Rasmus Daugbjerg

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.

Her har vi talt med Rasmus Daugbjerg, der bl.a. er forfatter til romanerne 'Trold' og 'Rasmus Nielsøn'.

Kilden

Romanen er inspireret af en kilde fra slutningen af 1500-tallet som beskriver, hvordan havfruen Ibrant besøgte bonden Rasmus Nielsøn på Samsø.

Hun spåede for ham, at Christian 4. skulle fødes og ville blive en vidunderlig konge.

Jeg har vendt spådommen på hovedet, så hun advarer mod ham og de krige han kommer til at gå ind i.

Jeg arbejder ofte sådan med research: læser en masse kilder for så at vende dem på vrangen eller give dem et nyt liv, et nyt perspektiv. Genskrivning.

Samsø

En stor del af romanen foregår på Samsø, da det efter sigende var der, Ibrant viste sig for Rasmus Nielsøn.

Selvom det ser anderledes ud i dag, end det gjorde for 400-500 år siden, var det vigtigt at besøge stedet.

Jeg ville se kysten og sandet, vandets farve og vindens lyde. Havfruen viste sig ikke, men jeg havde nok heller ikke vist mig, hvis jeg var hende.

Jeg blev stående lidt og ventede, ikke på hende, men på forestillingen om et møde mellem en bonde og en havfrue netop i dén vandkant.  

Maleriet af Judit Reigl

Jeg så dette maleri af Judit Reigl, som viser scenen fra Biblen, hvor Jakob og Gud (eller Guds engel) kæmper.

Reigl har i stedet malet det, som om de omfavner hinanden. Det er et simpelt nok greb: at vende volden til omsorg. En genskrivning.

Det føltes genialt, da jeg så det, og jeg forstod instinktivt, at jeg i denne bog måtte skrive mere om omsorg end vold mellem mennesker og andre væsner, end jeg havde i min seneste bog.

Rasmus Nielsøn måtte blive en bog med kærlighed og omfavnelser og mildhed.

Versioner

Jeg skriver altid mange versioner af mine bøger, inden jeg lander på den rigtige.

Jeg tror, det er Sara Stridsberg, der engang har beskrevet det at skrive en bog som at følge efter et væsen meget langt ind i en skov, og først til sidst vender væsnet sig om, og man ser, hvad det egentlig er, man har fuldt efter.

Jeg har brug for at følge efter mange væsner, fordi jeg skal forlade visse af dem – jeg har forladt så mange versioner af Rasmus Nielsøn, at jeg ikke tør tælle hvor mange.