Gunnhild Øyehaug
Skriveværkstedet med

Gunnhild Øyehaug

22. juni 2022

"Skrift er noget, der er i bevægelse."

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde - om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.

Her har vi talt med Gunnhild Øyehaug, forfatteren til novellesamlingen Onde blomster.

Velkommen ind i mit skriveværksted! Men obs: Billedet her er arrangeret. Det stammer alligevel fra en reel skrivesituation – hvor jeg prøver at svare på disse spørgsmål fra Gutkind om mit skriveværksted. Det ligner nok alligevel lidt de skrivesituationer, hvor jeg skriver skønlitteratur. Te er nemlig helt essentielt.

Netop på det her billede sidder jeg oppe på loftet hjemme hos mine forældre i Ørsta og har lånt min mors kop. Engang blev jeg spurgt, om jeg ville skrive om mit skriveværelse til en tysk festival, og jeg svarede ved at lave en definition, der ser således ud: VÆRELSE + HJERNE (SPROG + FANTASI) + TE.

"Hvis der er noget, jeg lært med årene, så er det at værdsætte pauserne."

Te er nok ikke vigtigere end hverken værelse eller hjerne, den er faktisk ret uvigtig, men alligevel er den altid der, som en slags stille og varm påmindelse om, at jeg findes. Faktisk drikker jeg slet ikke te, mens jeg skriver.

Te drikker jeg, når jeg holder pause, og jeg tager det med her, for hvis der er noget, jeg lært med årene, så er det at værdsætte pauserne. At hjernen skal koble af, at jeg skal kigge på ingenting, måske højst lidt damp fra en kop.

Mit skriveværksted er altså, foruden elementerne VÆRELSE og TE afhængig af følgende: HJERNE (SPROG + FANTASI). De sidste år har jeg brugt meget tid på at tale om netop fantasi, jeg bliver for eksempel ofte spurgt om mit forhold til magisk realisme – og jeg plejer at svare, at det, jeg skriver, er hverdagsrealisme.

Der er jo en bevidst overdrivelse, som nok stammer fra et spørgsmål om modsætningen mellem «realisme» og «fantasi» – det vil sige et spørgsmål om hvordan disse forskellige fremgangsmåder bliver vægtet i forbindelse med begrebet «sandhed». Det virker nemlig, som om man går ud fra, at en realistisk tekst skal være lidt mere sand end en surrealistisk tekst.

"Alle sjælens kræfter skal underordnes forestillingsevnen, som rekvirerer dem alle på en gang."

Jeg har talt meget om Baudelaire og hans tekst "Evnernes dronning", hvor han skriver: "Hele det synlige univers er blot et forråd af billeder og tegn som forestillingsevnens skal tildele en relativ plads og værdi: Det er en slags føde som forestillingsevnen skal forvandle og fordøje. Alle sjælens kræfter skal underordnes forestillingsevnen, som rekvirerer dem alle på en gang."

Med andre ord hører erindring og hukommelse også ind under "forestillingsevne", og på billedet her er jeg fem år, min far er seksogtredive. Han har reddet fem forældreløse musvitunger ned fra et æbletræ og installeret dem på loftet, på et værelse som ligger lige ved siden af det sted, jeg nu sidder og skriver, med det samme gule tapet.

Teksten i Onde blomster, som hedder "Bagdøren", handler blandt andet om det minde. Samtidig er det blandet sammen med en forsmået og ulykkelig fortæller, som ikke er mig. Så enkelt kan det altså være, forholdet mellem fantasi og sandhed og tekst. Erindring + fantasi + sprog = skrift.

Det her er ekstremt arrangeret foto, som skal illustrere følgende: For at skrive bliver jeg nødt til at læse. Her er nogle af de bøger, der har været stærke inspirationskilder til teksten i Onde blomster: Joy Williams, Mary Ruefle og Alice Oswald.

Men også Kate Bushs musikvideo til Wuthering Heights holder ikke op med at inspirere med kombinationen af absurditet og inderlighed.

"Inger Christensen sagde, at en skrivende skal elske præpositioner, fordi de holder hjernen i samme bevægelse som verden."

Ruefle læste jeg, da jeg sad helt fast, så hende vil jeg anbefale til alle, der sidder fast og ikke ved, hvordan de skal komme videre. I det hele taget vil jeg anbefale at læse, hvis man ikke kan skrive.

Det mærkelige er, at det ikke engang behøver at være bøger. Det kan være skilte, børns stile, tekster til kunstudstillinger, breve fra det offentlige. Inger Christensen sagde, at en skrivende skal elske præpositioner, fordi de holder hjernen i samme bevægelse som verden.

Skrift er noget, der er i bevægelse, og at læse kan være en måde at komme i bevægelse på. Og det kan være smart at lytte. Og være opmærksom. Og hvis man har brug for at læse litteratur, som slår alle døre op på vid gab, vil jeg anbefale Ruefle. Her er et digt fra samlingen Dunce:

ATTENTION!

I hold the staff of the Great Sage

while he stands on the gorge-brink

gazing at mountains.

He is at this moment lost

in the mist of Existence,

while I am but his attendant –

Existence-Attendant!

The name of one who stands

like a stick, thinking of nothing.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu