"Vi er indlejret i naturen, i planternes og dyrenes verden, at vi virkelig har brug for den."
De har begge skrevet romaner med planter som hovedpersoner. I en mailkorrespondance udveksler Charlotte Weitze og Cecilie Eken erfaringer. Om at skrive om økokrisen for store og små, om æbleskrog langs togskinnerne, og om håbet, der findes i naturen.
Vallekilde, 25. september 2021 kl. 15.51
Kære Cecilie
Jeg venter spændt ved postkassen, jeg ved, at din nye roman, Natblomst, er på vej. Jeg læste Sølvblomst sammen med mine børn, for snart mange år siden. Både de og jeg kan stadig tydeligt huske den, og vi var meget betagede af den. Det var noget med en dreng, som mødte en plante, og der var vist noget med, at den kunne tale, og at drengen savnede en ven, som var flyttet til en anden by.
Jeg har jo selv skrevet en roman om planter, Rosarium, og jeg havde mange overvejelser omkring, hvordan jeg kunne skabe troværdige hybrider mellem mennesker og planter. Hvad har du gjort denne gang?
Kh Charlotte
-
Holte, 26. september 2021 kl. 20.15
Kære Charlotte
Hvor er jeg glad for, at du og dine børn havde en god læseoplevelse med Sølvblomst – og handlingen er godt husket efter så mange år! Bortset fra, at det er hovedpersonen, Jonas, der skal flytte væk, ikke vennen. Det med at flytte er også et tema i Natblomst, nu er det bare en pige, Mia, der flytter til byen med haven, hvor den her helt særlige plante bor.
Jeg har nemlig valgt at gøre præcis som naturen: Jeg har gentaget mig selv med en lille smule variation, så det plantevæsen, du kender fra Sølvblomst, dukker op endnu engang i Natblomst, men samtidig er det også lidt forandret. Det samme er haven omkring hende, for den har ligget uforstyrret hen i næsten tyve år.
"Er der noget du særligt gerne vil med dine bøger, når du netop skriver om planter?"
Jeg er i gang med at læse Rosarium – er langt i første del – og apropos uforstyrret er jeg super fascineret af det sted, denne del foregår: Den her helt uberørte, vilde skov, som er mange tusind år gammel. Der er tale om en virkelig skov på grænsen mellem Polen og (det gamle) Rusland, ikke? Har du selv besøgt den?
kh Cecilie
-
Struer, 26. september 2021 kl. 22.08
Kære Cecilie
Jo, da jeg skrev på Rosarium, var jeg på researchrejse til Europas ældste urskov, Bialowieza, på grænsen mellem Polen og Belarus. Meget af den har ligget uforstyrret hen siden istiden.
Når du skriver, at der i Natblomst er en have, som har ligget uforstyrret hen i tyve år, så kommer jeg også til at tænke på området omkring atomkraftværket Tjernobyl, hvor min researchrejse også gik hen. Her har naturen taget over på få årtier, og det er både meget skræmmende og meget livsbekræftende. Også sådan husker jeg din bog, på én gang uhyggelig og livsbekræftende.
Jeg skriver til dig fra Grand Hotel i Struer, hvor jeg skal sove i nat. I morgen skal jeg holde foredrag om Rosarium på byens folkehøjskole. Det er under et tema om klima og økokrise. Hvad tænker du om planternes rolle i forhold til det? Er der noget du særligt gerne vil med dine bøger, når du netop skriver om planter?
Kh Charlotte
-
Ølby, 27. september 2021 kl. 15.13
Kære Charlotte
Så sidder jeg i S-toget på vej hjem fra skolebesøg i Karise. Er nået til Ølby. Faktisk kan jeg godt lide at køre med S-tog, ikke mindst fordi der ofte ligger meget overgroet og halvvild natur ud til skinnerne, selv inde i byen som ved Østerport.
Jeg holder af at sidde og kigge ud på den blanding af det, nogen på et tidspunkt har plantet af træer og buske og så alt det selvsåede, der er kommet til og bare vokser og tiltager sig plads. Hvis det ikke en gang imellem blev klippet, skulle det nok brede sig hen over menneskenes verden med en vis fart – både skræmmende og livsbekræftende (det er nogle gode ord, du har fat i der).
