"Jeg var nødt til at finde en begyndelse, hvor historien endnu ikke var skrevet"
Interview med Nino Haratischwili

"Jeg var nødt til at finde en begyndelse, hvor historien endnu ikke var skrevet"

June 10, 2021

Nino Haratischwili skriver om en georgisk families liv og skæbne i det 20. århundredes Europa.

Seks kærlighedshistorier, én revolution og århundredets forskydninger på 1100 sider. Hvis hun havde vidst, at det ville blive en så stor historie, havde hun aldrig turdet skrive den.

Det ottende liv (Til Brilka) hedder din nye roman. Hvordan opstod denne usædvanlige titel?

Jeg kan godt lide tallet otte. I kraft af sin form har det noget flydende, noget inkluderende, og samtidig er der det tilbagevendende. Det passer til romanens hovedtanke. Syv hovedpersoner bestemmer hele historien, og den ottende og sidste er Brilka, den som hele historien er skrevet til. Da Brilka er den, der bærer romanens fremtid i sig, passede det hele godt sammen, synes jeg. Jeg ville også gerne have, at det, at fortællingen er dedikeret til hende, fremgår af titlen.

Det er en familiehistorie, der strækker sig over seks generationer – den begynder i 1900 og slutter i 2007. Hvordan kom det til så stort et tidsspænd?

I begyndelsen var det overhovedet ikke planlagt. Det kunne have afskrækket mig – jeg ville have været bange for at dykke ned i sådan en rigdom af historier. Oprindeligt planlagde jeg at beskæftige mig med perestrojka, som jeg oplevede som barn, men så indså jeg, at man ikke forstår det fænomen alene, fordi der på det tidspunkt allerede var for meget, der var blevet filtret ind i hinanden, og det satte min rejse gennem tiden i gang:

Da jeg kom til Anden Verdenskrig og stalinismen, var der også en masse, der forekom mig forvirrende og sammenflettet. Så jeg var nødt til at finde en begyndelse, hvor alt stadig syntes muligt, og hvor historien endnu ikke var skrevet. På et tidspunkt endte jeg ved Oktoberrevolutionen. Jeg indså også meget hurtigt, at der her ikke var tale om ren skrivebordsresearch. Det ville ikke have været nok at læse bøger om den ene eller den anden periode eller se en film.

Billede af hovedpersonen

Hvordan har du så researchet?

Jeg var nødt til at se stederne selv, møde bestemte mennesker, rode i arkiver, absorbere historien så godt, jeg kunne, fordybe mig i den, jeg var nødt til at finde den tråd, som kunne forbinde disse tider og disse historier med mig selv for at være i stand til at beskrive dem så tydeligt som muligt. For kun gennem det personlige kunne denne historie få et følelsesmæssigt niveau. Det var en lang proces, ofte meget desillusionerende, skræmmende, men samtidig gav det mig meget som person. Den research resulterede i adskillige berigende, inspirerende møder, minder og frem for alt informationer, der var helt afgørende for bogen.

Romanen beskriver især skæbnen for de kvindelige karakterer i Jasji-familien. Var dette en bevidst beslutning?

Det føltes ikke sådan, og det havde jeg bestemt ikke til hensigt. Jeg finder ikke Kostja eller Andro eller Giorgi Alania mindre vigtige end Stasia, Kristine, Nitsa eller Brilka. Det faktum, at jeg grundlæggende eller intuitivt beskriver kvinders skæbne – jeg får det også ofte at vide om mine teaterstykker – skyldes jo nok, at jeg selv er kvinde. Også jeg er blevet formet af mange stærke kvinder i min familie og voksede op i en husstand, hvor kvinder var i flertal, og derfor havde jeg mange kvinder og frem for alt deres karakteristika, svagheder og styrker i tankerne, og det er blevet en del af bogen.

Billede af hovedpersonen

I hvilket omfang er dine karakterer påvirket af den tid, de lever i?

De er absolut påvirket af den. Der er et georgisk ordsprog, der siger, at det er tiderne, der hersker, ikke kongerne. Mine personer kan ikke undslippe deres tid, uanset hvor meget de end vil eller prøver. Tiden indhenter dem på et eller andet tidspunkt. Jeg tror grundlæggende, at vi altid er fanget i vores tid, men de tider, hvor mine figurer lever, havde meget stærkere kløer, tiden var mere afgørende for det enkelte menneskers skæbne, end det måske er tilfældet i dag - selvom det altid afhænger af, hvor vi bor.

I næsten 70 år var Sovjetunionen en slags fæstning, hvorfra kun de udvalgte og de frastødte kom ud, en fæstning, som ikke uden videre kunne betrædes eller forlades. Som følge af det blev folk holdt i denne – målt i rum relativt store – isolation og var ikke bemyndiget til at bestemme over deres individuelle lykke og over deres liv. Hver frihed måtte der kæmpes for. Og det var ikke ualmindeligt, at friheden blev betalt med fængsel eller endda med liv.

Dine romanfigurer virker meget autentiske. Er der en figur, som du identificerer dig særligt med, eller som ligger dig særligt nær?

Det kan jeg ikke sige. Jeg er nødt til at lade alle de figurer, som jeg beskriver, komme tæt på mig, forstå dem, acceptere dem, selvom nogle er fremmede for mig. Og med det mener jeg ikke, at jeg skal finde dem sympatiske. Jeg er bare nødt til at tillade det, både mentalt og følelsesmæssigt. Jeg har ikke lov til at dømme dem.

Hvis du beskæftiger dig med figurerne så længe, som jeg gjorde i dette tilfælde, bliver de automatisk fortrolige for dig efter en vis tid. Du bor med dem, du diskuterer med dem, du hiver i dem og lader dem hive lidt i sig selv. Og selvom det lyder underligt, så får de deres eget liv efter et vist antal sider.

Selvfølgelig er der nogle figurer, hvis handlinger virker mere velkendte for mig end andre, men jeg ville aldrig dømme dem. Jeg synes, det er forfærdeligt, når forfatteren indtager en alvidende, distanceret holdning til sine personer. Jeg tillader mig at tro, at man altid kan mærke det som læser.

Interview fra Frankfurter Verlagsanstalt / Stina Witthöft.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu