"Skovens impulser påvirker mit tempo og mine tanker, og det skaber et særligt rum for historier at spire frem i."
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Jacinta Madsen, forfatteren bag Lille Træ.
Skoven
Jeg er vokset op i nærheden af skove, og det har altid været et trygt sted for mig. Min yndlingsskov er en varieret skov med krat, krogede egetræer, bøg, røn, skovfyr, hassel og vilde hindbær. Her er der lyde af dyr fra skovbunden, plads til forskellige mikroklimaer og masser af forskellige slags insekter. Skovens impulser påvirker mit tempo og mit tankemønster, og det skaber et særligt rum for historier at spire frem i.
Under arbejdet med Lille Træ har jeg gået mange ture i skoven. Både for at samle materiale til bogen, men også for at få skovens vejrtrækning ind i mig, så jeg kunne få den ned i bogen, så en læser forhåbentlig kan mærke en brise af skovens impuls, når de læser Lille Træ.
Mit rodede skrivebord
Åh, hvor er det svært at være et menneske og ikke rode. Jeg har altid været et rodehoved, men det blev bedre i mine 20ere, da jeg fik en kæreste, som var meget huslig. Han opdragede mig på kærligste vis, og var det ikke for ham, ville jeg være endnu værre, end jeg er nu.
"Det er så dejligt at møde ind til et rent skrivebord. Men så."
I begyndelsen af et projekt, sørger jeg for, at mit skrivebord er helt rent. Her skal være plads til alt det nye, der vil spire frem. I starten sørger jeg også for at rydde mit skrivebord som det sidste hver dag, inden jeg går hjem. Det er så dejligt at møde ind til et rent skrivebord. Men så. Så vokser projektet, og måske er der også en deadline, som nærmer sig – og ja, så vokser mit rod pludselig side om side med mit projekt.
De blyanter, jeg bruger mest, lader jeg ligge fremme – så er de jo lige ved hånden. Det samme med saksen. Og malertuber. Og papirrester. Og jeg har da også alt for travlt til lige at gå ned med den juiceflaske til affaldssorteringen, så den må ligge og pynte lidt. Og til sidst kan jeg ikke finde noget.
Billedet her er taget en af de allersidste dage op til deadline. At rode er en del af min arbejdsproces. At rydde op er en del af processen med at slippe et projekt igen.
Blade
Blade fylder meget i Lille Træ. Både i selve bogen og i arbejdet undervejs. Hvert blad på Jorden er unikt – det vidste jeg jo godt, men det er alligevel blevet tydeligt for mig på en anden måde end før.
Jeg har samlet dem, presset dem, forarbejdet dem og arrangeret dem i illustrationerne. Nogle blade er med, som de er; brune, grønne og gule. Andre er (forsigtigt) malet med akrylmaling, så det menneskeskabte og skovens former blandes sammen og danner nye udtryk. Et eksempel er her, hvor et enkelt farvestrøg har forvandlet bladene til vanddråber.
Da jeg besluttede mig for at inddrage naturen i arbejdsprocessen, var det for at gøre læseoplevelsen rigere, men skaberoplevelsen har også haft glæde af det, og jeg har igen-igen lært, at det ikke kun er produktet, der formes af processen.
Lysbordet
Et lysbord er ren magi. Prøv at tænke tilbage på dengang, du var barn og holdt et papir op mod vinduet for at dublere din tegning. Det er dén følelse, jeg får, når jeg sidder ved mit bord. Her får mine skitser liv. Magi!
"Et lysbord er ren magi."
Lysbordet her startede sin karriere hos en reklamefotograf i Odense. I 00’erne blev foto-produktionen digital, og bordet kom på pension hos mig. Med lysbordet kan jeg kombinere det umiddelbare fra en hurtig skitse med mere velovervejede detaljer, og de fleste af mine tegninger kommer over forbi lysbordet på et eller andet tidspunkt.
Sidste år blev jeg pludselig opmærksom på, at mit lysbord jo kunne gå i stykker… Så jeg søgte med det samme på DBA efter et mere. For en sikkerheds skyld. Midt mellem alle mulige borde var der pludselig et bord, jeg kendte. Det viste sig at være et identisk lysbord fra den samme fotograf i Odense. Nu står de side om side i mit atelier, genforenet efter tyve år. Og de virker begge to.
Hænder
Jeg tegner kun i hånden, og det er altid fuldt af fejl. Jeg kan godt lide at tænke på, at alle de små uperfektheder tilsammen skaber et mønster, som øjet finder ro i. Jeg har det samtidig godt med at mærke, hvad jeg laver, mens jeg laver det.
"Jeg kan godt lide at tænke på, at alle de små uperfektheder tilsammen skaber et mønster, som øjet finder ro i."
Den følelse har jeg ikke på samme måde med en computer. Og så trives jeg også med, at alt ikke er muligt. Det er befriende for sådan en som mig, der har svært ved at træffe beslutninger. Tænk at sidde i Photoshop og kunne vælge alle farver hele tiden og kunne gøre alt om. Nej, nej, nej, jeg ville aldrig blive færdig med noget.
I stedet for at fritlægge på en computer klipper jeg også mine illustrationer ud med en lille saks. Det tager tid, og nogle gange kunne jeg godt bruge en lille "fortryd"-knap, men det er også en givende proces.
Computeren er dog stadig en stor del af mit arbejdsliv – jeg skriver fx mine tekster på en computer.
