigt tema er skellet mellem de første oprørere, som vi i dag kalder 68'erne, og den efterfølgende 70'er-generation. Hvor de første i stor stil kunne kombinere det oprør, der kom rullende ind over Danmark, med en ofte behagelig form for magelighed, gode uddannelser og derefter givtige jobs – så havnede en stor del af deres efterfølgere, bestående af græsrødder og aktivister, i personlige blindspor, på bistandshjælp og uden andet mål end forsøget på at leve op til de idealer, som de ældre oprørere havde stillet op for dem – før de selv forsvandt. I 1980’erne, da samfundet virkelig ændrede sig, og der kom krise i Danmark, gik mange af denne anden halvdel af ungdomsoprøret helt i stå – og nogle af dem også til grunde.
Hvor første bind i trilogien især handler om Erling Brinch, hans søster Ida og deres mor Katrine, følger vi i andet bind Erlings børnebørn, de to brødre Jakob og Thomas. Hvem er de, og hvordan mærkes de af den tid, de lever i?
Jakob og Thomas er meget forskellige brødre, og de har hver deres far. De er børn af efterkrigstiden og er vokset op i et velstillet miljø med penge og muligheder, men også en familiehemmelighed, der langsomt driver dem fra hinanden.
De havner begge i København, hvor de udvikler sig i hver sin retning i kølvandet af 68-oprøret. Jakob arbejder i bøgernes verden og forsøger at holde fast i sig selv – og det er svært i en tid, hvor idealer om fællesskab og oprørskamp i høj grad styrer de unges liv – mens Thomas i reklameverdenen får alle de fristelser og muligheder, han kan drømme om.
Thomas udnytter tidens nye frisind til at eksperimentere med alt, hvad han kommer i nærheden af, og er til forskel fra sin bror, Jakob, et mere åbent menneske, som tager livet lettere. Men også han bærer på store ar i sjælen, som han til sidst må forsøge at finde årsagen til. Både han og Jakob begynder på afdækningen af det, deres slægt har holdt skjult for dem.
Med titlen på første bind refererer I til et citat fra Herman Bangs roman Tine – men hvad med titlen på andet bind? Den siger vel ikke så lidt om romanens grundfortælling. Hvad er det for et svigt, der er tale om?
Titlen Det er de oprørske der svigter hentyder til det faktum, at mange af de første oprørere, de såkaldte 68’ere – som opstillede generationens næsten ubærlige idealer om total samfundsomvæltning og helt nye livsformer – ret hurtigt trak sig lidt tilbage med et godt øje til livets – og oprørets – mere givtige og magelige sider.
De indså, at man godt kunne fremstå både 'rigtig' og oprørsk, selv om man privat havde sit på det tørre med en tryg bolig og et godt job. Men ude i fronten, som de nu havde forladt, løb de yngre oprørere videre – nærmest i blinde – på jagt efter de idealer, 68'erne havde overleveret til dem. Samtidig blev oprørslivet op gennem 1970'erne langt hårdere og meget mindre 'hippie-like' med krise, stoffer, alkohol og ungdomsarbejdsløshed, på vej ind i de endnu mørkere firsere.
Oprørets 'forældre' vendte altså i stor stil ryggen til den efterfølgende bølge af unge, der så gerne ville leve op til de revolutionære, utopiske idealer – og mange af de yngre oprørere strandede i en verden af aktivisme og græsrodsprojekter, der ikke havde nogen 'udløbsdato'. De brugte al deres energi og deres tid på noget, de ikke fik penge for, de droppede tanken om studier og uddannelse til fordel for de gamle oprørstanker om en her-og-nu-verden af idealforestillinger og drømme. En del af dem gik i stå – og nogle af dem også til grunde – med selvmord, misbrug, desillusion og ensomhed.
Med Det er de oprørske der svigter er vi nået frem til en tid, I også selv er rundet af. Erik, du er fra 1955, og Lise fra 1964. Hvordan har det været anderledes for jer at skrive romanen i forhold til Det er de danske som flygter?