I både Sølvblomst og Natblomst har jeg gerne villet arbejde med at give denne efter min mening magiske planteverden en stemme, der kunne tale med vores menneskesprog på en måde, som mine (yngre) læsere kunne forstå. Altså hvad ville en plante sige, hvis den kunne tale? Og hvad nu hvis den siger, at den har brug for hjælp?
"Håbet er indskrevet i naturen, det er bare at kigge rundt."
Mit udgangspunkt var nok først og fremmest et ønske om at belyse vores relation til naturen/planterne på en måde, der kunne vise vores forbundethed. Jeg kunne være interesseret i, hvordan du sætter Rosarium ind i en klima/økokrise-kontekst?
kh Cecilie
-
Vallekilde, 27. september 2021 kl. 22.08
Kære Cecilie
Jeg håber, du havde en fortsat god togtur. Ved du, at der findes utrolig mange æbletræssorter langs jernbanelinjerne? De skulle være fra æbleskrog, som folk har kastet ud ad vinduet, altså dengang man kunne åbne vinduerne i togene.
Jeg skrev Rosarium, fordi det gik op for mig, at planter, hvor undseelige de end synes, er alt for os: Vores ilt, føde, tøj, huse, medicin, brændsel, og så laver deres oxygen også ozonlaget. Jeg tænkte også, som dig, at hvis mennesker, f.eks. gennem min roman, kan blive bevidste om og mærke den forbundethed, så er det også en vej at arbejde med klimakrise og økokrise. Vi beskytter jo det, vi elsker.
I Rosarium er det de mennesker, som forstår at forbinde sig med planterne, og ja naturen, som overlever. Nå, nu skal jeg vist passe på med ikke at afsløre for meget ...
Jeg har tænkt på, om du overvejer meget, hvad du siger til skoleeleverne om klimakrise og økokrise? Vi voksne kan jo dårligt holde ud at høre om det (men vi er voksne, så vi skal kunne høre det). Men er der grænser for, hvad du mener, børn og unge kan "tåle" at høre?
Kh Charlotte
-
Holte, 29. september 2021 kl. 11.39
Kære Charlotte
Ja, du må endelig ikke afsløre for meget om slutningen i Rosarium, for den er jeg ikke nået til endnu! Men det lyder lovende :) … Og tak for den skønne historie om de flyvende æbleskrog.
Mht. klima og økokrise i Natblomst så vidste jeg fra begyndelsen, at mine læsere i hvert fald ikke skulle udsættes for en dommedagsprædiken, for det ville bare skabe bekymring og en følelse af magtesløshed – og det ville slet ikke give mening for mig. Så det tema ligger i baggrunden af historien, og mere i forgrunden ligger nogle tanker om, at vi som mennesker også er natur, og at vi har et fælles ansvar for det, vi gør ved planeten, på tværs af generationer – at det er muligt at handle sammen.
Og så ville jeg gerne skrive håb ind i min historie, for håbet er indskrevet i naturen, det er bare at kigge rundt. Jeg tror ikke, at jeg ville have gjort det meget anderledes, hvis jeg skulle skrive til voksne for at være ærlig.
Helt grundlæggende ville jeg i bogen gerne pege på den grønne verden omkring os som et sted, hvor det er muligt at gå hen og finde ro og forbindelse til en større helhed, for jeg oplever, at mange moderne børn (og unge og voksne for den sags skyld) lever med en grundlæggende uro og en følelse af isolation.
Ikke at budskabet er "ud med al teknologi og tilbage til naturen", så simpelt er det ikke, men jeg tænker, at vi i fællesskab er nødt til at genfinde en erkendelse af, at vi er indlejret i naturen, i planternes og dyrenes verden, at vi virkelig har brug for den – præcis som du er inde på.
"I naturen er der kræfter på spil, som er svære for mennesker at styre og forstå."
Og ud fra den erkendelse (som både er mental, følelsesmæssig og fysisk) kan der muligvis opstå et andet syn på nogle af de grundlæggende strukturer og produktions- og forbrugsmønstre i vores samfund, der ligger til grund for den nuværende klimakrise. Det virker, som om du også er inde på nogle af de samme tanker i din bog?
