:quality(80))
Gutkind Essays
Gutkind Essays er perspektivrig og samfundsengagerende litteratur med kort læsetid og lang levetid.
I personlige tekster undersøger Gutkinds forfattere, hvordan tingene hænger sammen (eller hvordan de netop ikke gør), og hvordan vi kan tænke anderledes om dem, som en invitation til dialog.
For mig er essayet en af de bedste genrer til netop disse ting. "Essay" betyder "forsøg" og er betegnelsen for en genre, hvor der er plads til at undre sig, til at udfordre sine egne holdninger og til at udjævne grøfter i stedet for at grave dem dybere.
Ved at være en slags højttænkning på skrift gør essayet det nemlig muligt at følge, hvordan et udsagn opstår, hvordan en bestemt tanke eller holdning giver mening for en anden. Essayet er en tekst, som ikke forpligter sig på klare pointer og stringente argumenter, men i stedet kan tage nysgerrighedens nuancer på sig og bruge dem aktivt i et forsøg på at nå frem til noget væsentligt.
I de fire første bidrag til Gutkind Essays skriver Kristina Stoltz om tvivl, Julie Sten-Knudsen om at ændre sit forhold til mørket, mens Daniel Dalgaard går på jagt efter forbilleder i en tid, hvor manderollen er under forandring. Selv har jeg skrevet et essay om opmærksomhed, der samtidig fungerer som introduktion til serien.
I de fire næste essays skriver Lotte Kirkeby om utilpassede kvinder, Luka Holmegaard om fiktionen som problem og overlevelsesstrategi, Maria Kjos Fonn om heksens rolle i samtiden, mens Rebecca Bach-Lauritsen reflekterer over, hvorfor hun skriver bøger til børn.
Alle essays findes også som podcasts.
God læse- og lyttelyst!
Martin Bastkjær
Redaktør, Gutkind Forlag