Vi troede, det måske ville være lettere at skrive om en tid, som vi selv enten har oplevet eller kender mere til, men det viste sig også at være en stor udfordring. Der var en del personer, vi gerne ville interviewe om deres historie – som led i researchen – og det kunne være om Tvind, om oprøret på universiteterne, om arbejderbevægelsen, kvindefrigørelsen, Bøssernes Befrielsesfront, BZ og mange, mange flere.
Vi havde rigtig mange personlige kontakter, men da vi gik i gang med samtalerne, opdagede vi hurtigt, at vi slet ikke kunne have det hele med. Der var så mange gode historier og pointer, at vi under opbygningen af fortællingen måtte skære utroligt meget fra.
Det gode var dog, at vi også kunne huske meget selv: hvordan stemningen var under oliekrisen, hvilken musik der blev spillet til festivalerne, hvordan folk gik klædt, hvor man købte aflagt army-tøj under Vietnamkrigen med rigtige skudhuller! – og ikke mindst kravene til at falde ind i geledderne og ikke skille sig for meget ud.
Har det at dykke ned i historien om jeres egen ungdomsgeneration ændret noget ved jeres syn på den tid og de problemstillinger, der prægede den?
Vi måtte nærstudere kvindeoprøret, som vi ikke havde været en direkte del af, så vi har talt med folk, der var tættere på. I bogen følger man den unge Mette, der arbejder på et bryggeri og ikke forstår de paroler, som fronten af oprørske kvinder og feminister præsenter hende for – det er ikke hendes verden.
I oprøret og trangen til at forandre og forbedre verden glemte idealismens forreste geledder indimellem de mennesker, der stod tættest på – som måske drak for meget, var ensomme eller bare anderledes – og bemærkede det først, når det var for sent. Det har vi oplevet mange eksempler på, og det er med i romanen, blandt andet i et centralt afsnit, hvor en af de 'ældre' må holde en begravelsestale for en af de 'tabte', som ikke kunne følge med oprørsflokkens vilde galop over stepperne.
Vi har talt en del om alle de mennesker, vi har kendt, som ikke er her mere – og noget af det, vi har diskuteret, er selvfølgelig: Kunne vi have hjulpet dem bedre? Hvorfor så vi ikke, hvor skidt de egentlig havde det i tide? Og hvorfor sagde de det ikke selv tydeligere...?
Hvad synes I, en skønlitterær skæbnefortælling om Danmarks historie kan give læserne, som man ikke kan med nonfiktion i en historiebog fx?
Vi bruger i høj grad slægtens fiktive personer til at forme en dramatisk, men virkelighedsnær handling – hvor der også er en spændingskurve – som vi så bygger ind i de helt faktuelle historiske hændelser.
I Det er de oprørske der svigter vil man genkende mange begivenheder fra de store oprørsårtier – med både glæde og gysen, håber vi – fordi de kommer tæt på hovedpersonerne, og de to 'spor' nærmest smelter sammen. Man får både danmarkshistorien tæt på – også med dens mørkere sider, som vi lægger vægt på at trække frem – og et menneskeligt drama om fortid og opvækst, som mange sikkert vil kunne genkende.
I andet bind er det et fjendskab og en adskillelse mellem to brødre, der kører mod afgrunden, men også de følelser, der hørte oprørstiden og sikkert alle tider til: Om tabt kærlighed, om ensomhed, om jalousi og om frygt for den fremtid, vi ikke kender, før den er der.
Kan I løfte lidt af sløret for, hvad tredje og sidste bind kommer til at omhandle?
Tredje bind i fortællingen om slægten Brinch kommer til at handle om de nye unge – altså de børn, der bliver født i slutningen af bind 2 og begyndelsen af bind 3 – og som er på vores egne børns alder!
Det handler om at vokse op med forældre, der elsker en, men som til tider har nok i deres karriere og arbejde og derfor glemmer at være både forældre og familie. Om de nye unges syn på f.eks. klima, identitetspolitik, metoo, samfundsoprør – eller mangel på samme. Og om at blive født i en tid, hvor internettets univers kommer til at fylde mere og mere af rummet og tiden – hvad enten det er i samvær indbyrdes eller på sociale medier – så de unge sjæle måske til sidst forsvinder.