Mit vintereksperiment

I en serie tv-programmer fra Hjørring, som jeg så i efteråret, følger man kommunens forsøg på at skabe levesteder for truede insekter ved at lade græsset gro i rabatter og rundkørsler. Kommunens biolog og tv-kendissen Bonderøven, der er blevet tilkaldt for at hjælpe med at formidle projektet, omtaler konsekvent byens tætklippede græsplæner som
"ørkener". Indbyggerne i Hjørring kalder til gengæld de vilde blomster for "ukrudt". De synes at de uklippede områder ser grimme og rodede ud. Der kommer blandt andet klager over tidslerne foran en stor virksomheds hovedsæde. Jo, hvis man er ligeglad med at de er værtsplanter for tidselsommerfuglen, så kan man da godt hive dem op, siger Bonderøven irriteret og peger på en sommerfugl der faktisk sidder lige dér og suger nektar. Men det er man. Ligeglad med. Virksomheden kan ikke have den uorden siddende på sig. Tidslerne luges væk, og der bliver sået nogle mindre stødende vilde blomster. To skridt frem og et tilbage. I vores tid kan det der umiddelbart ligner en samtale om en robotplæneklipper, også være en samtale om planetens fremtid. Om masseudryddelsen af arter og økosystemernes kollaps. Om at tingene er i skred, og at det vi er opdraget med, ikke længere dur. Om at vi skal finde nye normer og idealer, en ny æstetik som hænger sammen med etikken.

Måske er det det samme med vintermørket, tænkte jeg, i november. Måske kommer det bare an på øjnene der ser. Måske er vi opdraget til at frygte mørket fordi det, som Sara Troense foreslår, er en slags ukontrollabel natur. Vi lever i et land der har sat alt ind på at underlægge sig naturen, glatte det viltre og snoede ud, skabe et landskab der kan udnyttes økonomisk. Hovedparten af Danmarks areal udgøres af landbrug, skovbrug, byer og veje, og de områder der kan karakteriseres som vild natur, er forsvindende små. Vi er på mange måder besat af at have kontrol. Mørket repræsenterer alt det modsatte. Både i egenskab af at være et overvældende naturfænomen og i egenskab af hvad det fremkalder i os mennesker, har mørket en provokerende effekt på det rationelle, civiliserede samfund. Det er større end os, bremser os i alle vores nyttige gøremål, gør os dovne og dvaske eller vilde og gale. Siden opfindelsen af det elektriske lys har vi indrettet vores omgivelser så vi ikke behøver at tilpasse vores færden efter årstidernes eller døgnets gang. Men på den måde går vi måske også glip af muligheden for at opleve "mørkets potentiale", og vinterens.

Sneen

I byen lægger sneen sig ikke, og hvis den gør, bliver den
hurtigt sort. Eller smelter igen på grund af vejsaltet og
varmen fra husene. Men i sommerhuset ser vi lidt mere til
vinteren. Vi vågner til en snedækket græsplæne. Et tyndt lag
nyfalden sne på havemøblerne og fliserne. I skoven er
mudderet på ridestien frosset til i ujævne former, vi stavrer
hen over de stenhårde tuer. De frosne blade knaser under
fødderne. Måske har man trods alt en længsel i sig efter
vinterens sanseindtryk, siger min kæreste, nogle af de
fornemmelser man kan huske fra da man var barn. Klar luft,
knirkende sne. Det værste er når det ikke bliver rigtig vinter.
Efter de sidste to års milde, grå vintre har vi savnet hård
frost. Vores datter spiser sne som besat. Det udgør sikkert en
eller anden sundhedsrisiko, men jeg ved ikke hvilken, så jeg
lader hende gøre det. Hun spytter en sten ud af munden. Vi
har lokket hende op på den højeste bakke i skoven ved at
give hende tre chokoladepastiller for hver gang stien
drejede. Nu vil hun ikke ned igen. Der er så meget god sne
heroppe. Hun spiser og spiser.

