"Med tiden er det blevet en forudsætning for at skrive at jeg er alene."
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her fortæller Nikolaj Zeuthen, som står bag 'Sommerferiedigte', om sin arbejdsproces. Om at hamre på en østtysk skrivemaskine, have mange hatte på litterært og i livet, og om altid at træde ind i skriveriet som gæst.
Skrivemaskinen
Jeg skriver på en Erika-skrivemaskine. Den er fremstillet i Dresden i det gamle Østtyskland i 1955 og skriver stadig som en drøm. Farvebånd køber man i Tarp kontorforsyning på Ndr. Frihavnsgade.
En skrivemaskine kan kun én ting. Den er lavet af jern. Den siger noget, når man arbejder. Der er en fysik i det, og teksten printes med det samme. Meget bliver smidt ud. Man begynder forfra. Jeg skriver også nogle gange i hånden. Til sidst skal det tastes ind på computer.
"Det interesserer mig meget at skrive bøger, men ikke så meget at være forfatter."
Mange hatte
Det interesserer mig meget at skrive bøger, men ikke så meget at være forfatter. Det kan lyde koket og er det nok også. Jeg laver mange ting. Der skal tjenes penge, og jeg er involveret i mit lokalområde bl.a. i foreningslivet. Jeg er også ved at tage en ny uddannelse. Jeg synger i et bluesband! Det er alt sammen benspænd, men også en hjælp til altid at træde ind i skriveriet som en gæst. Som en der altid må starte forfra.
"En skrivemaskine kan kun én ting."
At skrive (ned)
Med tiden er det blevet en forudsætning for at skrive at jeg er alene. Men jeg har brudt det i nogle bøger, hvor jeg har skrevet dokumenterende og "fra felten".
Viceværtsdigte og Sommerferiedigte var koncepter, hvor det gjaldt om at skrive ned i stedet for at skrive. Under en given overskrift og steds-specifikt skal alt nedfældes. Til sidst fjerner man næsten det hele og versificerer resten. En poetisk realisme som snart må bringes i anvendelse også længere fra hjemmet!