Noget andet, jeg lægger mærke til, at vi har til fælles, er brugen af magiske/fantastiske elementer, når vi skriver. Normalt er jeg ikke selv så optaget af genrer, men havde du en bestemt genre – f.eks. magisk realisme – i tankerne, da du skrev Rosarium? Eller?
kh Cecilie
-
Aulum, 4. oktober 2021 kl. 18.10
Kære Cecilie
Jeg kommer altid til at skrive magisk realisme, og jeg tror, at man nemt kommer til det, hvis man har et nært forhold til naturen. I naturen er der kræfter på spil, som er svære for mennesker at styre og forstå. Og det kan føles magisk.
Efter en uge med hele fire foredrag og debatarrangementer om Rosarium, er jeg nu i Aulum. Jeg vandrer på det, der engang var den jyske hede og prøver at finde nogle af de steder, hvor de gamle eventyrfortællere boede som research til en ny roman.
Jeg læste Natblomst færdig, mens jeg hvilede benene og drak en kop kaffe på det lokale pizzeria. Jeg blev meget rørt, og pizzamanden så en smule uroligt på mig. Det er en meget smuk roman, du har skrevet.
"Planter, hvor undseelige de end synes, er alt for os."
Jeg synes, du får klimakrisen og økokrisen med på sådan en fin måde. Kriserne er noget, hovedpersonen Mia lærer om i skolen, men hun kan først gøre noget ved det, når hun, sammen med de andre af romanens personer, føler sig forbundne med naturen, og åbner sig for den og hinanden. Samtidig er det, som om de allerede er forbundne, men bare skal (gen)opdage det.
Da jeg skrev Rosarium havde jeg en af min barndoms yndlingsromaner i tankerne, Skarnbassen flyver i skumringen af Maria Gripe. Mon du også har læst den? Den handler også om en plante, som kan kommunikere med nogle børn. I bogen står der noget med: Hvornår er tiden moden til, at vi forstår, at alting hænger sammen? Tror du, at tiden er ved at være moden?
Kh Charlotte
-
Holte, 5. oktober 2021 kl. 11.38
Kære Charlotte
Jeg ville gerne svare: "Ja, jeg tror, tiden er moden nu!" Men jeg synes, det er svært at sige noget med sikkerhed om vores samtid, hvor tendenser peger i forskellige retninger. Hvilken tendens, der i det lange løb vil fremstå som den tydeligste, virker svær at forudse i dette øjeblik.
Der er dog mange grunde til ikke at opgive håbet, tænker jeg, for vi to kan jo langt fra være de eneste, der går rundt med vores tanker om sammenhængen mellem alting, fornemmelsen af den magi, der ikke bare er fantasi, men virkelig findes i denne vores vidunderlige verden – og det må vi jo så også bare blive ved med at skrive historier om. (Og ja, jeg har læst Skarnbassen flyver i skumringen, Maria Gripe var også en af min barndoms yndlingsforfattere!)
"Vi to kan jo langt fra være de eneste, der går rundt med vores tanker om sammenhængen mellem alting"
Et sted i Rosarium bemærker en af hovedkaraktererne noget med, at vores ekstremt destruktive levevis er af nyere dato – det tænker jeg også introducerer et længere tidsperspektiv, som måske er nødvendigt at have med her? Måske vil vores oldebørn regne det, vi skriver om her, for helt selvindlysende sandheder?
Den stadige forandring gennem generationer er i hvert fald noget, jeg blev opmærksom på undervejs i din fantastiske og frodige roman, der er så vildtvoksende og billedskabende og fuld af ideer og tankegods, som jeg vil tage med mig videre.
Jeg blev færdig med læsningen i går aftes og ser stadig blomstrende rosengrene ud ad øjenkrogene, så tak for den læseoplevelse!
Og jeg er glad for, at du ser det, jeg gerne vil med Natblomst – her er generationerne også i spil. Nu er jeg spændt på, hvad du får ud af dine vandringer i de gamle eventyrindsamleres fodspor på den jyske hede. Det skal nok blive en spændende tur at følge med på. Ønsker dig masser af inspiration!
kh Cecilie