En aften slukker min datter alt lyset i stuen og placerer blinkende cykellygter rundtomkring på møblerne, et lysshow i hvidt og rødt. Så bliver hun pludselig overmandet af træthed og vil i seng selvom klokken kun er seks. Nogle dage efter gentager hun legen, med samme resultat. Et vinterritual, en dans med mørket der får søvnen til at vælde frem. I et afsnit af MYRKR’s podcastserie "Gemt i mørket" undersøger en af kunstnerne også, med brug af noget mere ekstreme metoder, hvordan mørket påvirker kroppen. I fire døgn lukker hun sig inde i et mørkelagt kælderlokale hvor hun ligger og oplever dvaskheden. Manglen på stimuli gør hende træt og doven, hun gider nærmest ikke at rejse sig for at tisse eller tage noget at spise. På en eller anden underlig måde nyder hun det. Ikke at skulle forholde sig til noget, at være helt uden forpligtelser.

Samfundet er lukket ned, og byen gået i dvale, nedkølet og utilnærmelig. Vi har mistet adgangen til dens varme indre, de fælles rum, sidder i stedet derhjemme eller bevæger os rundt på de hårde, kolde overflader. Jeg føler mig som hende fra podcasten, siger jeg, hende der isolerede sig i mørket. Jeg synes da det her føles ret anderledes end at ligge i en kælder, siger min kæreste. Himlen er blå, og solens stråler glimter i vandet, vi står på broen over den lille sø i parken og kigger på mågerne der sidder på række på en ledning. Kom, lad os flytte os, der er for mange mennesker lige her, siger han. Vi zigzagger uden om de andre gående, prøver at holde afstand, ender ude i den smattede græsplæne. Ja ja, siger jeg, det er bare et billede på hvordan jeg har det. Jeg har lukket ned for al udadrettet energi, er helt passiv. Jeg har ligesom kapituleret, jeg gider ikke have nogen forventninger til livet, vi er i stuearrest, siger jeg. Arh, det er vi jo ikke, siger min kæreste, mens vi skrår ind over den store plæne, jeg synes det er nogle voldsomme metaforer du bruger. Det er som om han ikke forstår, eller jeg ikke er i stand til at formulere, at det jeg taler om, er en overgivelse. At det lige nu føles som en lettelse at pakke mørket tæt om sig, som en dyne. Om aftenen slukker jeg alt lyset i lejligheden og lader kun en enkelt læselampe være tændt. Jeg vil sidde i halvmørket, mærke det i kroppen. Jeg nyder at føle mig usynlig. Nogle dage tvivler jeg på om jeg kan finde ud af at træde ud i lyset når foråret kommer. Jeg bliver helt udmattet bare ved tanken.

En eftermiddag omkring solnedgang går jeg tur med en ven på Nørrebro. Himlen over Assistensen bliver gennemsigtigt blå, så orange, rosa, det trækker ud, farverne tager sig god tid til at forsvinde. Stierne bliver mere og mere dunkle, det er som om træerne og buskene rykker tættere på, mørket overtager kirkegården, eller kirkegården læner sig ind i mørket, lukker sig om sig selv. Til sidst må vi ud i de oplyste gader, går hen til broen over Åboulevarden. I den tidlige aften er vi omgivet af elektrisk lys. Hvide og røde billygter, en endeløs strøm, ind under os og væk. Gullige gadelamper. Orangelysende drivhuse i Landbohøjskolens have. I broens rækværk en indbygget kridhvid stribe. Før det elektriske lys var den danske vinter helt anderledes, siger jeg, folk må have været meget hjemme og sovet meget, og måske er det også det jeg selv ville have det bedst med. Min ven mener at have læst om mennesker der bogstavelig talt gik i dvale, overvintrede, for at spare på kræfterne.

Jeg prøver at finde ud af hvordan man levede i mørket inden gadelampernes og billygternes tid. I Nattens gerninger (en bog om nattens kulturhistorie, redigeret af historikerne Poul Duedahl og Ulrik Langen) læser jeg om den kulsorte, bælgravende, buldermørke nat. Tag for eksempel Fredericia, hvor det angiveligt blev regnet for et stort held at komme sikkert over voldgraven i mørke. Det gjaldt om at nå hjem inden solnedgang, men man kunne jo blive forsinket af mudrede veje, eller af sine egne svinkeærinder. En fuld bonde tog fejl af broen, røg ned i det iskolde vand og sank til bunds. En toldassistent mistede orienteringen ved havnebassinet, faldt ud over kanten og druknede. Mørket må have været uigennemtrængeligt i en grad jeg har svært ved at forestille mig. Fuldt af mærkelige lyde. Befolket af magiske væsener. Lygtemænd, genfærd og djævle. På landet blev dyrene gennet hjem når mørket faldt på, og folk samledes i stuerne på gårdene. Tændte tællelys eller sad i skæret fra pejsen, fortalte historier, syslede med håndarbejde. På bondegårde og i byhuse gav de lange vinteraftener plads til tidsfordriv der adskilte sig fra dagens travle arbejde. Sang og musik, kortspil og leg. Druk. Sex. Søvn.

Om natten var kirkens og statens overvågning sat på pause, skriver Duedahl og Langen: "Nattens lediggang blev anvendt til alt det, der netop ikke tåler dagens lys, og gjorde det muligt for mænd og kvinder at vriste sig løs af indsnørede sociale konventioner og handle mere lystbetonet, drikke, ryge, elske og myrde". Mørket satte samfundets regler ud af kraft. I byerne praktiserede grupper af fulde mænd det der blev kaldt grassatgang. Det gik ud på at de løb skrålende og råbende rundt i gaderne om natten og smadrede ruder, samt dolkede, tævede eller voldtog de uheldige personer der krydsede deres vej. I den lettere ende fandtes studenternes vægtersjov som handlede om at drille nattevægteren (datidens ordensbetjent), for eksempel ved at bytte om på butikkernes skilte og dermed afsløre at han ikke havde holdt opsyn. Man kunne også provokere vægteren ved at gå frem og tilbage foran ham i en tavs gåsegang, "som består i, at man går i en lang række, én for én, og at så den forreste gør en hel mængde latterlige bevægelser, som så den næste skal efterligne og således fremdeles hele rækken ned."

På trods af opfindelsen af gadelygter, videoovervågning og gps-sporing har det farlige, anarkistiske og kaotiske ved natten hængt ved. Det er stadig i mørket man er bange for mænd der går grassat, bange for at blive voldtaget eller få tæsk. Det er i mørket man drikker sig fra sans og samling, går i seng med de forkerte, kommer op at slås. Det er i mørket man laver graffiti og hærværk, begår indbrud, stjæler cykler eller biler, kører ræs på tomme veje.

Selvfølgelig er det ikke alle der slår hjernen fra om natten. I bestemte erhverv har man udført natarbejde også længe før opfindelsen af kunstig belysning. I Nattens gerninger beskriver Ulrik Langen hvordan bagere, smede og glarmestre knoklede om natten i skæret fra deres ovne, tjenestefolk i byhusene havde travlt, blandt andet med at holde gang i ildsteder og lysestager, natmænd tømte latriner og kørte lort ud af byen, og på værtshusene blev der solgt brændevin og seksuelle ydelser. Men derudover satte natten en grænse for de fleste erhvervsmæssige og økonomiske aktiviteter.

Først i løbet af 1800-tallet skifter natten for alvor karakter. Gasbelysning, petroleumslamper og elektricitet bliver opfundet og udbredt, og mørket svinder ind, eller som Poul Duedahl skriver: bliver afskaffet. H.C. Ørsted får i 1819, som en af de første danskere, installeret gasbelysning i sin spisestue og på sit laboratorium. Så kan han og hans studerende eksperimentere hele natten. Fra 1840’erne og frem bliver fabrikker, slagterier og jernstøberier oplyst i døgndrift. Natten skal ikke længere udgøre en forhindring for produktiviteten. Med ét bliver det fuldt ud muligt at bytte om på nat og dag. Poul Duedahl skriver, lidt hjerteskærende, at det nye skifteholdsarbejde skabte "en række privathjem, hvor en mor eller far pludselig var fraværende, når solen gik ned." For dem der derimod sidder hjemme om aftenen, giver de nye petroleumslamper et godt læselys. Man opretter landsbybiblioteker og aftenskoler. Det kunstige lys gav altså mulighed for en ubegrænset udnyttelse af arbejderne, en konstant effektivitet, men også, helt lavpraktisk, folkeoplysning.

Jeg synes hele tiden jeg støder på den her ambivalens. Jeg kan godt forstå at folk stod i gaderne og råbte hurra da de første gaslygter blev tændt. Med ét blev mørket mindre farligt at færdes i. Samtidig kan der være noget nådesløst, næsten ulideligt ved tanken om lyset der bliver ved med at brede sig, afslører alle hemmeligheder. 130 år efter anlæggelsen af de første danske elværker lever vi i skæret fra internettets blinkende lyshav som har givet os vidensdeling og demokratisering, plus massiv overvågning. Selvfølgelig har man kaldt den anonyme (og kriminelle) del af nettet for the dark web.

I bogen Mørke opregner den norske journalist Sigri Sandberg argumenter for mørke. Sandberg mistænker at elektrisk lys, og især det blå lys der findes i vores skærme og LED-pærer, er årsag til at flere og flere lider af søvnproblemer og depression. Det blå lys undertrykker frigivelsen af søvnhormonet melatonin. En psykiater som Sandberg interviewer, mener at LED-lysets indtog kan sammenlignes med hvis en hel befolkning med ét var begyndt at spise enormt usundt. Psykiateren fortæller at de i hendes familie tager orange briller (også kaldet søvnbriller) på hver aften, to timer før sengetid. Brillerne filtrerer det blå lys i omgivelserne fra og hjælper kroppen med at forstå at den gerne må blive søvnig. Hun introducerer ordet lyshygiejne for at minde os om at være mere bevidste om hvor meget og hvilken slags lys vi udsætter os selv for. Sigri Sandberg skriver også om en amerikansk bevægelse imod lysforurening, Dark Sky Association, som mener at det burde være en menneskeret at kunne se stjernehimlen. Og hun omtaler studier der viser at kunstigt lys kan forstyrre træernes løvspring, insekternes bestøvning og forplantning, og fuglenes evne til at finde vej.

Jeg bliver mere og mere irriteret på Sandbergs bog. Ord som lysforurening og lyshygiejne, det er som om de vil for meget. Denne længsel efter det gode, naturlige mørke, fremstillingen af elektrisk lys som et slags overgreb på naturens orden. Er der ikke noget småfanatisk, eller i hvert fald paradoksalt, over projektet? En mørkeræd journalist der sidder alene, skrækslagen, i en hytte på fjeldet og prøver at bilde sig selv ind at mørket er blødt, eller at der i astronomisk forstand faktisk ikke findes mørke. Kæmper for at tillægge mørket positive egenskaber. Det minder for meget om mit eget eksperiment. Jeg har forsøgt at sanse vintermørket som en tryg hule, et gemmested, og noget af tiden er det lykkedes.

Men der er også noget andet der rører på sig i isolationen og passiviteten, og efterhånden mærker jeg et sug, som om jeg trækkes nedad. En følelse af at gå i opløsning. Jeg har ikke kontrol over det. Man kan nok ikke bare bestemme sig for at mørket er en livmoder der omslutter og beskytter. Der findes en anden følelsesmæssig association, nogle billeder der er dybt indkodet i os. Den kolde jord, gravens mørke. Mørket er både begyndelse og død.

Jeg genhører MYRKR’s podcast og lægger mærke til nogle ting der ikke fæstnede sig ved første lytning. Som for eksempel at isolation i et mørkt rum er en kendt torturmetode. At kunstneren efter nogle dage i kælderen begynder at se mærkelige lysende mønstre for sig og bilder sig ind at hun ikke er alene i lokalet, skriger af sine lungers fulde kraft. At hun længes ud i lyset til sidst, kunne jeg godt huske, men jeg havde glemt at hun slet ikke føler sig udhvilet efter de mange døgn med total passivitet og fravær af stimuli. Hun kommer ud af kælderen med en følelse af udmattelse, som at have tømmermænd.

Isen

Søerne fryser til, havnen fryser til. Folk går ud på isen på
trods af politiets advarsler. Ved Svanemøllen strand er der
en hel folkevandring på tværs af bugten, en sort stribe af
mennesker der bare må prøve det, at gå på havet. Jeg går
langs molen, ud på en bådebro, træder forsigtigt ned på isen.
Jeg synes den har en hul lyd, det skræmmer mig lidt, jeg ved
ikke hvad den lyd betyder. Det er her vi plejer at bade om
sommeren, vandet er flere meter dybt. Det virker ret dumt
at gå rundt herude, men alle de andre gør det jo, og jeg tror det
ville være for trist at lade være. Jeg går hen til stensætningen
og forbi den, ser det blå i Øresund langt ude, så har jeg også
prøvet det. Solen skinner, alt er hvidt, lyst. Endelig oplever
vi noget, endelig sker der noget. Der er en euforisk stemning
på isen. Vi bryder loven. Tager en chance.

I artiklen "Emotional Climates" beskriver en antropolog ved navn Simon Harrison hvordan mange samfund knytter nedtrykthed og tanker om døden til bestemte tidspunkter på året. Et eksempel er et boliviansk folk der associerer regntiden med triste tanker og hårdt landbrugsarbejde, mens tørtiden associeres med fritid, fest og overflod. I regntiden spiller man på fløjte, sorgfulde toner der "græder" og bringer regnen med sig, mens man i tørtiden spiller festlige melodier på mandolin. Når regntiden begynder, fejrer man at de dødes ånder ankommer, for selvom de er farlige for de levende, er de vigtige for jordens frugtbarhed. Ved regntidens slutning sender man ånderne tilbage til underverdenen med et stort karneval.

Et andet eksempel finder Harrison hos et folk i Papua Ny Guinea hvor det omvendt er tørtiden som er den triste årstid. I den hede luft dannes hver dag en varmedis som tilslører landskabet og siges at være røgen fra de døde slægtninges bål. Synet af disen fremkalder en sorg over de mistede familiemedlemmer og en mere generel længsel efter fortiden. Man bruger tørtiden som en hvileperiode hvor der er tid til at fortælle historier om gamle dage og sammen mindes de døde.

På samme måde, skriver Harrison, så man i middelalderens Europa året som en passage gennem en cyklus. Naturens rytme stemte overens med religionens og kulturens, og de blev holdt sammen af stærke metaforer. Med den vestlige kulturs fokus på individet forbandt man årets gang med én persons livsforløb: barndom, voksenliv, alderdom og død. Vinteren og efteråret bragte melankolske tanker om livets afslutning med sig. Mørke, kulde, frygt og tristhed hang sammen. Hvis man følte sig nedtrykt om vinteren i middelalderen, var det altså helt normalt og ladet med religiøs og kulturel betydning. Og selvom forståelsesrammen er gået tabt, lever netværket af billeder videre i os. Harrison refererer et nutidigt studie hvor nogle svenskere blev spurgt om deres billeder om døden. De fleste beskrev døden som en gammel mand eller manden med leen, og de forbandt den med efterår, aften eller nat, melankoli og stilhed.

Tilbage i vikingetidens Norden holdt man store midvinterfester hvor man både ofrede til frugtbarhedsguderne og påkaldte de døde forfædre, drak deres skål. Længe efter kristendommens indførelse blev den nordiske jul, med de korte dage og lange nætter, ved med at være en tid hvor man mente at grænsen mellem de dødes og de levendes verden blev opløst, og de underjordiske kom frem fra deres skjulesteder. Man havde alle mulige magiske ritualer for at beskytte sig imod dem, måder at håndtere at døden og mørket var uomgængelige vilkår. I vores oplyste, affortryllede verden, hvor døden nærmest betragtes som en fejl i systemet, er det til gengæld som om vinteren er blevet årstid for alt det fortrængte og forbudte. Mørket med dets ugidelighed og ufornuft, indadvendtheden, melankolien og døden. Alt det skal vi hver især bære alene.

Det skiftende vejr og de skiftende årstider er nogle af de eneste naturoplevelser man kan være sikker på at have når man bor i en storby, måske er det også derfor begge dele kan virke så provokerende. Regnvejr er for eksempel en ren irritation, man opdager ikke regnens livgivende effekt på træer og planter. Og man mærker ikke hvordan vinteren har sin plads i en større cyklus af liv og død, forfald og fornyelse. Naturens og samfundets tid er skilt ad, økonomien tager ingen hvilepauser, der skal holdes et konstant tempo året rundt. Men for de af os der påvirkes stærkt af årstiderne, tror jeg det kunne være en hjælp at kigge på naturens tid, prøve at forstå meningen med årets rytme. Acceptere at efteråret og vinteren er forrådnelsens og melankoliens tid. Måske skulle vi bruge noget af mørketiden på sammen at sende de døde en tanke, fortælle hinanden om det de gjorde og sagde da de var levende, knytte fælles bånd mellem fortid og nutid. Og så holde en ordentlig forårsfest, byde lyset velkommen, mane angsten og ugideligheden tilbage i jorden.

Tøvejret

En dag er der faldet et tykt lag sne da vi vågner, jeg går over
i Fælledparken med min datter, for anden gang i år bygger
vi en snedame, så er det en tradition. Den næste dag er det
tøvejr. Parken er én stor mudderpøl. På plænen, der i går var
helt dækket af sne, ligger de enlige gulerødder tilbage på
den smattede jord, uden deres snemænd. Jeg skubber
klapvognen forbi en plæne der er blevet til en sø. En mand
går forbi med hurtige skridt. Så vender han sig om og råber
til mig: Det kunne blive en god skøjtebane hvis det bliver
frostvejr igen! Jeg kigger på ham som om han var idiot. Men
det bliver det ikke, siger jeg. Der er ikke ret dybt, bliver han
ved, det ville fryse lynhurtigt! Men det bliver ikke frostvejr
mere, råber jeg efter ham. Han er langt foran nu, han hører
mig ikke. Jeg ville egentlig bare sige at jeg er klar til foråret.

MYRKR. Sigri Sandberg. Dark Sky Association. Alle er de en del af en modbevægelse der peger på det værdifulde i mørket som naturfænomen. Det er typisk os mennesker at begynde at interessere os for mørket, netop som vi har afskaffet det. Måske har vi også snart afskaffet de fire årstider. Klimaforandringerne kommer i hvert fald til at forlænge sommeren og forkorte vinteren på den nordlige halvkugle. Beregninger viser at den danske vinter temperaturmæssigt kun vil vare én måned i år 2100. Jeg kan ikke rigtig forestille mig det nye vinterhalvår. Mørke uden kulde? Endeløs regn? Vinteren er allerede unaturlig, påvirket af de stigende temperaturer, men det er muligt at vi er nogle af de sidste mennesker der kommer til at opleve noget der minder om en "ægte" dansk vinter. Kunne det være en motivation for at prøve at holde lidt af den? Det er vel et forsøg værd.

Kilder:

Anne Anthon Andersen: "Det er mørket, der tænder stjernerne". Natur & Miljø, 04/2020.

Poul Duedahl & Ulrik Langen (red.): Nattens gerninger. Gads Forlag, 2015.

Simon Harrison: "Emotional Climates: Ritual, Seasonality and Affective Disorders". The Journal of the Royal Anthropological Institute, Sep., 2004, Vol. 10, No. 3.

MYRKR: "Gemt i mørket". Podcast produceret for DR. P1, 05-12-2019.
Sigri Sandberg: Mørke. Stjerner, redsel og fem netter på Finse. Samlaget, 2019.